Gå til indhold
// Gudmund Thai
// Gudmund Thai

Pressemeddelelse -

Folketeatret streamer ORDET gratis

Folketeatret satser på en ambitiøs produktion i broadcast-kvalitet, når Kaj Munks klassiker ORDET kan streames gratis Anden Påskedag.

Forestillingen vises den 5. april 2021 på Folketeatret.dk

Folketeatrets stjernebesatte opsætning af Kaj Munks klassiker ORDET skulle have haft premiere den 30. januar, men blev udskudt pga. COVID-19. I stedet for at vente og håbe på bedre tider, har Folketeatret valgt at tage udfordringen op og gentænke formatet. Løsningen er en professionel tv-produktion af forestillingen, som streames gratis på Folketeatret.dk den 5. april mellem kl. 15.00 og 23.00. Billetter er gratis, og tilmelding kan ske på Folketeatret.dk.

En digital produktion af denne kaliber bliver uden fortilfælde på Folketeatret, men for teaterchef Kasper Wilton er det vigtigt, at ORDET kommer ud og lever blandt publikum:

”Det har været en udfordring at tænke et teaterforløb ind i et TV-optagelsesforløb. Men tanken om aflysning har aldrig været en mulighed for mig. I disse coronatider, er det dobbelt vigtigt at vise, at vi lever og producerer. Vi er så heldige, at staten har valgt at investere i et teater som Folketeatret, og jeg synes, det er vores pligt at give et afkast til skatteyderne i form af en forhåbentlig god forestilling om et mirakel – til at afslutte påsken med.”

Dreyer-instruktør bag kameraet
Til at skabe streaming-produktionen har Folketeatret indhentet instruktør og filmfotograf Torben Skjødt Jensen, der har indgående kendskab til ORDET. I 1995 instruerede Torben Skjødt Jensen den prisvindende dokumentarfilm ”Carl Th. Dreyer – min metier” om filminstruktør Carl Th. Dreyer, der skabte filmindspilningen af ”Ordet” tilbage i 1955. Torben Skjødt Jensen kender derfor indgående til Dreyers univers, når forestillingen skal overføres fra de skrå brædder til skærmen.

Om forestillingen
Der skal mod til at tro på det, som ikke kan forklares og at sætte spørgsmålet om tro på dagsordenen er noget, der for alvor kan sætte sind i kog. Man går næppe uberørt fra et møde med dette særsyn af et drama, hvor 'alt er muligt for den, der tror'.

Gamle Borgen har hele sit liv kæmpet for at udbrede Grundtvigs milde og lyse kristensyn; 'Menneske først, kristen så'. Men Borgens håb og tro sættes på prøve af hans tre sønner; Mikkel, som ikke ønsker at følge i sin fars fodspor, den teologistuderende Johannes, som tilsyneladende har mistet forstanden og tror, han er Jesus og Anders, som har forelsket sig i en datter af den indremissionske Peter Skrædder. Med troen som argument modsætter begge fædre sig de unges giftermål. Først da Borgens elskelige og renhjertede svigerdatter, Inger dør i barselsseng, rystes patriarkerne og lader religiøse modsætninger være så inderligt ligegyldige. Og miraklet sker.

Ved førsteopførelsen i 1932 blev ORDET en bragende publikumssucces og Dreyers filmatisering fra 1955 gik sin sejrsgang i de danske biografer. I 2006 kom ORDET på den danske kulturkanon med den begrundelse, at det var 'et enestående stykke, dansk kultur, som repræsenterer et nybrud og samtidig formår at fortælle en almenmenneskelig historie, der rækker ud over den tid, hvor det blev skrevet’.

Holdet bag & på scenen
Waage Sandø indtager rollen som Gamle Mikkel Borgen. Waage Sandø bærer mange hatte, da han både er skuespiller, instruktør og tidligere teaterchef. Sandø er en af vor tids mest garvede skuespillere og har siden sin debut i Valsedrømme i 1967 medvirket i et hav af film, tv-serier, revyer og teaterforestillinger – heriblandt publikumssucceserne Taxa (1997), Rejseholdet (2000), Krøniken (2004), Badehotellet 1 & 2 (2013-2015) samt Bedrag (2016). Derudover kan man glæde sig til at opleve skuespiller og entertainer Preben Kristensen som Peter Skrædder. Preben Kristensen er uddannet fra Skuespillerskolen ved Aarhus teater i 1978 og har siden da indtaget den danske scene med alt fra komikergruppen Linie 3 til spillefilm som Dronningen (2019. I rollen som Inger ses skuespiller Amalie Dollerup, der især er kendt for sin medvirken i fire sæsoner af Badehotellet (2013-2017) samt Cirkusrevyen (2018).

Publikum kan desuden se frem til at blive præsenteret for navne som Esben Dalgaard Andersen, Mads Reuther, Morten Brovn, Michael Slebsager, Peder Holm Johansen, Jeanette Binderup-Schultz, Nadia Jasmin Nielsen og Mia Ellen Kjær, mens det er den prisvindende dansk-svenske Moqi Simon Trolin, der instruerer. Trolin er blandt andet er kendt for sin debutforestilling Sandholm (2006), som han modtog Kunstrådets særlige præmiering for. Digteren og dramatikeren Kaj Munk forfattede ORDET i 1925.

Læs mere om ORDET og book billetter til den gratis digitale forestilling her: https://www.folketeatret.dk/shows/ordet

Med venlig hilsen
HAVE

For yderligere information, kontakt venligst:
Rikke Hesselholt // rikke@have.dk //28433893

Fakta om ORDET:

Spilleperiode på Folketeatret.dk: Den 5. april 2021 fra kl. 15.00-23.00

Forfatter: Kaj Munk

Instruktion: Moqi Simon Trolin

Scenografi: Palle Steen Christensen

Medvirkende: Waage Sandø, Preben Kristensen, Amalie Dollerup, Esben Dalgaard Andersen, Mads Reuther, Morten Brovn, Michael Slebsager, Peder Holm Johansen, Jeanette Binderup-Schultz, Nadia Jasmin Nielsen & Mia Ellen Kjær

Digital produktion: Filmet og produceret af Torben Skjødt Jensen

Emner

Kontakt

Rikke Hesselholt

Rikke Hesselholt

Pressekontakt Seniorrådgiver 28433893

Om os

For os handler kommunikation ikke blot om at råbe højt, eller om for enhver pris at trænge igennem lydmuren i et tiltagende kaotisk mediebillede.

For os handler kommunikation om troværdighed. Om substans. Om at sætte dagsordener. Inden for kulturens verden, i erhvervslivet, i politisk sammenhæng – og i samfundet som helhed.

Vi favner bredt i vores opgaveportefølje, og vores spidskompetencer ligger inden for udvikling af storytelling, strategisk udvikling af brands, oplevelsesbaseret kommunikation og den direkte kontakt med medierne.

Tre årtiers erfaring har gjort os til et af Skandinaviens førende kommunikationsbureauer, og på årsbasis gennemfører vi 150 projekter.

Vi kvalificerer vores samarbejdspartneres historier og sikrer dem gennemslagskraft i offentligheden. Vi folkeliggør substansen, og vi sikrer mediernes interesse for både det brede og det smalle. Vi navigerer sikkert og målrettet gennem medielandskabet, og vi er garant for synlighed, der skaber merværdi – og gør en forskel.

HAVE Kommunikation

Hillerødgade 30 B
2200 København N
Danmark