Gå til indhold

Pressemeddelelse -

DM for Bygarder 2024: Fantastiske oplevelser, konkurrencer og koncerter på programmet

Foto: Mette Klint

Når Landsgardeforeningen og Skive Garden i fællesskab er værter for DM for Bygarder 2024 fra den 4. til 7. juli i Skive, er der et væld af fantastiske oplevelser i vente. Det gælder alt fra den store stjernemarch gennem byen på åbningsdagen til imponerende koncerter – foruden den frie konkurrence, der kan byde på alverdens slags optrædner, der bryder de traditionelle rammer for gardermusik.

Torsdag den 4. juli kl. 16 starter DM for Bygarder 2024 med en fantastisk stjernemarch gennem Skive by. Denne følges op af den officielle indmarch og åbningsceremoni på Hancock Arena kl. 18 – med deltagelse af Landsgardeforeningens protektor hans excellence Greve Ingolf og hustru Grevinde Sussie.

Benjamin Hansen, som er landsformand for Landsgardeforeningen, maler et billede af den oplevelse, der er i vente:

“Forestil dig 800 uniformerede børn og unge i farverige uniformer på Hancock Arena. Solen bager ned på de spændte gardere, og som dirigenten gør klar til at sætte fællesnummeret i gang, breder stilheden sig blandt publikum. Dirigenten tæller lavmælt for – og med ét brydes stilheden af lyden af de hundredvis af børn og unge, der skaber en velklingende og medrivende tsunami af lyd via deres trommer, trompeter, klarinetter, tubaer og fløjter, som skyller ud over hele arenaen. I to år har de øvet sig til dette års Danmarksmesterskaber for Bygarder, og nu står de endelig til åbningsceremonien og dermed begyndelsen på fire dages både intens og venskabelig konkurrence!”

Fordelt over de fire dage kan man opleve den eventyrlige og traditionsrige garderkultur på nærmeste hold, når de i alt 23 garderkorps fra hele landet dyster på kryds og tværs i et væld af spændende konkurrencer.

Rammerne brydes i den frie konkurrence
Man bør især glæde sig til fredag aften, hvor der er “Åben klasse”-konkurrence. Det er nemlig en fri konkurrence, der giver mulighed for at bryde rammerne, og man ved derfor aldrig på forhånd, hvad korpsene vil præsentere. Det kan være alt fra teaterinspirerede performances til koncerter i kostumer og med sange, som man ikke kan lade være med at synge med på.

For dem, der frem for alt gerne vil imponeres musikalsk, er der masser af medrivende koncerter, som man kan tage til i løbet af fredag og lørdag.

Om søndagen er der den såkaldte “tattoo”-konkurrence, hvor garderne vil fremføre musik inden for mange forskellige slags temaer. Musikken præsenteres i form af shows på Hancock Arena, der kombinerer alt det, garderkulturen traditionelt set kan. Det gælder ikke mindst de flotte formationer, der kræver enorm kropslig disciplin.

Samme dag og sted kan man også opleve den officielle afslutningsceremoni, som foregår kl. 15, hvor vinderne af DM for Bygarder 2024 også kåres.

En fantastisk platform for fremtidens ledere
Landsgardeforeningen og Skive Garden er i fællesskab værter for DM for Bygarder 2024, og udover de mange enkeltstående koncerter og konkurrencer, som begivenheden byder på, er det også en helt særlig mulighed for at mærke, hvad det er, der gør garderkulturen til noget helt særligt.

“Vi glæder os til at vise både Skives borgere og alle dem, der kommer til byen i anledning af DM for Bygarder, hvor fantastisk det er, at være garder. Det er nemlig en kultur, som selvfølgelig ser både fantastisk og betagende ud på overfladen, men som faktisk bliver endnu mere enestående, når man dykker ned i den,” forklarer Benjamin Hansen, og han uddyber:

“Garderkulturen formår på en helt enestående måde at kombinere musik, fysisk bevægelse og det forpligtende fællesskab. Det betyder, at garderkulturen har en stærk almentdannende effekt. Alle, der er en del af den, bliver understøttet på deres vej mod at blive demokratiske, ansvarlige og selvstændige borgere, der tager ejerskab af det danske samfund. Dermed er det at være garder også en fantastisk platform for en videre karriere som leder i forenings- eller erhvervslivet.”

Der er allerede godt gang i billetsalget, så det anbefales at købe billetter hurtigst muligt via Tikkio.com. Læs mere om DM for Bygarder 2024 og se hele programmet på https://lgf.dk/dm/.

Med venlig hilsen
HAVE Kommunikation

For yderligere information, kontakt venligst:
Sara Jeppesen · sara@have.dk· 22 41 00 48
Sofie Ugilt · sofieugilt@have.dk· 22 51 85 48

Emner

Kontakt

Sara Jeppesen

Sara Jeppesen

Pressekontakt Juniorrådgiver
Sofie Ugilt

Sofie Ugilt

Pressekontakt Projektassistent 22518548

Om os

For os handler kommunikation ikke blot om at råbe højt, eller om for enhver pris at trænge igennem lydmuren i et tiltagende kaotisk mediebillede.

For os handler kommunikation om troværdighed. Om substans. Om at sætte dagsordener. Inden for kulturens verden, i erhvervslivet, i politisk sammenhæng – og i samfundet som helhed.

Vi favner bredt i vores opgaveportefølje, og vores spidskompetencer ligger inden for udvikling af storytelling, strategisk udvikling af brands, oplevelsesbaseret kommunikation og den direkte kontakt med medierne.

Tre årtiers erfaring har gjort os til et af Skandinaviens førende kommunikationsbureauer, og på årsbasis gennemfører vi 150 projekter.

Vi kvalificerer vores samarbejdspartneres historier og sikrer dem gennemslagskraft i offentligheden. Vi folkeliggør substansen, og vi sikrer mediernes interesse for både det brede og det smalle. Vi navigerer sikkert og målrettet gennem medielandskabet, og vi er garant for synlighed, der skaber merværdi – og gør en forskel.

HAVE Kommunikation

Hillerødgade 30 B
2200 København N
Danmark