Pressemeddelelse -
Fra det iskolde fjeld til Falkonersalen… Musicaludgaven af Disney-succesen FROST får danmarkspremiere i 2026!
LAD DET SKE, LAD DEM SE. JEG VISER MIG SOM JEG ER...
Store sangstjerner og overdådig scenografi glimter om kap, når fænomenet FROST kommer til Danmark! I hovedrollerne ses Maria Lucia Heiberg Rosenberg og Kristine Yde Eriksen, der uforglemmeligt lagde stemmer til den danske version af animationsfilmen. FROST får danmarkspremiere den 12. februar 2026 i Falkonersalen i København og opføres efterfølgende i Musikhuset Aarhus og Odeon i Odense. Billetsalget starter 24. april kl. 10.00.
FROST-fans i alle aldre har på skærmen oplevet Disney-prinsesserne Anna og Elsas forrygende eventyr i Arendals sneklædte bjerge – nu får de chancen for at opleve det globale megahit LIVE, når musicaludgaven kommer til Danmark i 2026, produceret af Vesturport i samarbejde med Lion Musicals.
Musicalen FROST har gået sin sejrsgang på teatre verden over. Den havde urpremiere på Broadway i 2018, og har siden været opført med stor succes i bl.a. Oslo og Reykjavik. Nu kommer FROST endelig til Danmark, hvor den opføres på dansk i en spektakulær og stjernebesat opsætning med storslået scenografi, eventyrlige kostumer og alle de uforglemmelige hits såsom Skal Vi Ikke Lave en Snemand, Vi Lukker Døren Op og ikke mindst Lad Det Ske. Danmarkspremieren finder sted den 12. februar 2026 i Falkonersalen i København. Efter en længere spilleperiode i København rykker FROST til Musikhuset Aarhus og derefter Odeon i Odense. Billetsalget starter den 24. april kl. 10.00.
Stolt over samarbejdet med Disney
Frost satte nye biografrekorder for en animationsfilm tilbage ved premieren i 2013 – og hos Vesturport og Lion Musicals er der stor glæde over at have fået mulighed for at give det danske publikum en uforglemmelig oplevelse, når filmens sneglitrende magi bliver overført til musicalscenen. Executive Producent fra Lion Musicals Thomas Langkjær udtaler:
“Vi er enormt stolte over at have fået etableret et samarbejde med Vesturport og over at skulle producere musicaludgaven af FROST i Danmark for første gang. Filmen har ramt millioner af børn, unge og voksne over hele verden lige i hjertet med sin både spændende og gribende historie og fantastiske sange. Hele det store hold bag den danske originalopsætning glæder sig helt vildt til at bringe det fantastiske eventyr til live på scenen. Vi vil sætte alt ind på at give publikum en magisk forestilling, der både vil være tro mod filmen og samtidig vil give dem en følelse af at opleve dette vidunderlige eventyr for allerførste gang.”
Hans van Rijn, som er administrerende direktør for The Walt Disney Company i Norden og Baltikum udtaler: “Det danske publikum tog Frost og dens figurer til sig fra allerførste færd, da filmen havde premiere i 2013, og Frost er fortsat en af vores absolut mest elskede franchises i hele Norden og naturligvis også i Danmark. Derfor er vi meget begejstrede over, at vi nu får en original opsætning af vores musical her i Danmark med alle de elskede sange. At det sågar er lykkedes at engagere de oprindelige danske stemmer bag Elsa og Anna i hovedrollerne, er blot prikken over i’et. Vi glæder os til samarbejdet med Vesturport og Lion Musicals om at vække dette kulturelle fænomen til live på scenen.”
Den islandske instruktør Gísli Örn Gardarsson fra det hæderkronede Vesturport Theatre vil instruere den danske opsætning af FROST og skabe forestillingen med sit erfarne kunstneriske team, scenograf Börkur Jónsson og kostumedesigner Christina Lovery.
Gísli Örn Gardarsson, der selv har grundlagt Vesturport Theatre, har også været associate director på Young Vic i London og Shakespeare’s Globe, udtaler: “At få lov til at bringe FROST hjem til Norden er en stor tillidserklæring fra Disney. Og en ære! Jeg glæder mig utroligt meget til at skabe den danske version af FROST i et af mine yndlingslande, Danmark.”
To af landets største musicalstjerner i hovedrollerne
Den danske opsætning af FROST bliver med de to store, fortryllende stemmer, kendt og elsket fra animationsfilmen: Maria Lucia Heiberg Rosenberg og Kristine Yde Eriksen har nemlig takket ja til igen at spille hovedrollerne som søstrene Elsa og Anna, denne gang på scenen. De to erfarne musicalstjerner glæder sig til at give deres gamle filmroller en helt ny, dramatisk dimension.
Maria Lucia Heiberg Rosenbergs stemme er for danske Frost-fans uden tvivl synonym med den oprørske Elsa med de magiske kræfter – en karakter, hun har sunget og spillet med så stor overlegenhed, at indsatsen i 2020 bragte hende hele vejen til Oscar-showet i Los Angeles for at fremføre Into The Unknown fra Frost 2 sammen med andre Elsa-sangere fra hele verden. Maria Lucia har igennem sin efterhånden lange karriere markeret sig som et af de største musicalnavne herhjemme med hovedroller i bl.a. Beauty and the Beast, The Sound of Music, Chicago og Wicked på Det Ny Teater, Aladdin på Fredericia Musicalteater samt i West Side Story på Østre Gasværk Teater.
Kristine Yde Eriksen fuldender duoen som den lidt mere forsigtige, men lige så formidabelt syngende Anna, og har igennem de seneste 15 år slået sit navn fast med mange hovedroller på de danske musicalscener. Blandt højdepunkterne kan nævnes forestillinger som Mamma Mia! i Tivoli, Den Lille Havfrue – The Musical, Prinsen af Egypten og Shu-bi-dua – The Musical på Fredericia Musicalteater, Kinky Boots og Singing’ In The Rain på Det Ny Teater, Sommer i Tyrol og Oh Happy Day på Folketeatret og her i foråret den anmelderroste opsætning af Sting-musicalen The Last Ship på Østre Gasværk.
Frost, en øjeblikkelig forelskelse
Frost er et verdensomspændende kulturfænomen. For millioner af børn har mødet med filmen været en øjeblikkelig forelskelse, og enhver, der har oplevet sneprinsessen Elsa, alene i bjergene, synge Lad Det Ske af sine lungers fulde kraft, forstår hvorfor. Frost er, trods sit isnende afsæt, en hjertevarm fortælling om mod, ensomhed og uovervindelig søskendekærlighed, bundet sammen af helt uimodståelige popsange og med et karaktergalleri, der udover de to væsensforskellige heltinder tæller en af Disney-koncernens mest elskelige festoriginaler nogensinde, nemlig den spillevende, talende og syngende snemand Olaf.
Frost, der faktisk er inspireret af H.C. Andersens Snedronningen, blev ved premieren i 2013 den bedst sælgende animationsfilm nogensinde med 1,3 milliarder dollar i biografindtægter. Den vandt to Oscar-statuetter for Bedste Animationsfilm og Bedste Sang, og soundtracket strøg til tops på Billboard-listen i USA og blev med over ti millioner eksemplarer det bedst sælgende album i 2014!
Siden fulgte den ekstremt succesfulde opfølger Frost 2, som i 2019 overgik forgængeren i biografindtægter og skabte en decideret Frozen-mania verden over. Millionsalget af Frost-bøger, Frost-madkasser, Frost-sutsko, Frost-håndklæder – og meget, meget mere – har bragt filmmagien helt ind på børneværelset, ligesom Frost, ikke mindst med sin vidunderlige humor, har infiltreret de voksnes verden i form af utallige popkulturelle referencer i film, tv-serier og talkshows.
Handlingen
I kongeriget Arendal langt mod nord bor de to forældreløse prinsesser, Anna og Elsa. De er så forskellige som nat og dag, men alligevel tæt knyttet til hinanden. Elsa besidder stærke magiske kræfter, som hun med årene får sværere og sværere ved at kontrollere. Da hun i et vredesudbrud til sin kroningsfest kommer til at fryse hele kongeriget til is, flygter hun op i bjergene, hvor hun forskanser sig i sit ensomme ispalads. Men den modige Anna vil ikke opgive sin søster, og hun drager afsted – med rejsekammeraterne Kristoffer, rensdyret Sven og snemanden Olaf – for at hente Elsa tilbage og redde Arendal.
Holdet bag
Musicaludgaven af FROST har manuskript af Jennifer Lee og musik/sangtekster af Kristen Anderson-Lopez og Robert Lopez. Det kreative hold består af den islandske instruktør Gisli Örn Gardarsson, scenograf Börkur Jonsson og koreograf Kim Ace Nielsen m.fl. Resten af de medvirkende på scenen offentliggøres senere på året.
Med venlig hilsen
HAVE Kommunikation
For yderligere information, kontakt venligst:
Sandra Nynne Vognstrup // sandra@have.dk // 22 86 30 94
Picasa Emily Askjær Grand // picasa@have.dk // 30 13 88 80
Fakta om FROST:
Billetinfo:
Billetsalget starter den 24. april kl. 10.00.
Køb billetter på: lionmusicals.dk
Premiere: Den 12. februar 2026
Spilleperiode:
- København: 12. februar – 8. marts 2026. Falkonersalen. Billetbestilling: www.ticketmaster.dk
- Aarhus: 8. april – 19. april 2026. Musikhuset Aarhus. Billetbestilling: www.musikhusetaarhus.dk
- Odense: 1. maj – 5. maj 2026. Odeon. Billetbestilling: www.ticketmaster.dk
Profiler:
Maria Lucia Heiberg Rosenberg
Sanger, skuespiller og musicalstjerne Maria Lucia Heiberg Rosenberg er blandt Danmarks dygtigste og mest populære scenekunstnere. Hun voksede op i Risskov og var allerede fra skoletiden i fuld gang med at synge, spille teater og lave musik. Det store gennembrud kom i 2003, da hun vandt Popstars og dermed også en pladekontrakt, hvorefter hendes debutsingle holdt sig på førstepladsen i otte uger. Siden da har Maria Lucia Heiberg Rosenberg brændt sig fast på den danske stjernehimmel som en af vor tids bedste stemmer, og det var ikke tilfældigt, at Disney i 2013 valgte Maria Lucia til at lægge stemme og vokal til Elsa i Frost. Maria Lucia Heiberg Rosenberg har blandt andet medvirket i musicals som Beauty and the Beast, Aladdin, West Side Story, The Sound of Music – listen er lang, og i 2011 modtog Maria Lucia Heiberg Rosenberg en Reumert som årets sanger for sin rolle i Wicked på Det Ny Teater. Selv Vild Med Dans har haft besøg af Maria Lucia Heiberg Rosenberg, og nu giver Lion Musicals hende muligheden for at udfolde sin magiske stemme som Elsa på de skrå brædder.
Kristine Yde Eriksen
Kristine Yde Eriksen kan både kalde sig musicalstjerne og Disney-prinsesse. Hun er uddannet fra Dansestudiet i Århus i 2005, og i 2008 afsluttede hun endnu en uddannelse på Det Danske Musicalakademi i Fredericia. Sidenhen har hun medvirket i både revy, film og TV-serier. Hertil kommer hovedroller i forestillinger som Singin’ in the Rain og Kinky Boots på Det Ny Teater, Den Lille Havfrue – The Musical og Shu-bi-dua – The Musical på Fredericia Musicalteater, og Mamma Mia! i Tivolis Koncertsal, for hvilken hun i 2011 modtog Reumerts Talentpris. Hun har spillet bærende roller i Mio Min Mio, Min Far, Sommer i Tyrol og Oh Happy Day på Folketeatret, Hokus Pokus på Det Kongelige Teater samt Jeppe på Bjerget på Vendsyssel Teater. Senest har Kristine høstet stjernespækkede anmeldelser for den kvindelige hovedrolle i Sting-musicalen The Last Ship på Østre Gasværk Teater. Ved siden af karrieren på musicalscenen har Kristine Yde Eriksen lagt stemme til flere tegnefilmskarakterer, bl.a. netop Anna i Disney-hittet Frost.
Om Lion Musicals
Lion Musicals/Lion Entertainment, tidligere Langkjær Entertainment, er Danmarks største og ét af de førende private produktionsselskaber inden for kommerciel teater- og musicalproduktion i Skandinavien. Selskabet præsenterer det ypperste inden for musicalteater, såvel nye og originale musikforestillinger samt opdaterede versioner af internationale succesforestillinger.
Selskabets grundlægger, Thomas Langkjær, har i over 20 år sat sit præg på mange af de helt store musicalopsætninger i Danmark, fra High School Musical 2 og Cabaret til Shrek – The Musical, Grease, Den Eneste Ene og Elsk Mig i Nat. Thomas har desuden stået bag produktioner som Broadway-succesen Hairspray, Dirch Passer-forestillingen Dirch, Monty Python-musicalen Spamalot, Queen-musicalen We Will Rock You, en ny musicalversion af Midt om Natten og Kærlighed Ved Første Hik, en musicalkoncert-version af West Side Story, Terkel – The Motherfårking Musical baseret på Anders Matthesens animationsfilm Terkel i knibe og Sanne – The Musical om hele Danmarks Rockmama Sanne Salomonsen.
I 2021 producerede Thomas en helt ny version af The Bodyguard – The Musical, en forestilling som siden er eksporteret til både Sverige og Norge og på vej til yderligere fire lande. Siden har Thomas stået bag en opdateret udgave af Shu-bi-dua – The Musical, Skandinavienspremieren på Pretty Woman – The Musical, som ligeledes skal overføres til både Norge og Sverige, musikforestillingen Natasja i Den Kongelige Opera, samt Askepot – The Musical og en spektakulær nyopsætning af We Will Rock You. Af kommende projekter i 2025 kan nævnes Disney-klassikeren Skønheden og Udyret – The Musical og genopsætningen af succesforestillingen Tinkas Juleeventyr.