Gå til indhold
Foto: Adam Landrup
Foto: Adam Landrup

Pressemeddelelse -

Efter ild: Rune Bosse udforsker ildens transformerende kraft i ny multi-sanselig totalinstallation i Kunstforeningen GL STRAND

Den 3. november 2023 åbner billedkunstner Rune Bosse ny soloudstilling i Kunstforeningen GL STRAND. Bosse er kendt for at arbejde med naturen som kunstnerisk materiale. Med udstillingen Efter ild inviterer han publikum til at sanse og fundere over ildens transformerende kraft i en totaltinstallation, der forandrer sig i løbet af udstillingsperioden, hvor naturens landskab sættes i nye rammer.

I Efter ild udforsker billedkunstner Rune Bosse ildens transformerende kraft: hvordan ilden på den ene side er enorm destruktiv og samtidig en naturlig genstart af naturens egne processer. I en totalinstallation på GL STRANDs tredje sal vil publikum møde et landskab af afbrændte og tilsyneladende døde træer, der spreder sig over et gulv af trækul. Men i løbet af udstillingsperioden vil landskabet ændre sig, træerne skyde knopper og nye blade bryde frem. Efter ild er en poetisk bearbejdning af et fænomen, der synes mere og mere vedkommende oven på sommerens mange skovbrande. Her undersøger Bosse, hvordan verden hele tiden forandrer sig og inviterer os til at reflektere over, hvad vi gerne vil have til at spire frem efter destruktionen:

”At være den der lever efter ilden.
Når vi har gået gennem flammerne, og alt er forandret
At være ilden der voldsomt og kærligt forandrer vores verden.
Så vi kan begynde på ny, sammen, som små grønne skud i en sort skovbund.”

-- Rune Bosse.

Under arbejdet med Efter ild var Rune Bosse blandt andet på researchtur til Sicilien efter sommerens skovbrande. En del af Bosses research præsenteres også i udstillingen, og giver publikum et indblik i, hvor nært han arbejder med naturen som sit materiale i sin kunstneriske praksis.

Bosse er optaget af, hvordan vi som mennesker forholder os til naturen. Ved ganske simpelt at flytte rundt på landskaber og skabe nye rammer for naturen, inviterer han publikum til selv at fundere over naturens gang. Han er optaget af naturens egne processer, langt mere end hvordan mennesket påvirker naturen.

Med Efter ild præsenterer Rune Bosse en ny æstetik og inviterer til en oplevelse som adskiller sig fra hans tidligere udstillinger. Publikum kan opleve et tilsyneladende mere dystert univers end han tidligere har præsenteret, men som udstillingen udvikler sig over tid, er det faktisk det modsatte. Udstillingen byder på en sanselig totalinstallation – en meditativ og intuitiv udstillingsoplevelse, der gennem stærke visuelle landskaber, et lydspor og duft viser, hvordan nyt liv spirer frem i det afbrændte landskab.

Om Rune Bosse
Rune Bosse (f. 1987) arbejder med inspiration fra naturvidenskaben og er især kendt for sine scenarier, hvor han flytter landskaber ind i udstillingsrummet. Han manipulerer i sine værker naturens biologiske processer, og arbejder med træet som levende materiale. Bosse er uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2016, og har, ud over akademiuddannelsen, også fulgt studier på Olafur Eliassons eksperimentelle kunstskole, Institut für Raumexperimente i Berlin. Han har siden udstillet flere steder i både Tyskland og Danmark, senest med en stor soloudstilling på HEART Museum of Contemporary Art (2023).

Med venlig hilsen
HAVE Kommunikation & PR

For yderligere information kontakt venligst:
Sandra Nynne Vognstrup // sandra@have.dk // Tlf. 22 86 30 94
Freja Bonde // Freja@have.dk // Tlf. 22 83 62 08

Fakta om Rune Bosse. Efter ild
Udstillingsperiode: 3. november 2023-14. januar 2024

Udstillingen er støttet af Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, 15. Juni Fonden, Grosserer L. F. Foghts Fond og Statens Kunstfond.

Emner

Kontakt

Sandra Nynne Vognstrup

Sandra Nynne Vognstrup

Pressekontakt Rådgiver 22863094

Om os

For os handler kommunikation ikke blot om at råbe højt, eller om for enhver pris at trænge igennem lydmuren i et tiltagende kaotisk mediebillede.

For os handler kommunikation om troværdighed. Om substans. Om at sætte dagsordener. Inden for kulturens verden, i erhvervslivet, i politisk sammenhæng – og i samfundet som helhed.

Vi favner bredt i vores opgaveportefølje, og vores spidskompetencer ligger inden for udvikling af storytelling, strategisk udvikling af brands, oplevelsesbaseret kommunikation og den direkte kontakt med medierne.

Tre årtiers erfaring har gjort os til et af Skandinaviens førende kommunikationsbureauer, og på årsbasis gennemfører vi 150 projekter.

Vi kvalificerer vores samarbejdspartneres historier og sikrer dem gennemslagskraft i offentligheden. Vi folkeliggør substansen, og vi sikrer mediernes interesse for både det brede og det smalle. Vi navigerer sikkert og målrettet gennem medielandskabet, og vi er garant for synlighed, der skaber merværdi – og gør en forskel.

HAVE Kommunikation

Hillerødgade 30 B
2200 København N
Danmark