Gå til indhold

Pressemeddelelse -

Fællessangs-succesen Syng Højt! kommer til Brønderslev med opera i børnehøjde

Nu kommer fællessangs-successen Syng Højt! på stor Danmarksturné fem steder i landet. Årets tema er opera, og den helt nye børneopera, Troldeprinsessen, tager turen forbi Brønderslevs Buus-scene i Rhododendronparken d. 22. august kl. 10.00, hvor børn fra kommunens institutioner og indskolinger indtager scenen. Mere end 500 børn fra Brønderslev og omegn har allerede sikret sig plads, og der er stadig plads til flere!

Efter en årrække med tilbagevendende Syng Højt!-succeser i København kan Syng Højt! nu præsentere en omfattende danmarksturné med Brønderslev på programmet. Allerede nu har over 500 børn tilmeldt sig Syng Højt! i Brønderslev, som i hver by bliver en sangpædagogisk proces, som afsluttes med et stort, udendørs fællessangevent. Gennem årene har Syng Højt! præsenteret en bred vifte af musikgenre for børnene på scenen og blandt publikum - og i år er genren opera.

Når forestillingen kommer til Buus-Scenen i Rhododendronparken er det blandt andet med støtte fra Brønderslev Kommune, og alle institutioner og indskolinger i Brønderslev, og kommuner i omegnen er velkomne! Også gæster fra plejehjem og ældrecentre vil få stor glæde af børnenes sang. Forestillingen er åben for alle, men kræver tilmelding.

Tilmelding er gratis og foretages på www.synghøjt.dk. Der er stadigvæk ledige pladser.

Med den nyskrevne børneopera Troldeprinsessen inviterer Syng Højt! til fællessang, og sammen med de mange tilmeldte børnesangere blandt publikum, optræder også den danske stjernesopran Dénise Beck, den svenske baryton Fredrik Zetterström og de populære Youtube-stjerner Popsi & Krelle. Alt sammen akkompagneret af et veloplagt 11 mand ensemble fra Danmarks Underholdningsorkester. Repertoiret er sammensat af værker fra operaens 600 år lange historie og kendte børnesange, og teksterne er omskrevet til børnenes univers.

Syng Højt! er Danmarks største fællessangsturné for de mindste borgere, og har allerede mere end 5.000 børn og voksne tilmeldt nationalt. Troldeprinsessen får danmarkspremiere under Aalborg Operafestival den 14. august og kommer efterfølgende til København, under Copenhagen Opera Festival, Bellahøj, Aarhus og afslutter i Brønderslev.

A.P. Møller Fonden er en af de sponsorer, der har muliggjort årets turné, og med et generøst bidrag på 750.000 kr. kan endnu flere af landets børn få lov til at synge højt.

Syng Højt!: Et gratis musiktilbud for kommunens børn
Syng Højt! ønsker at samle børn og voksne gennem musik og sang af højeste kaliber for at give plads til begejstring, fællesskab og unikke sanseoplevelser. To måneder inden fællesangsdagen får vuggestuer, børnehaver og indskolinger tilsendt sangmateriale og øver sig på, hvad der kulminerer i en unik, udendørs operaforestilling fem steder i landet. Byernes ældre fra plejehjem og ældrecentre inviteres også til fællessangdagen, for at få et ”skud børneenergi”.

Syng Højt! er skabt af den kulturelle iværksætter Peter Rønn, som blandt andet har modtaget DR P2 Boleroprisen og i en årrække har stået i spidsen for Aalborg Operafestival.

Han glæder sig til at turneén gæster Brønderslev:

“Det er fantastisk, at Syng Højt! i år har fået vokseværk. Den store interesse, vi oplever rundt i kommunerne for at dele musikken med de små, muliggør at vi kan dele tilbuddet til flere dele af Danmark. Og at vi allerede nu oplever stor opbakning til årets operaforestilling, betyder at vi kan få endnu flere børn til at turde at synge højt. Jeg er beæret over at have så stærke kræfter med til at give børnene en uforglemmelig musikoplevelse i høj kvalitet! Og så skal der lyde et stort tak til Brønderslev Kommune - hvis dedikerede institutioner, skolelærere og pædagoger, gør det muligt at dele musikken med de yngste.”

I Brønderslev ser Formand for fritids- og kulturudvalget, Steen Søgaard, også frem til den store oplevelse:

”Det er fantastisk, at flere hundrede børn skal samles i byens ikoniske Rhododendronpark her til sommer og lave en forestilling med musikere og sangere fra øverste hylde. Det kommer til at give genlyd på mere end en måde – ikke mindst i de små børns liv når de oplever hvad musik og fællesskab kan betyde”

Youtube-stjerner på scenen og musik i topkvalitet
Der er ingen, der siger, at kvalitet ikke kan også være for børn, og derfor er det også et stærkt hold, der har været med til at skabe dette års operaforestilling. Til at skrive historien om Troldeprinsessen er den erfarne tv-vært, Marie Dalsgaard Rønn, som især er kendt fra programmet Lille Nørd på DR, den internationalt prisvindende børnefilm Landet af Glas og som vinder af Undervisningsmiddelprisen 2018.

Troldeprinsessen spilles af den danske sopran Dénise Beck som flankeres af troldefar i svenske baryton Fredrik Zetterström. Begge operasangere har optrådt på nogle af de mest prestigefyldte scener i verden, og kommer nu til også at bane vejen for de mindste.

Youtube-heltene Popsi & Krelle optræder også i Troldeprinsessen med masser af sjov, sang og skøre påfund. Popsi & Krelle er kendt fra deres youtube-kanal, hvor de som de første i Danmark er lykkes med at få millioner af visninger hos den helt unge målgruppe. Her synger og danser de blandt andet til velkendte børnesange.

Formanden for Børne- og Skoleudvalget i Brønderslev, Betinna Bøcker Kjeldsen, er også glad for projektets høje niveau, som bidrager til musik for børn i Brønderslev:

”Brønderslevs stærke skoler og daginstitutioner har allerede mange strenge at spille på, men det her projekt er et meget stort bidrag til at løfte vores indsats på musikområdet. Og så bliver det fantastisk at se flere hundrede børn lave koncert med et topprofessionelt setup!”

Arrangementet er åbent for alle, men kræver tilmelding. Læs mere om Syng Højt! og hvordan man kommer med her.

Syng Højt! Opera er støttet af
A.P. Møller Fonden, Danmarks Underholdningsorkester, Copenhagen Opera Festival, Aalborg Operafestival, Axel Muusfeldts Fond, Ole Kirks Fond, William Demant Fonden, Aalborg Kommune, Brønderslev Kommune, Spar Nord Fonden, Dansk Tennis Fond, Brønshøj-Husum Lokaludvalg, Nørrebro Lokaludvalg, Bispebjerg Lokaludvalg, Vanløse Lokaludvalg, Københavns Musikudvalg, Børnekulturhuset Aarhus, Sangkraft Aarhus, Have Kommunikation, En sommerdag på Bellahøj og Restaurant Bellahøj.

Pressefotos
Vedhæftet portrætfotos af de udvalgte artister. Øvrige fotos er fra tidligere Syng Højt! arrangementer. Billederne kan frit bruges ved omtale af Syng Højt! Krediter venligst fotografen i filnavnet ved brug.

Med venlig hilsen
HAVE Kommunikation og PR

For yderligere kontakt venligst:
Rikke Hesselholt // 28 43 38 93 // rikke@have.dk
Anna Dyrehauge // 50 51 51 28 // anna@have.dk


Fakta:

OM SYNG HØJT!
Syng Højt! har siden 2012 eksisteret som en årlig tilbagevendende begivenhed på Bellahøj Friluftsscene. Hvert år har den tiltrukket flere tusinde børn og pædagoger, og er dermed er det den største fællessangsbegivenhed af sin art for mindre børn i landet. Syng Højt! startede som et tilbud til de mindste borgere i København, men er med årene bredt ud til flere af landets scener og kommuner for at skabe musikforståelse, musikfællesskaber og udviklende sangforløb på tværs af kommunegrænser og kulturelle skel.

Emner

Kontakt

Rikke Hesselholt

Rikke Hesselholt

Pressekontakt Seniorrådgiver 28433893

Om os

For os handler kommunikation ikke blot om at råbe højt, eller om for enhver pris at trænge igennem lydmuren i et tiltagende kaotisk mediebillede.

For os handler kommunikation om troværdighed. Om substans. Om at sætte dagsordener. Inden for kulturens verden, i erhvervslivet, i politisk sammenhæng – og i samfundet som helhed.

Vi favner bredt i vores opgaveportefølje, og vores spidskompetencer ligger inden for udvikling af storytelling, strategisk udvikling af brands, oplevelsesbaseret kommunikation og den direkte kontakt med medierne.

Tre årtiers erfaring har gjort os til et af Skandinaviens førende kommunikationsbureauer, og på årsbasis gennemfører vi 150 projekter.

Vi kvalificerer vores samarbejdspartneres historier og sikrer dem gennemslagskraft i offentligheden. Vi folkeliggør substansen, og vi sikrer mediernes interesse for både det brede og det smalle. Vi navigerer sikkert og målrettet gennem medielandskabet, og vi er garant for synlighed, der skaber merværdi – og gør en forskel.

HAVE Kommunikation

Hillerødgade 30 B
2200 København N
Danmark