Pressemeddelelse -
GREASE vender tilbage i ny, spektakulær opsætning!


I CO-PRODUKTION MED MUSIKTEATRET HOLSTEBRO OG VEJLE MUSIKTEATER
Silas Holst og Neel Rønholt har hovedrollerne som Danny og Sandy, og Silas Holst får sin debut som koreograf i samarbejde med Toniah Petersen.
Premiere: 9. marts 2023 i Scandic Falkoner
Derefter i Musikteatret Holstebro og Vejle Musikteater
Grease is the word! Det ved alle. GREASE er én af verdens mest populære og slidstærke musicalfænomener, og i dag kan One and Only Musicals fortælle, at GREASE kommer rockende tilbage på de danske scener til foråret. Det gør den i en ultimativ ny deluxe-opsætning med nyt cast, ny instruktion, ny scenografi og ny koreografi. Produktionen er den første co-produktion i det nye samarbejde mellem Musikteatret Holstebro, Vejle Musikteater og One and Only Musicals. GREASE får premiere 9. marts næste år i Scandic Falkoner og tager derefter vestpå, hvor den opføres i Musikteatret Holstebro fra 12. april og Vejle Musikteater fra 26. april.
Har erobret nye fans i 50 år
Ingen anden musical i verden har fået fat i ny generationer som GREASE. Og ingen anden musical kan byde på så mange globale megahits: ”Summer Nights”, ”Hopelessly Devoted to You”, ”Greased Lightning’” og ”We Go Together” er blot nogle få af dem. Siden verdenspremieren på Broadway for præcis 50 år siden har forestillingen triumferet over hele verden, og hverken før eller siden er der lavet en mere populær musical, der bliver ved at erobre nye generationer. Det skyldes ikke mindst den globalt kultdyrkede filmversion fra 1978, der bliver ved med at finde nye Grease-fans. Og både på Broadway, i London, over hele verden og herhjemme vender musicalen tilbage igen og igen i nye opsætninger for udsolgte huse.
Silas Holst og Neel Rønholt i hovedrollerne
Når GREASE rammer Danmark til foråret, bliver det i en fabelagtig ny version med Silas Holst og Neel Rønholt i de to hovedroller som Danny Zuko og Sandy. Silas Holst har spillet både Danny Zuko og Kenickie før, og efter at have blæst publikum og anmeldere bagover i musicalen Kinky Boots på Det Ny Teater her i foråret og til efteråret i musicalen Den skaldede frisør, er han klar med et nyt bud på én de mest ikoniske musicalroller i teaterhistorien.
Efter markante roller på tv i bl.a. Badehotellet, Sygeplejeskolen og Sommerdahl, bliver rollen som Sandy Neel Rønholts debut i en musical. Fans af Vild med dans kan sikkert huske, at hun er en talentfuld danser, men hvad de færreste ved er, at hun også er stærkt syngende, og publikum kan glæde sig til at se hende folde sig helt ud i den rolle som Olivia Newton-John udødeliggjorde i filmen.
Silas Holst får debut som koreograf
I andre roller medvirker bl.a. Lea Thiim Harder som Rizzo (The Bodyguard – The Musical, Elsk mig i nat), Joakim Tranberg som Kenickie (Seebach, Elsk mig i nat), Johanne Milland som Marty (Atlantis, filmen Venus Effekten), Nanna Rossen som Jan (Hairspray, Den skaldede frisør) og Nastja Arcel som Miss Lynch (en vaskeægte GREASE-veteran, som har været med i flere opsætninger af GREASE herhjemme inkl. den allerførste danske opsætning i 1993, hvor hun spillede Rizzo). Herudover medvirker et stort og energisk powerensemble af musicalperformere, sangere og dansere i Frede Gulbrandsens instruktion.
Udover rollen som Danny Zuko skal Silas Holst også for første gang påtage sig opgaven som koreograf – i samarbejde med den rutinerede koreograf Toniah Pedersen. Mesterscenografen Steffen Aarfing skal skabe helt ny scenografi til musicalen, Helle Damgård kreerer kostumerne, og One and Only Musicals faste kapelmester Joakim Pedersen skal få musikken til at svinge.
Forventningens glæde hos producenten
Hos One and Only Musicals, Musikteatret Holstebro og Vejle Musikteater, er der stor glæde over udsigten til at kunne præsentere GREASE i en splinterny version for et dansk publikum. Executive Producer Jesper Winge Leisner udtaler, på en enig co-produktions vegne:
- ”Jeg tror ikke, der findes nogen anden musical i verden, der bliver ved med at tale så klart til så mange generationer som GREASE. Næsten hvert eneste sangnummer er blevet en klassiker, vi elsker den enkle og uskyldige kærlighedshistorie mellem Danny og Sandy, venskaberne i T-Birds og Pink Ladies på Rydell High School og den fede nostalgi, der bare driver ned ad væggene. Vi er meget stolte over, at den kommende opsætning har et så stærkt cast på scenen og nogle af landets allerbedste kreative kræfter bag kulisserne. Publikum kan virkelig glæde sig til den helt særlige GREASE-produktion, der kommer rundt i landet til næste forår. Grease har bare hele pakken!”
Læs mere på www.greasemusical.dk
Med venlig hilsen
HAVE Kommunikation & PR
Kontakt:
Rikke Hesselholt, mail: rikke@have.dk, mobil: 28433893
Julie Qvick, mail: julie@have.dk, mobil: 22727556
Fakta om GREASE
Cast:
Sandy: Neel Rønholt
Danny: Silas Holst
Rizzo: Lea Thiim Harder
Kenickie: Joakim Tranberg
Marty: Johanne Milland
Jan: Nanna Rossen
Frenchy: Fie Alberte Damgaard
Sonny: Thor Vestergaard
Doody: Christian Collenburg
Roger: Lasse Dyg
Patty Simcox: Frederikke Vedel
Teenangel: Sara Gadborg
Miss Lynch: Nastja Arcel
Eugene: Patrick Terndrup
Cha Cha: Kirsty McDonald
Dansere/Ensemble: Mads Gronemann, Malene Koch, Simon Glæsel, Tone Reumert, Suad Demirovic.
Det kreative hold:
Instruktør: Frede Gulbrandsen
Koreografer: Silas Holst og Toniah Pedersen
Scenograf: Steffen Aarfing
Kostumedesigner: Helle Damgård
Kapelmester og Music director: Joakim Pedersen
Producent: Rikke Lange
Executive producer: Jesper Winge Leisner
Produktionsselskab: One And Only Musicals
Teaterforlag: Nordiska ApS – København
Historien om GREASE
Når man siger GREASE, tænker langt de fleste på filmen fra 1978 med John Travolta og Olivia Newton-John i hovedrollerne. Men GREASE blev udviklet som et teaterstykke og havde i 1971 premiere på et lille teater i Chicago, udelukkende med amatører i rollerne. Forestillingens ophavsmænd Jim Jacobs og Warren Casey, et par arbejdsløse skuespillere, havde gået og puslet med ideen om at lave en forestilling, der idoliserede 50´ernes ungdom, og manuskriptet var baseret på deres egen oplevelser på William Taft High School i Chicago. Publikum elskede stykket, og forestillingen blev den største succes for teatret nogensinde. Jim Jacobs og Warren Casey blev efter premieren inviteret til New York af Broadway producenterne Ken Waissman og Maxine Fox for at videreudvikle forestillingen til en musical.
Den GREASE som vi alle kender i dag fik Broadway premiere i sommeren 1972, og senere samme år spillede en dengang helt ung John Travolta rollen som DOODY. I løbet af de efterfølgende to år måtte produktionen to gange flytte til et større teater for at imødekomme interessen fra publikum, og GREASE blev den bedst sælgende forestilling på Broadway.
Siden har musicalen gået sin sejrsgang over hele verden, hvor den har henrykket millioner af publikummer. Prominente navne som Richard Gere, Debbie Gibson, Patrick Swayze, Brook Shields, Elaine Page og Rosie O´Donnell har alle været en del af forestillingen, og GREASE har været produceret utallige gange over hele verden.