Pressemeddelelse -
Charlotte Sahl-Madsen tiltræder som ny bestyrelsesleder for Institut for Børnekultur
Charlotte Sahl-Madsen, tidligere minister for videnskab, teknologi og udvikling og nuværende professionel bestyrelsesleder for virksomheder og kulturinstitutioner samt direktør for United Co-Creation Lab, tiltræder pr. 24. oktober en ny stilling som bestyrelsesleder af Institut for Børnekultur.
Institut for Børnekultur, tidligere kendt som Kulturprinsen, arbejder for at sikre alle børns ret til kunst og kultur i deres hverdag. Nu indleder Institut for Børnekultur et nyt kapitel i deres mere end 20 års virke med at byde velkommen til Charlotte Sahl-Madsen, som skal stå i spidsen for fastholdelsen og udviklingen af instituttets anerkendte arbejde.
Med en fortid som minister for videnskab, teknologi og udvikling og direktør for Børnenes Hovedstad, mener vicebestyrelsesleder og fungerende bestyrelsesleder siden august 2024 Katrine Fusager Rohde, at Charlotte Sahl-Madsen er den helt rigtige til at løfte opgaven:
Jeg byder Charlotte varmt velkommen som ny bestyrelsesleder, og jeg ser frem til samarbejdet. Vi har været igennem en længere fase med strategisk udvikling, hvor vi har defineret den nye rolle, som vi skal spille i målsætningen om at sikre alle børn kulturel dannelse. Bestyrelsesposten lander rigtig godt hos Charlotte, som har stor erfaring indenfor børnekultur, så jeg er sikker på, at vi går en spændende og frugtbar tid i møde på Institut for Børnekultur.”
Ambitioner om børnekultur i alle kommuner
Rollen som bestyrelsesleder og arbejdet med børn og kultur er ikke et ukendt farvand for Charlotte Sahl-Madsen. Foruden en tidligere ministerpost og adskillige direktørposter er Sahl-Madsen for nuværende professionel bestyrelsesleder samt direktør for United Co-Creation Lab, hvor børn og beslutningstagere samskaber løsninger på globale problemstillinger. Charlotte Sahl-Madsen udtaler om sin nye bestyrelseslederpost:
“Jeg har kendt Institut for Børnekultur i mange år, og jeg er dybt imponeret over instituttets høje faglighed samt både vidensfunderede og praksisnære resultater. At børn i mere end halvdelen af landets kommuner i dag profiterer af instituttets metoder og processer til at pirre børns kunstneriske nerve, nysgerrighed og sociale kompetencer, og dermed fremme deres kreativitet og livskvalitet, er stærkt anerkendelsesværdigt. Samtidig skal vi naturligvis arbejde på at få de øvrige kommuner med. Ingen børn i Danmark skal undvære denne kulturelle dannelse”.
For yderligere information, kontakt venligst:
HAVE Kommunikation
Stine Albrechtsen / stine@have.dk / 30 24 14 00
Camilla Bonde Høeg, choe@institutforbornekultur.dk / 26 89 14 15
Institut for Børnekulturs bestyrelse:
Bestyrelsesleder: Charlotte Sahl-Madsen, direktør, United Co-creation Lab
Vicebestyrelsesleder: Katrine Fusager Rohde, Fmd. Børne- og Ungdomsudvalget, Viborg Kommune
Medlemmer: Marianne Gaardsdal (Medlem Kultur- og Fritidsudvalget, Viborg Kommune), Andreas Rasch-Christensen (Forskningschef, VIA, udpeget af Region Midt), Christian Have (Kreativ direktør, HAVE kommunikation), Marie Bach Boserup (Medarbejderrepræsentant, Institut for Børnekultur)
Tilforordnede: Henrik Schou Zacho (Chef for Kultur og Event, Viborg Kommune), Camilla Høg, (Leder, Institut for Børnekultur)
Om Institut for Børnekultur:
Alle børn har ret til kunst og kultur i deres hverdag. Kunst og kultur er bredt og for alle, uafhængigt af familiens kulturvaner, geografi og socioøkonomiske forhold. Dagtilbud, skole, SFO og Klub er derfor vigtige arenaer for børns første erfaringer med børnekulturen. For børn især kan kunsten og kulturen her være en vej til at udtrykke og udfolde sig, dyrke sin nysgerrighed og indgå i fællesskaber.
Børnekultur som begreb er mangfoldigt. Vi retter os specifikt mod den børnekulturelle praksis, hvor børn deltager i, oplever og selv skaber kunst og kultur, herunder musik, litteratur, billedkunst, digital kunst, arkitektur, scenekunst, dans, film, animation, kunsthåndværk og design. Gennem dialog, vidensdeling og tværfagligt samarbejde sikrer vi, at vores arbejde understøtter og løfter den børnekulturelle praksis bedst muligt ud fra eksisterende behov og samfundsaktuelle dagsordener.
”Vores mål er at gøre KulturPrinsen til et nationalt og internationalt videns-, udviklings-, og formidlingscenter for børnekultur – med hele Viborg egnen som et innovations-og testområde for udvikling af børnekultur og det gode børneliv”. Sådan beskrev Viborgs daværende borgmester, Johannes Stensgaard intentionerne og ambitionerne for Kulturprinsen forud for åbningen i 2001. Det var enormt fremsynet og vi sætter en ære i vores historie og lokale forankring ved at fortsætte denne opgave som Institut for Børnekultur.
Med kunst og kultur bidrager Institut for Børnekultur til det gode børneliv gennem:
- Børnekulturelle udviklingsprojekter
- Partnerskaber med kommuner
- Samarbejde med uddannelse og forskning
- Som vidensressource