Pressemeddelelse -
CPH STAGE KLAR MED ÅBNINGSFORESTILLINGER 2018
CPH STAGE ÅBNINGSFORESTILLINGER 2018
PRESSENOTE 15. MAJ
CPH STAGE er stolte af at kunne præsentere hele tre internationale åbningsforestillinger på samme aften, når festivalen åbner onsdag den 30. maj i Kødbyen. Teateret som kunstform bygger på repræsentation - en gengivelse af virkelighed og det er denne repræsentation alle tre forestillinger undersøger, udfordrer og stiller spørgsmålstegn ved.
De tre forestillinger bevæger sig i vekselvirkning mellem det personlige og det politiske, hvor teaterbegrebet bliver udfordret og de klassiske æstetiske rammer bliver sprængt. Alle tre forestillinger har et meta-lag, hvor der refereres til tidligere værker og til kunstformen selv. Åbningsforestillingerne er udvalgt af Sort/Hvid, Warehouse9 og Husets Teater i tæt samarbejde med CPH STAGE.
De tre åbningsforestillinger er:
(I COULD GO ON SINGING) OVER THE RAINBOW af FK Alexander
WIR WOLLEN PLANKTON SEIN af Schauspiel Köln & Julian Pörksen
RIDING ON A CLOUD af Rabih Mroué
FAKTA OM ÅBNINGSFORESTILLINGERNE
(I COULD GO ON SINGING) OVER THE RAINBOW af FK Alexander
Spillested Warehouse9
30. Maj Kl. 16.45 – 19.45
“Over The Rainbow has become part of my life”, skrev Judy Garland om sin signatursang, og hun nåede at synge den flere tusinde gange før hun døde. Det er netop Garland’s sidste optagelse af sangen, som FK Alexander har taget i brug i sin performance (I COULD GO ON SINGING) OVER THE RAINBOW. Hun synger sammen med Garland, hånd i hånd med sine tilskuere, én for én, til en mur af støj, som spilles af noise-bandet Okishima Island Tourist Association. Der er mulighed for at få en intens, interaktiv intimoplevelse i mødet mellem den klassiske, lidenskabelige ballade og den ekstreme, ekspressive noise. Forestillingen er en 3 timers performanceinstallation, hvor publikum selv bestemmer hvor længe de vil opholde sig i værket.
Forestillingen er på engelsk.
PERFORMER FK Alexander
MUSIKER Okishima Island Tourist Association
WIR WOLLEN PLANKTON SEIN af Schauspiel Köln & Julian Pörksen
Spillested Husets Teater
30. Maj kl. 17.30 og kl. 20
WIR WOLLEN PLANKTON SEIN er tysk dramatik, der udfordrer både teatret og tidens fokus på form. Julian Pörksen har arbejdet sammen med tysk teaters grand old dramaturg Carl Hegemann om udviklingen af denne metatekst om teaterfamilien og selv-iscenesættelsens tidsalder: En aldrende diva, hendes unge elsker og hendes lige så unge søn indbyder til en aften i udmattelsens tegn. De tager hele tiden tilløb til begyndelser, søger konflikter, søger følelser og tanker, der endnu lader sig gengive i en verden udhulet af refleksioner. De vikles ind i teori, fortaber sig i følelser, søger efter teatret og deres egen rolle i det og kredser grublende om sig selv. WIR WOLLEN PLANKTON SEIN er en paradoksal metakomedie, en temmelig højlydt fortale for stilhed, tomhed og ro – hvor en tilbagevenden til plankton er et tillokkende alternativ.
Forestillingen er tysk på med engelske undertekster.
DRAMATIKER Julian Pörksen
INSTRUKTØR Melanie Kretschmann
SKUESPILLERE Yuri Englert, Niklas Kohrt, Melanie Kretschmann
RIDING ON A CLOUD af Rabih Mroué
Spillested Sort/Hvid
30. Maj kl. 17.30 og kl. 20.00
31. maj kl. 20.00
1. juni kl. 18.00
Billeder; ét forsvinder og et andet dukker op. Ofte forstår han ikke sammenhængen mellem dem. Han er afhængig af, at nogen der kender ham godt, sætter billederne i bevægelse.
I RIDING ON A CLOUD inviterer den anerkendte libanesiske kunstner Rabih Mroué sin bror Yasser til at spille en karakter, der ligesom han selv, er blevet såret i den libanesiske borgerkrig og har mistet evnen til at bruge ord. Yasser begyndte at arbejde med film i sit genoptræningsforløb. Disse film blandes med minder og former et subjektivt billede af den politiske udvikling i Libanon. RIDING ON A CLOUD beskriver den skrøbelige konstruktion af en biografi, som dannes mellem politisk virkelighed, minder, fakta og fiktion.
Forestillingen er på Arabisk med engelske overtekster.
DRAMATIKER OG INSTRUKTØR Rabih Mroué
PERFORMER Yasser Mroué
FAKTA OM ÅRETS HIGHLIGHTS
Årets highlights er:
BYEN af Odense Teater
ET VINTEREVENTYR af Republique
FUCKING ÅMÅL af Hils Din Mor/Teater Vestvolden
NASSIM af Bush Theatre/Nassim Soleimanpour Productions/Teater Grob
ROCKY! af Husets Teater
ROMEO & JULIE af Shakes/Scene42/Folketeatret
THE NIGHT af Hello!Earth/Metropolis/Københavns Internationale Teater
WHITE NIGGER/BLACK MADONNA af Sort/Hvid
Læs mere om årets highlights nedenfor. Årets highlights-udvalg har foruden highlights-forestillingerne valgt, at fremhæve Corpus og deres forestillinger ved at udnævne dem som Årets hype.
Highlights-udvalget 2018 består af:
Ellen Hillingsø
Forkvinde for Highlights-udvalget og skuespiller
Rie Hammer
Ansvarshavende redaktør for ISCENE og medlem af Reumertjuryen
Jakob Bjerregaard Engmann
Teaterdirektør for BaggårdTeatret
Maja Ries
Administrativ Leder af Teater Grob
Niels Erling
Sceneinstruktør og Kunstnerisk Leder af AKT1 Radiodrama
Årets hype: Corpus
Highlights-udvalget har i år valgt at hype dansekompagniet Corpus. Med Corpus kan du opleve et dansekompagni, der er på forkant med det meste og i rivende udvikling. Her kan du se et dansekompagni, som konstant udforsker den klassiske ballet, udvikler dansen og afsøger kunstens rammer i samspil med publikum. Deres forestillinger er udviklet i tæt samarbejde med progressive samtidskunstnere og fokuserer på nutidige og samfundsaktuelle debatter. Her er form-eksperimenter og krop i fokus. Corpus er et dansekompagni, der insisterer på, at dans er for alle, og at publikum er deres vigtigste samarbejdspartner – eller som de selv siger: ”Kom som du er, i kjole eller i gummistøvler, måske i begge dele – her drikker vi af flasken, baren er billig, oplevelsen er din, og du er varmt velkommen!”
På CPH STAGE 2018 kan du opleve hele tre forestillinger af Corpus: ONE ONE ONE, FALL og IT FINISHES WHEN IT FINISHES
FAKTA OM CPH STAGE 2018
CPH STAGE finder sted på 40 venues og spillesteder over hele København og Frederiksberg fra d. 31. maj til d. 9. juni. Programmet byder på over 90 forestillinger. Herudover får publikum en enestående mulighed for at opleve readings, skoleforestillinger med morgendagens stjerner, åbne prøver, events, fester, særarrangementer og meget mere.
Den Brune Kødby danner i år rammen om festivalcentrum i samarbejde med teatrene Husets Teater, Sort/Hvid og Warehouse9.
CPH STAGE blev skabt som et initiativ nedefra af fire mindre københavnske teatre (GROB, Husets Teater, Teater V og Sort/Hvid (det daværende CaféTeatret)) og fandt sted første gang i 2013.
YDERLIGERE INFORMATION
Katrine Damkjær, Kommunikationsansvarlig, CPH STAGE
Kontakt: kommunikation@cphstage.com og (+45) 28 85 50 95
Maria Rugbjerg Hoppe, Projektleder, HAVE kommunikation
Kontakt: maria.rugbjerg@have.dk og (+45) 30 56 36 76
Website: www.cphstage.dk
#cphstage #cphstage18
#nevernotnow #nevernotspectacular #nevernotrelevent #nevernotrebellious