Gå til indhold
De første forberedelser til årets musical er i gang - Få en forsmag på lyden af WICKED allerede nu!

Pressemeddelelse -

De første forberedelser til årets musical er i gang - Få en forsmag på lyden af WICKED allerede nu!

Fredericia Musicalteater og Aha Creations præsenterer i dag de første optagelser fra forberedelserne til WICKED. Publikum kan dermed for første gang høre, hvordan det lyder, når to af musicalhistoriens største hits synges af to af sin generations største musicaltalenter Johanne Milland og Nanna Rossen, der ses i forestillingens to hovedroller. WICKED har premiere på Fredericia Musicalteater den 18. september og spiller derefter i Tivolis Koncertsal fra den 11. oktober i en co-produktion med Tivoli.

De første forberedelser til årets musical WICKED er allerede godt i gang, og Johanne Milland og Nanna Rossen har været i studiet og indspille kæmpehittene “Defying Gravity“ og “Popular”, skrevet af den Grammy-, Golden Globe og Oscar-vindende legende Stephen Schwartz. De moderne musicalklassikere synges i en helt ny oversættelse af Mads Æbeløe Nielsen, manuskriptforfatter til musicalsucceserne Shu-bi-dua og Seebach samt oversætter af flere store musicals herhjemme. Det er blevet til to musikalske smagsprøver på, hvordan det kommer til at lyde på Fredericia Musicalteater og i Tivolis Koncertsal, når Broadway-succesen får premiere til efteråret.

Musicalhittet “Defying Gravity” synges af Nanna Rossen, der spiller den ene hovedrolle Elphaba, mens det mindst lige så store hit “Popular” synges af Johanne Milland, der spiller den anden hovedrolle Glinda.

Lyt til og se klippene nedenfor:

Se og download forsmagen på “Popular” her
Se og download forsmagen på “Defying Gravity“ her

Handlingen
WICKED er den eventyrlige fortælling om et usædvanligt venskab mellem to piger, der møder hinanden på hekseskolen i det magiske rige Oz: Elphaba, der er anderledes, fordi hun er født med grøn hud, og klassens populære og smukke pige Glinda, og om hvordan de senere bliver kendt som henholdsvis Den Onde Heks fra Vest og Den Gode Heks fra Nord. Deres venskab sættes på prøve, både fordi den samme unge prins er genstand for begges interesse, og fordi deres indstilling til den manipulerende troldmand er forskellig. Men ikke alt er som det ser ud…

Lysende musicalstjerner i hovedrollerne
Når WICKED får premiere bliver det med de to unge musicalstjerner Johanne Milland og Nanna Rossen i hovedrollerne som det umage heksevenindepar Glinda og Elphaba. Johanne Milland er allerede en erfaren musicalstjerne med flere succeser bag sig. Johanne Milland fik sin debut i 2019 på Det Ny Teater i Spillemand på en Tagryg og fik efterfølgende hovedrollen i spillefilmen Venuseffekten. Herefter har hun haft store roller i bl.a. musicalen Atlantis, i den aktuelle Jersey Boys og til foråret titelrollen i Askepot - The Musical.

Nanna Rossen er ligesom Johanne Milland også en lysende musicalstjerne. Nanna Rossen fik sit gennembrud i 2016 i musicalen Hairspray i Tivoli, som hun samme år modtog Reumerts Talentpris for. Siden da er det blevet til flere markante musicalroller i bl.a. Den Skaldede Frisør - The Musical og Charlie & Chokoladefabrikken samt flere optrædener som solist på Stig Rossens Juleturné, Tivoli-Gardens julekoncert og Tivoli Salon Orkester.

Johanne Milland og Nanna Rossen er begge uddannet fra Den Danske Scenekunstskole i Fredericia og dimitterede sammen i år 2019 og er gode veninder privat.

Foruden de to hovedroller skal musicalstjerne og tidligere titelrolleindehaver i musicalsuccesen Hamilton i Hamburg, Diluckshan Jeyaratnam, spille Elphabas romantiske interesse, Fiyero. Som den snedige og manipulerende The Wizard ses den erfarne skuespiller Anders Gjellerup Koch og som rektor på Shiz Universitet i Oz, Madame Morible, ses den talentfulde Cecilie Thim.

Kreativt superhold bag musicalen
WICKED er det første produkt af samarbejdet mellem Fredericia Musicalteater og Aha Creations og har sammen med Tivoli sikret, at WICKED også kommer til hovedstaden, hvor Tivoli bliver co-producent på opsætningen i Koncertsalen.

Bag WICKED står et stærkt kreativt hold, som sammen har skabt nogle af de største musicalsucceser herhjemme de seneste ti år. Instruktør Thomas Agerholm og den Reumertvindende scenograf Benjamin La Cour står bag populære kæmpesucceser som Klokkeren fra Notre Dame - The Musical, Seebach og Shubidua - The Musical og skal nu sammen skabe magi på scenen i WICKED.

Musicalens mange imponerende kostumer skal skabes af Lotte Martine Blichfeldt og Anna Juul Holm, som begge har været med til at kreere de overdådige kostumer på de store Disney-opsætninger på Fredericia Teater. Damian Czarnecki, som senest er aktuel i Vild med dans på TV 2, står for koreografien til WICKED, Martin Konge er kapelmester, Tim Høyer og Peter Løvenhardt står for lyddesign og Mads Æbeløe Nielsen står dertil for en helt ny oversættelse af musicalen.

Med venlig hilsen
HAVE Kommunikation & PR

Kontaktperson:

Rikke Hesselholt // rikke@have.dk // +45 28 43 38 93
Josephine Støy Rusberg // josephine@have.dk // +45 53 62 86 08

Fakta om WICKED
Spilleperiode Fredericia Musicalteater:

Spilleperiode på Fredericia Musicalteater: Den 18. september 2024 – den 5. oktober 2024 og igen fra den 25. oktober 2024 - den 17. November 2024.
Billetbestilling: fredericiamusicalteater.dk // +45 53 73 96 01
Billetpriser: 305 kr. - 695 kr.

Spilleperiode Tivoli:

Spilleperiode i Tivolis Koncertsal: Den 11.-19. oktober 2024
Billetbestilling: tivoli.dk/wicked // +45 33 15 10 01
Billetpriser: 295 kr. - 845 kr.

Generelt

Forventet spilletid: 3 timer inkl. Pause

Rolleliste:

● Glinda: Johanne Milland
● Elphaba: Nanna Rossen
● Fiyero: Diluckshan Jeyaratnam
● The Wizard: Anders Gjellerup Koch
● Madame Morible: Cecilie Thim
● Elphaba alternerende: Katrine Skovbo Jespersen

Det kreative hold:

● Instruktør: Thomas Agerholm
● Scenograf: Benjamin la Cour
● Kapelmester: Martin Konge
● Lyddesign: Tim Høyer
● Co-lyddesign: Peter Løvenhardt
● Kostumer: Lotte Martine Blichfeldt & Anna Juul Holm
● Koreograf: Damian Czarnecki
● Oversættelse: Mads Æbeløe Nielsen

Om Fredericia Musicalteater

Fredericia Teater blev grundlagt i 1837 og blev i 2021 omdøbt til Fredericia Musicalteater. I teaterets lange levetid har Fredericia Musicalteater været et vigtigt kulturelt samlingspunkt i Fredericia og i resten af landet med en lang række store og markante succeser gennem tiden. Herunder spektakulære succeser som Disneys Den Lille Havfrue - The Musical, Klokkeren fra Notre Dame - The Musical, Tarzan - The Musical samt Seebach og Shu-bi-dua - The Musical. Som Danmarks eneste statsstøttede teater, der udelukkende fokuserer på musicalgenren, består repertoiret både af store og spektakulære forestillinger og de mere eksperimenterende og utraditionelle.

Teatret har haft en usædvanligt dramatisk historie siden dets grundlæggelse – herunder flere konkurser, en voldsom ildebrand og en bombning under Anden Verdenskrig. Men trods udfordringerne er det sejlivede teater altid genopstået.

I spidsen for teatret står Teaterdirektør Thomas Bay, som deler ledelsesansvaret med administrerende direktør Ole Justesen.

Om AHA Creations

Anders Østergaard og Martin Palme Skriver har over 10 års erfaring i den danske musicalbranche - og er velbevandrede på Fredericia Musicalteater. Erhvervsmand Anders Østergaard (Endeavourinvest), har fra 2014-2019 også siddet som bestyrelsesformand på Fredericia Teater og var dermed med på rejsen i teatrets storhedstid. Han er derudover engageret i byen på flere forskellige måder, heriblandt AHA Livestage, som er søsterselskab til AHA Creations, samt i FC Fredericia. Ligeledes som formand for styregruppen omkring Fæstningscenter projektet (Museum Fredericia) m.m.

Skuespiller og sanger Martin Palme Skriver, som dagligt leder AHA Creations, er uddannet fra Musicalakademiet i Fredericia (2013) og skød sin professionelle karriere i gang med roller i High School Musical og den Reumert-vindende High School Musical 2 på Fredericia Teater. Senere tilkom roller i anmelderroste musicals fra Fredericia Teaters hånd som Den Lille Havfrue, Klokkeren fra Notre Dame og Seebach. Martin Skriver har dertil også med gruppen Lighthouse X bragt Danmark til Eurovision i 2016 med nummeret “Soldiers of Love”.

Emner

Regions

Kontakt

Rikke Hesselholt

Rikke Hesselholt

Pressekontakt Seniorrådgiver 28433893

Om os

For os handler kommunikation ikke blot om at råbe højt, eller om for enhver pris at trænge igennem lydmuren i et tiltagende kaotisk mediebillede.

For os handler kommunikation om troværdighed. Om substans. Om at sætte dagsordener. Inden for kulturens verden, i erhvervslivet, i politisk sammenhæng – og i samfundet som helhed.

Vi favner bredt i vores opgaveportefølje, og vores spidskompetencer ligger inden for udvikling af storytelling, strategisk udvikling af brands, oplevelsesbaseret kommunikation og den direkte kontakt med medierne.

Tre årtiers erfaring har gjort os til et af Skandinaviens førende kommunikationsbureauer, og på årsbasis gennemfører vi 150 projekter.

Vi kvalificerer vores samarbejdspartneres historier og sikrer dem gennemslagskraft i offentligheden. Vi folkeliggør substansen, og vi sikrer mediernes interesse for både det brede og det smalle. Vi navigerer sikkert og målrettet gennem medielandskabet, og vi er garant for synlighed, der skaber merværdi – og gør en forskel.

HAVE Kommunikation

Hillerødgade 30 B
2200 København N
Danmark