Gå til indhold
Fredericia Musicalteater og AHA Creations WICKED er solgt til udlandet!

Pressemeddelelse -

Fredericia Musicalteater og AHA Creations WICKED er solgt til udlandet!

Fredericia Musicalteater og AHA Creations opsætning af musicalhittet WICKED er netop solgt til Norges største musicalproducent.

Kort tid efter, at tæppet er gået ned for sidste gang på efterårets helt store anmelderroste musicaloplevelse WICKED på Fredericia Musicalteater, kan teatret løfte sløret for, at den spektakulære musical, produceret af Fredericia Musicalteater og AHA Creations, er solgt til Norges største musicalproducent Scenekvelder. Opsætningen får premiere i Oslo den 6. marts 2025.

I Oslo hos Scenekvelder er Executive Producer og ejer, Karianna Jæger henrykt for at få netop denne version af WICKED på scenen. Hun udtaler:

Vi ønsket å hente Fredericias versjon til Norge, da denne versjonen av Wicked virkelig presenterer historien på en helt unik måte, som vi aldri har sett tidligere. Vi ble også meget imponerte over den spektakulære scenografien!”

WICKED er det første samarbejde mellem Fredericia Musicalteater og AHA Creations, som har til formål at producere en stor musical per sæson - enten fra bunden eller en international topmusical. En rød tråd i alle forestillinger vil være stærk historiefortælling, musik i højeste kvalitet, imponerende scenografi og kostumer og de bedste kunstnere både på og bag scenen - komponenter der tilsammen skal appellere til et musicalinteresseret publikum i hele Danmark og forhåbentlig uden for landets grænser. Med det internationale salg af WICKED er der netop åbnet op for et eksporteventyr.

Teaterdirektør for Fredericia Musicalteater Thomas Bay og Kunstnerisk Direktør for AHA Creations Martin Palme Skriver udtaler sammen om salget:

“Det er et kæmpe skridt for Fredericia Musicalteater og for AHA Creations at få WICKED ud i verden. Vi har længe haft et mål om at lave musicals ikke blot i kvalitetsmæssig verdensklasse, men musicals, der også kunne glæde publikum uden for landets grænser, og salget til Scenekvelder er et tydeligt bevis på, at vi er på rette vej. Vi er utroligt stolte af, hvad vi i fællesskab allerede har udrettet på de store musicalproduktioner - og vi glæder os til at fortsætte dette spændende eventyr.”

Til september 2025 opsættes næste store musical i samarbejdet. Denne gang den helt nye originale musical WHAT IS LOVE - EN VI ELSKER 90’ERNE MUSICAL.

Fredericias kreative superhold bag musicalen
Opsætningen i Oslo vil se ud som den gjorde på Fredericia Musicalteater og i Tivoli - en produktion som er skabt af Fredericia Musicalteaters kreative hold, som også har stået bag de største musicalsucceser i Danmark de seneste ti år - med afsæt fra Fredericia. Instruktør Thomas Agerholm og den Reumertvindende scenograf Benjamin La Cour står bag forestillingen, som tidligere har skabt populære kæmpesucceser som Klokkeren fra Notre Dame - The Musical, Seebach og Shubidua - The Musical.

Musicalens mange imponerende kostumer er skabt af Lotte Martine Blichfeldt og Anna Juul Holm, som begge har været med til at kreere de overdådige kostumer på de store Disney-opsætninger på Fredericia Teater. Damian Czarnecki, som senest dansede i Vild med dans på TV 2, har stået for koreografien til WICKED.

Med venlig hilsen
HAVE Kommunikation

Kontaktperson:
Rikke Hesselholt // rikke@have.dk // +45 28 43 38 93

Fakta om WICKED

Handlingen
WICKED er den eventyrlige fortælling om et usædvanligt venskab mellem to piger, der møder hinanden på hekseskolen i det magiske rige Oz: Elphaba, der er anderledes, fordi hun er født med grøn hud, og klassens populære og smukke pige Glinda, og om hvordan de senere bliver kendt som henholdsvis Den Onde Heks fra Vest og Den Gode Heks fra Nord. Deres venskab sættes på prøve, både fordi den samme unge prins er genstand for begges interesse, og fordi deres indstilling til den manipulerende troldmand er forskellig. Men ikke alt er som det ser ud…

WICKED - en af verdens bedst sælgende musicals nogensinde
WICKED fik premiere på Broadway i 2003, hvor den fra dag 1 slog salgsrekorder og lagde kimen til en global WICKED-hype. Forestillingen kører fortsat for fulde huse på Broadway og i West End, hvor den har spillet siden 2006, og nu har solgt over 60 mio. billetter på verdensplan, hvilket gør musicalen til den anden mest indtjenende musical i Broadways historie.

Moderne amerikansk popkultur er spækket med referencer fra musicalen i film, tv-serier og musikkens verden. Og der har netop været premiere på første del af filmudgaven med Ariana Grande i den ene hovedrolle i det, der er én af de dyreste musicalfilm i historien. Også herhjemme har vi én gang tidligere kunnet opleve Stephen Schwartz’s fabelagtige musical, hvor Det Ny Teater i 2011 triumferede med et anmelderrost publikumshit med Maria Lucia og Annette Heick i en prisbelønnet opsætning.

Musikken er skrevet af Grammy-, Golden Globe og Oscarvindende legende Stephen Schwartz. Med megahits hits som "Defying Gravity”, “Popular”, “No One Mourns the Wicked” og “For Good” og samtidsrelevante teamtikker har WICKED i dag status som én af de musicals, der omkring årtusindeskiftet var med til at ændre amerikansk musicalhistorie og revitalisere den moderne musical - et vigtigt slag for at skabe musicals med stærke kvinder i hovedrollerne.

Om Fredericia Musicalteater
Fredericia Teater blev grundlagt i 1837 og blev i 2021 omdøbt til Fredericia Musicalteater. I teaterets lange levetid har Fredericia Musicalteater været et vigtigt kulturelt samlingspunkt i Fredericia og i resten af landet med en lang række store og markante succeser gennem tiden. Herunder spektakulære succeser som Disneys Den Lille Havfrue - The Musical, Klokkeren fra Notre Dame - The Musical, Tarzan - The Musical samt Seebach og Shu-bi-dua - The Musical. Som Danmarks eneste statsstøttede teater, der udelukkende fokuserer på musicalgenren, består repertoiret både af store og spektakulære forestillinger og de mere eksperimenterende og utraditionelle.

Teatret har haft en usædvanligt dramatisk historie siden dets grundlæggelse – herunder flere konkurser, en voldsom ildebrand og en bombning under Anden Verdenskrig. Men trods udfordringerne er det sejlivede teater altid genopstået.
I spidsen for teatret står Teaterdirektør Thomas Bay, som deler ledelsesansvaret med administrerende direktør Ole Justesen.

Om AHA Creations
Anders Østergaard og Martin Palme Skriver har over 10 års erfaring i den danske musicalbranche - og er velbevandrede på Fredericia Musicalteater. Erhvervsmand Anders Østergaard (Monjasa), har fra 2014-2019 også siddet som bestyrelsesformand på Fredericia Teater og var dermed med på rejsen i teatrets storhedstid. Han er derudover engageret i byen på flere forskellige måder, heriblandt AHA Livestage, som er søsterselskab til AHA Creations, samt i FC Fredericia. Ligeledes som formand for styregruppen omkring Fæstningscenter projektet (Museum Fredericia) m.m.

Skuespiller og sanger Martin Palme Skriver, som dagligt leder AHA Creations, er uddannet fra Musicalakademiet i Fredericia (2013) og skød sin professionelle karriere i gang med roller i High School Musical og den Reumert-vindende High School Musical 2 på Fredericia Teater. Senere tilkom roller i anmelderroste musicals fra Fredericia Teaters hånd som Den Lille Havfrue, Klokkeren fra Notre Dame og Seebach. Martin Skriver har dertil også med gruppen Lighthouse X bragt Danmark til Eurovision i 2016 med nummeret “Soldiers of Love”.

Emner

Kontakt

Rikke Hesselholt

Rikke Hesselholt

Pressekontakt Seniorrådgiver 28433893
Media Content Panel
Wicked_158Emilia Therese.jpg
Wicked_158Emilia Therese.jpg
Licens:
Brug i medier
Filformat:
.jpg
Størrelse:
7843 x 5231, 24,4 MB
Download

Om os

For os handler kommunikation ikke blot om at råbe højt, eller om for enhver pris at trænge igennem lydmuren i et tiltagende kaotisk mediebillede.

For os handler kommunikation om troværdighed. Om substans. Om at sætte dagsordener. Inden for kulturens verden, i erhvervslivet, i politisk sammenhæng – og i samfundet som helhed.

Vi favner bredt i vores opgaveportefølje, og vores spidskompetencer ligger inden for udvikling af storytelling, strategisk udvikling af brands, oplevelsesbaseret kommunikation og den direkte kontakt med medierne.

Tre årtiers erfaring har gjort os til et af Skandinaviens førende kommunikationsbureauer, og på årsbasis gennemfører vi 150 projekter.

Vi kvalificerer vores samarbejdspartneres historier og sikrer dem gennemslagskraft i offentligheden. Vi folkeliggør substansen, og vi sikrer mediernes interesse for både det brede og det smalle. Vi navigerer sikkert og målrettet gennem medielandskabet, og vi er garant for synlighed, der skaber merværdi – og gør en forskel.

HAVE Kommunikation

Hillerødgade 30 B
2200 København N
Danmark