Gå til indhold
Foto, AQUA: Gudmund Thai. Foto, Saveus: Petra Kleis.
Foto, AQUA: Gudmund Thai. Foto, Saveus: Petra Kleis.

Pressemeddelelse -

Grøn åbner billetsalget med Saveus og AQUA som årets første navne

Når den traditionsrige Grøn turné til sommer ruller rundt i landskabet, bliver det noget helt særligt, for i år kan festivalen nemlig fejre 40 år med fest og fællesskab. I dag offentliggøres de første to navne, der skal med koncertkaravanen rundt, og publikum kan glæde sig til at se en af tidens ypperste livenavne Saveus og den legendariske popgruppe AQUA. Grøn 2023 løber af stablen fra den 20.-30. juli, hvor Jacob Haugaard og Simon TJ traditionen tro er værter på Grøn Scene, mens Mai-Britt Vingsøe og Lars Johansson er værter på NOVA-scenen.

I dag kan Muskelsvindfonden og Tuborg offentliggøre de to første navne, der skal være med til at fejre 40 år med Grøn til sommer. Det bliver Saveus og AQUA, som er to navne, der både hylder Grøns historie og peger frem mod de næste mange år. AQUA debuterede på Grøn for 25 år siden og har siden optrådt adskillige gange, mens Saveus hører til blandt de nyere Grøn-navne, som forhåbentlig vil være at finde på plakaten i mange år fremover.

Etablerede og anerkendte live-navne på plakaten
Saveus, med det borgerlige navn Martin Hedegaard, har været med én gang før i 2019, hvor han spillede på NOVA-scenen. Han glæder sig til at være med til at fejre 40 år med Grøn:
"Grøn har et helt specielt dna, der rummer så meget kærlighed og samhørighed, og i år er det Grøns 40-års fødselsdag. Grøn fortjener at blive fejret med manér, og det glæder jeg mig til at være en del af,” siger Saveus.

Siden den overraskende debut ved P3 Guld 2015 med kæmpehittet ”Levitate Me” har Saveus etableret sig som en tidens store popmusikere med adskillige radiohits og koncerter på landets største scener. På livescenen er Saveus’ performances både energiske og nærværende, hvilket man kan opleve over hele landet på Grøn til sommer.

Mens Saveus stadig er relativt ny i Grøn-sammenhæng, hører AQUA til blandt de mest etablerede Grøn-navne. AQUA var med første gang for 25 år siden i 1998 og har siden været med tre gange – i 2001, 2008 og 2018. Derfor var de oplagte at invitere med på årets særlige turné, og AQUA ser frem til at fejre 40 år med Grøn:
“Vi glæder os helt utrolig meget til at se publikum og feste med dem. Vi glæder os til helheden af Grøn, fordi det føles altid som den fedeste havefest i verden - og så har vi et virkelig godt set-up med i år!” siger AQUA.

AQUA er vaskeægte legender på den danske musikscene og er stadig en af landets største eksportsuccesser nogensinde. Med hits som ”Turn Back Time”, ”My Mamma Said”, ”Around the World”, ”Doctor Jones” og selvfølgelig ”Barbie Girl” har AQUA leveret utallige hits, som danskerne uden tvivl vil synge med på, når bandet er med på Grøn-turneen for femte gang til sommer.

40 år med Grøn
Hos både Tuborg og Muskelsvindfonden glæder man sig til at skabe nye sommerminder og oplevelser sammen med danskerne, når man fejrer 40 år med Grøn og ikke mindst med et godt formål for øje.

Theis Petersen, indsamlingschef i Muskelsvindfonden, udtaler:
“Vi er meget glade for at kunne offentliggøre Saveus og AQUA som de første to artister på årets Grøn-turné. Det bliver en kæmpe fest med masser af energi. Vi glæder os til sammen med danskerne at fejre en karavane der har eksisteret i 40 år og stadig tiltrækker 160.000 danskere hver sommer. Det er unikt. Det er fest. Det er fællesskab.”

Christopher Bak Billing, sponsordirektør hos Carlsberg Danmark, udtaler:
“For os har fællesskabet altid været i højsædet, og netop fællesskabet er noget af det helt særlige ved Grøn, som får både frivillige, gæster og artister til at komme igen år efter år. Vi glæder os helt vildt til at fejre 40 år med Grøn sammen med danskerne over hele landet til sommer.”

Se turnéplanen herunder. Billetter og yderligere information om Grøn 2023 kan findes på groenkoncert.dk.

For pressehenvendelser, kontakt venligst:
Sofie Klindrup · sofiek@have.dk · 25 48 37 49
Peter Pishai Storgaard · peter@have.dk · 28 49 33 86

Om Grøn
I fire årtier har Tuborg og Muskelsvindfonden med Grøn skabt musikalske oplevelser og fællesskaber på tværs af handicap, alder, etnicitet, køn, seksualitet og religion. Overskuddet fra koncerterne går til Muskelsvindfondens arbejde med at skabe Plads til forskelle, hvilket har til formål at skabe større mangfoldighed i det danske samfund. I 2022 kunne Grøn endelig vende tilbage efter to års aflysninger på grund af Covid-19. I år kan Tuborg og Muskelsvindfonden fejre 40 år med Grøn, når koncertkaravanen traditionen tro kommer rundt i hele Danmark.

Om Muskelsvindfonden
Muskelsvindfonden er en forening, et fællesskab og en bevægelse. Den blev skabt af og for mennesker med muskelsvind, men den er også 100vis af fantastiske pårørende, medarbejdere, engagerede samarbejdspartnere og mere end 1.000 frivillige, der er med til at sætte verden i bevægelse.

Siden 1983 har Muskelsvindfonden i et partnerskab med Tuborg arrangeret Grøn, for i Muskelsvindfonden samler vi danskerne, mens vi samler ind til vores arbejde for mennesker med muskelsvind. Overskuddet går direkte til vores arbejde for et bedre liv med muskelsvind og til forskning i muskelsvind.

Sammen med samarbejdspartnere samler Grøn også særskilt ind til en årlig Plads til forskelle-pris, som uddeles til et initiativ, som understøtter Muskelsvindfondens vision om “plads til forskelle”.

Om Tuborg
Tuborg blev grundlagt i 1873, og er siden blevet danskernes foretrukne ølmærke. Tuborg har gennem fem årtier haft et stort engagement i musikken og det fællesskab, det bibringer mellem danskerne. Gennem tætte partnerskaber med både det danske musikmiljø og koncert-og festivalarrangører, har Tuborg medvirket til, at danskerne hvert år kan mødes til fællesskab, unikke musikoplevelser og iskolde øl. Tuborg var med til at skabe grundstenen til Grøn tilbage i 1983 og har været medarrangør lige siden.

Tourplan 2023:
20. juli: Tårnby
21. juli: Kolding
22. juli: Aarhus
23. juli: Aalborg
27. juli: Esbjerg
28. juli: Odense
29. juli: Næstved
30. juli: Valby

Grøn på de sociale medier
Officielt hashtag: #Grøn23
Facebook: facebook.com/groenkoncert
Instagram: Groenkoncert
Snapchat: Groenkoncert
YouTube: Grøn Koncert
TikTok: Groenkoncert

Emner

Kontakt

Peter Pishai Storgaard

Peter Pishai Storgaard

Pressekontakt Seniorrådgiver

Om os

For os handler kommunikation ikke blot om at råbe højt, eller om for enhver pris at trænge igennem lydmuren i et tiltagende kaotisk mediebillede.

For os handler kommunikation om troværdighed. Om substans. Om at sætte dagsordener. Inden for kulturens verden, i erhvervslivet, i politisk sammenhæng – og i samfundet som helhed.

Vi favner bredt i vores opgaveportefølje, og vores spidskompetencer ligger inden for udvikling af storytelling, strategisk udvikling af brands, oplevelsesbaseret kommunikation og den direkte kontakt med medierne.

Tre årtiers erfaring har gjort os til et af Skandinaviens førende kommunikationsbureauer, og på årsbasis gennemfører vi 150 projekter.

Vi kvalificerer vores samarbejdspartneres historier og sikrer dem gennemslagskraft i offentligheden. Vi folkeliggør substansen, og vi sikrer mediernes interesse for både det brede og det smalle. Vi navigerer sikkert og målrettet gennem medielandskabet, og vi er garant for synlighed, der skaber merværdi – og gør en forskel.

HAVE Kommunikation

Hillerødgade 30 B
2200 København N
Danmark