Gå til indhold
Årets Reumert 2020 – HER ER VINDERNE

Pressemeddelelse -

Årets Reumert 2020 – HER ER VINDERNE

Tommy Kenter modtog Årets Hæderspris, da scenekunstprisen Årets Reumert 2020 blev uddelt og fejret på Folketeatret i København. Jens Albinus og Olaf Johannessen delte prisen som Årets mandlige hovedrolle for deres tvillinger i ”Det store stilehæfte” på Husets Teater, mens gendigtningen af SKAM3 på Aveny-T fik prisen som Årets børne-/ungdomsforestilling.

Det var et år, hvor teatret havde blik for det samfundsrevsende, de store klassikerfortolkninger og adaptioner af bøger, tv-serier og film.

Det var en prisuddeling i skyggen af COVID-19
Det var en prisuddeling i skyggen af COVID-19, og scenekunsten er som resten af landets kunst og kulturfelt stadig hårdt ramt. Men teatrene er i gang, scenerne præsenterer premiereaktuelle forestillinger, og publikum kan trygt gå i teatret.

Derfor var branchens aktører også mødt op for at fejre årets nominerede, der igen i år præsenterede et stærkt kunstnerisk felt af fængende forestillinger og fremragende kunstnere.

Vinderne
Der blev uddelt 25 priser inden for 18 priskategorier, hvoraf otte af priserne blev tildelt unge talenter. Der var i år et bredt nomineringsfelt, der fordelte sig nogenlunde ligeligt mellem køn og med bred geografisk spredning.

Blandt årets nominerede forestillinger var et bredt felt af klassikerfortolkninger, adaptioner fra bøger, tv og film og forestillinger med en samfundspolitisk kommentar, hvilket blev afspejlet i prisvinderne.

Klassikere og bogadaptioner
Aarhus Teater modtog prisen Årets forestilling for deres moderne fortolkning af ”Ordet”, Kaj Munks oprørende drama om tro og mirakler, som juryen kaldte:
- ”Et brillant kammerspil for glædestrang og store himle, fuldt af tidløs længsel.”

Prisen til årets instruktør gik til Sargun Oshana for fortolkningen af Goethes ”Denungewertherslidelser” (Aarhus Teater & Sort/Hvid), der fik følgende ord fra juryen:
- ”I følelsernes hellige haller af ruinromantik og ghettoslum tolkede Sargun Oshana Goethes vilde trekantsdrama (…) Skræmmende og vidunderligt.”

Årets kvindelige hovedrolle gik til Johanne Louise Schmidt for hendes stærke kvindeportræt i Cyrano de Bergerac og Penthesilea (Det Kongelige Teater) med ordene:
- ”En rastløs følelsesvulkan som kvinden, der ikke vil tilbedes, men elskes på sine egne præmisser: Johanne Louise Schmidt blev nærmest hovedpersonen i Cyrano de Bergerac

Meget bemærkelsesværdigt og aldrig set før i Reumert-prisens historie blev Årets mandlige hovedrolle delt af Olaf Johannessen og Jens Albinus for deres fortolkning af tvillingedrengene i Husets Teaters opsætning af Agota Kristofs roman ”Det store stilehæfte”, som juryen kaldte:
- ”En barsk og unison sandhed om menneskets kamp for overlevelse. Rystende godt teater.”

Kvindeliv og samfundskritik
Forestillinger med en politisk eller kritisk kommentar til det eksisterende samfund var også et stort tema hos årets Reumert vindere.

Kvindernes kamp for ligestilling og ret i samfundet fik en stemme i den dramatikervindende forestilling ”Jordens indre” (Folketeatret), hvor dramatiker Simone Isabel Nørgaard dramatiserede beretningen om virkelighedens seismolog Inge Lehmann, hvorom juryen skrev:
- ”Man blev ligefrem suget ind i Simone Isabel Nørgaards klassiske kammerspil, der tilsyneladende handlede om jordens indre, men i virkeligheden satte magthierarkiet i forskerverdenen under scenens kæmpemikroskop.”

Årets Reumert til musikteater/musical havde også fokus på kvindeliv med forestillingen ”Brøgger”, som juryen beskrev som:
- ”Kunstinstallation, koncert og onewomanshow. Med guitar og grøn kusse fik Jeanett Albeck smeltet Suzanne Brøggers tekster om til en elektrificerende oplevelse af levet liv og skarp indsigt.”

Prisen til Årets særforestilling gik til Dark Noon, (Fix&Foxy og Østerbro Teater/Revolver) der med juryens ord viste:
- ”Et helt modelsamfund rejste sig for øjnene af os med vold og undertrykkelse som byggesten. Og med slaver hentet fra vores egne publikumsrækker. Tankevækkende og provokerende."

Hædersprisen tilbage
Tommy Kenter modtog Hædersprisen, der nu er tilbage efter et års pause.
Med uddelingen af Hædersprisen genoptages traditionen med at hylde en kunstner med den hæderspris, der oprindeligt indledte Reumert-æraen i 1998 ved at hylde Bodil Udsen. Hædersprisens særlige fokus på en aktiv scenekunstner, der ikke bare i den forgangne sæson, men gennem en årrække på enestående vis har bidraget til en positiv udvikling af scenekunsten i Danmark. Til den ekstraordinære indsats, livsværket eller det unikke her-og-nu-indspark. Til enerens originale kraft. Derfor er den nu tilbage. Med hæder og statuette. Men uden penge.

Aftenens værter og show
Aftenens show blev varetaget af satiregruppen Platt-Form, hvis værter Jakob Fauerby, Mille Lehfeldt og Laus Højby fyrede op for den politiske satire med skarpe kommentarer til bl.a. kulturminister Joy Mogensen og den siddende regerings håndtering af hjælpepakker til kulturlivet. Med på scenen var indslag fra flere af årets forestillinger.

Branchen står bag
Årets Reumert blev indstiftet af Bikubenfonden i 1998, som uddelte priserne årligt frem til 2018. Da Bikubenfonden trak sig fra Årets Reumert, samlede CPH STAGE, ISCENE.dk, HAVE A/S, Reumert-juryen og Dansk Teater teaterbranchen om at videreføre prisen, indtil der kunne findes mere permanent støtte til videreførelsen af scenekunstens fineste pris. Dette er endnu ikke sket, men frivillige kræfter, medfinansiering og stor opbakning fra branchen har gjort det muligt at hylde scenekunsten igen i 2020.

Om vurderingen og priserne
Prisuddelingen bygger videre på det faglige fundament, som Bikubenfonden satte i verden, hvor en jury af fagfolk og kritikere rejser rundt i landet og ser det størst mulige udsnit af årets produktioner inden for alle genrer. Reumert-juryen 2020 består af 12 personer, der er bosat i hele landet. Prisstatuetterne er designet af kunstner John Kørner og skabt af glaskunstner Peter Kuchinke.

ÅRETS VINDERE
HÆDERSPRIS: Tommy Kenter

Årets kvindelige hovedrolle: Johanne Louise Schmidt, Cyrano de Bergerac og Penthesilea, Det Kongelige Teate
Juryens begrundelse: En rastløs følelsesvulkan som kvinden, der ikke vil tilbedes, men elskes på sine egne præmisser: Johanne Louise Schmidt blev nærmest hovedpersonen i Cyrano de Bergerac, stædig, krævende og vild. Og hun var endnu vildere som krigerdronningen Penthesilea, grum, sårbar og brutal i sin kærlighedskamp mod helten Achilleus. Utilregnelig og uimodståelig!

Årets mandlige hovedrolle: Olaf Johannessen og Jens Albinus, Det store stilehæfte, Husets Teater
Juryens begrundelse: Var de to eller én? De gådefulde tvillinger i Ágota Kristófs overlevelsesfortælling må dele nomineringen, helt i forestillingens ånd. Unisont, i kor, med samme stemme fortalte tvillingesjælene Olaf Johannessen og Jens Albinus i deres stilehæfte om at overleve krigen, glemme kærligheden og hærde både kroppen og hjertet. En enestående dobbeltpræstation.

Årets kvindelige ensemblerolle: Sicilia Gadborg Høegh, Penthesilea, Det Kongelige Teater
Juryens begrundelse: Som en uselvisk, trofast konstant i den kaotiske kønskamp var Sicilia Gadborg Høegh krigerveninden, der stod urokkeligt ved amazonedronningens side. Hendes kærlighed flammede opmuntrende, næsten aggressivt, eller den lagde sig i mild accept af dronningens ubegribelige beslutninger. Hendes opofrende hengivenhed lyste smertende smukt i undergangen.

Årets mandlige ensemblerolle: Ole Sørensen, Mod til at dræbe, Teatret Møllen
Juryens begrundelse: Kun iført dødsangst og undertrøje tog den gamle alfahan imod sin søn til det endelige opgør. Ole Sørensens manipulerende gamle rad tog et hvæs af cigaretten og skiftede på et nanosekund mellem at være dominerende patriark og klynkende gammelfar. Et rystende portræt af magtens grimme fald med både sønderjyske og rigsdanske nuancer. Stort og uciviliseret.

Årets danser: Astrid Elbo, Bonnie & Clyde, Betty Nansen Teatret
Juryens begrundelse: I Bonnie & Clyde var Astrid Elbo næsten for yndig til, at det kunne være sandt. Dukkeblikket blev da også hurtigt sparket væk af hendes lange ben, og så dansede hun ellers ind i rollen som brutal forbryderheltinde – høj på endorfiner, sex og blodrus. Hendes tåspidser gik amok i en manisk dans på en bardisk, mens hendes ansigt lyste. Morderisk smukt.

Årets sanger: Sine Bundgaard, Idomeneo, Det Kongelige Teater, Teatro Real Madrid, Teatro dell'Opera di Roma og Canadian Opera Company
Juryens begrundelse: Hvem kan svigte så fabelagtig en Elektra? Kongesønnen ville ikke have hende, men det ville publikum! Sine Bundgaard var uforglemmelig som forsmået kongedatter i det græske drama om krig og fred. Forelsket, skuffet og vred. Furiøs og fuldt forståelig som menneske. Med luksuøs klang og inderlig stemme gød hun guld over Mozarts mytologiske mesterværk.

Årets instruktør: Sargun Oshana, denungewertherslidelser, Aarhus Teater og Sort/Hvid
Juryens begrundelse: Var det to unge mænd forelsket i den samme kvinde - eller én mand i voldsom indre splid? I følelsernes hellige haller af ruinromantik og ghettoslum tolkede Sargun Oshana Goethes vilde trekantsdrama, hvor det uafvendelige selvmord fik tredobbelt tragisk udgang. Fascineret drev man til havs på forestillingens evige sandheder. Skræmmende og vidunderligt.

Årets scenedesign: Christian Albrechtsen og Mathias Hersland, Lazarus, Aarhus Teater og Det Kongelige Teater
Juryens begrundelse: Christian Albrechtsens og Mathias Herslands scenografi til Bowie-requiemmet Lazarus var det ultimative syretrip: Farverne eksploderede, abstrakte drømme blev surrealistisk konkrete, og døre åbnede bestandig til nye, grænseløse verdener, hvor skove af spejle gav de særeste indsigter. Den visuelle generøsitet var en vild hyldest til livet før døden.

Årets dramatiker: Simone Isabel Nørgaard, Jordens Indre, Folketeatret
Juryens begrundelse: Man blev ligefrem suget ind i Simone Isabel Nørgaards klassiske kammerspil, der tilsyneladende handlede om jordens indre, men i virkeligheden satte magthierarkiet i forskerverdenen under scenens kæmpemikroskop. Her så vi Inge Lehmanns geniale teori blive forpurret af mandlige kolleger; hendes kamp, hendes indre monolog – og den pris, hun måtte betale.

Årets forestilling: Ordet, Aarhus Teater
Juryens begrundelse: Skridtene var tunge i sandet, og hænderne vaskede langsomt den døde kvindes nøgne krop. Ud af bøndernes sanselige nærvær ved det mægtige hav blev troen så fysisk påtrængende, at da miraklet løftede sig fra jordens barske realisme, måtte man acceptere det som et naturfænomen. Et brillant kammerspil for glædestrang og store himle, fuldt af tidløs længsel.

Årets børne-/ungdomsforestilling: Skam3, Aveny-T
Juryens begrundelse: Ikke børn. Ikke helt voksne. Men fulde af skam og usikkerhed. Aveny-T ramte plet, da Skam-føljetonen borede sig ind i hjertet på det unge publikum med et råt og kærligt tilbud om forståelse og anerkendelse. I Skam3 kulminerede alt. De sårbare, forvirrede følelser blev skildret med højt tempo og direkte øjenkontakt. Troværdigt, rørende og solidarisk.

Årets musikteaterog musical: Brøgger, Østerbro Teater, Revolver
Juryens begrundelse: Kunstinstallation, koncert og onewomanshow. Med guitar og grøn kusse fik Jeanett Albeck smeltet Suzanne Brøggers tekster om til en elektrificerende oplevelse af levet liv og skarp indsigt. Fra den ydmygende massevoldtægt og den selvmordstruende mor til erotikken, feminismen, den glubende livssult, den højfrekvent summende tanke og det bankende hjerte.

Årets opera: Idomeneo, Det Kongelige Teater, Teatro Real Madrid, Teatro dell'Opera di Roma og Canadian Opera Company
Juryens begrundelse: Sejrherrer, krigsfanger og flygtninge. Med Middelhavet som bagtæppe og orange redningsveste som påmindelse om døden i de kolde bølger blev Mozarts opera fra det antikke Kreta en almenmenneskelig beretning om, hvad man vil ofre for at redde sit folk og sit land. Om byer i ruiner og længslen efter fred. Sådan taler en klassisk opera ind i vores tid.

Årets danseforestilling: Kammerballetten 2019, Kammerballetten
Juryens begrundelse: Ingen dans uden musik. Ingen musik uden dans. Hos Kammerballetten blev kunstarterne flettet sammen med forelskede ben og lystne tangentfingre. Dansen spændte fra jalousi til lutter glæde, når danserne legede gemmeleg mellem garderobestativer, og violinisten strøg sin bue på en udstrakt karaokearm. En dansefest på lykke og ren adrenalin - uforskammet poetisk!

Årets performance: Det åbne hjerte, SIGNA og Aarhus Festuge
Juryens begrundelse: Kun de modigste tilskuere tog på empatikurset Det åbne hjerte. For SIGNA inviterede os til at få en psykisk syg eller et socialt udsat menneske som mentor - i tolv timer! Tilskuere og fiktive patienter byttede tøj og lidelser, og så blev Aarhus’ gamle amtssygehus ramme om grænsesprængende teaterdialoger. Provokerende, ublu - og fuld af nyerkendt kropslighed.

Årets særpris: Dark Noon, Fix&Foxy og Østerbro Teater/Revolver
Juryens begrundelse: Et helt modelsamfund rejste sig for øjnene af os med vold og undertrykkelse som byggesten. Og med slaver hentet fra vores egne publikumsrækker. Tankevækkende og provokerende.

Årets talenter:

Dramatiker Sonja Ferdinand,(DDSKS, 2019) Klædt af, Aveny-T
Dramatiker Sonja Ferdinand er uddannet fra Den Danske Scenekunstskole i Aarhus i 2019. Hendes barske krænkelsesstykke Klædt af rummede dokumentarreplikker fra unge kvinder, der har været udsat for at få sexbilleder delt på nettet – og fra personer rundt om dem. Alligevel var den velafbalancerede tekst ikke realistisk, men poetisk. Her er en dramatiker, der leger med det stille sprog.

Skuespiller Lue Støvelbæk, (DDSKS, 2019)Stormene, Vendsyssel Teater, og Skam3, Aveny-T
Skuespiller Lue Støvelbæk er uddannet fra Den Danske Scenekunstskole i Odense i 2019. Der er langt fra den manipulerende munk i Stormene til den stormende forelskede Isak i Skam3. Men Lue Støvelbæk lyste smukt op, både i den kutteklædte birolle og den hoodieklædte hovedrolle som den søgende teenager, der prøver at finde sig selv, og samtidig må forstå og fortjene sin bipolare kæreste. Skærende rent.

Skuespiller Emma Silja Sångren, (DDSKS 2018), Apokalypse, Teater Momentum
Skuespiller Emma Silja Sångren er uddannet fra Den Danske Scenekunstskole i København i 2018. I Apokalypse spillede hun kvinden, der brændende ønskede sig et barn, men knap turde føde det. Her afslørede hun sit særlige kropslige performancetalent, mens hun sprintede rundt på scenen. Igen og igen. Med hivende åndedræt og vild dans, indtil sveden dryppede på gulvet. Fascinerende mytisk.

Skuespiller Mette Klakstein Wiberg, (DDSKS 2018),Manifest for skrøbelige autoriteter, Aarhus Teater
Skuespiller Mette Klakstein Wiberg er uddannet fra Den Danske Scenekunstskole i København i 2018. Hun ser sart ud. Men i Manifest for skrøbelige autoriteter viste hun, at hun er bomstærk. Hun demonstrerede også, at hun kunne spille en pige, der blev grimmere og grimmere, men som alligevel smilede. Tvetydigheden er lovende. Eksplosionskraften er indlysende. Her er en kunstner med hemmeligheder.

Sceneinstruktør Anna Balslev, (DDSKS 2019) An Education, Østerbro Teater, Revolver
Anna Balslev er uddannet fra Den Danske Scenekunstskole i København i 2019. Først slog hun benene væk under os med Færdig med Eddy i 2018; så sendte hun os på en fabelagtig følelsesmæssig svingtur i ribberne med An Education. Anna Balslev kan kunsten at fortælle et kompliceret psykologisk drama på en enkel og sanselig måde. Hun omfavner ungdommens eksistentielle tvivl. Bevægende ærligt.

Sceneinstruktør Niels Erling, (Teaterhögskolan, Malmö, 2018), kunstnerisk leder på Momentum 2019-2020 og kunstnerisk leder af AKT1
Niels Erling er uddannet fra Teaterhögskolan i Malmö i 2018. Han er vild og ekspressiv. Optaget af tidens etiske spørgsmål. Med undergangstrilogien på Momentum viste han, at hans fokus ikke kun er den enkelte forestilling, men sæsonens samlede udtryk. At han som kunstnerisk leder af AKT1 har skabt en legeplads for ny dramatik bekræfter, at han har visioner - og kan gennemføre dem.

Sanger Andrea Heick Gadeberg, (autodidakt) Sanne - The Musical, Live Nation Denmark og Langkjær Entertainment
Andrea Heick Gadeberg er autodidakt sanger og skuespiller. Hun har stået på scenen, siden hun var otte år og sunget lige så længe – med rollen som den unge Sanne Salomonsen som det egentlige gennembrud. Med fødderne plantet i gummistøvlerne og nysgerrige hormoner i hele kroppen inkarnerede hendes autentiske rockstemme ungdomsoprørets eventyr og drømme.

Operasanger Margaux de Valensart, (IMEP i Namur, Belgien, 2018, og Operaakademiet 2019) Carmen og Idomeneo, Det Kongelige Teater
Margaux de Valensart er uddannet fra Institut Supérieur de Musique et de Pédagogie i Belgien i 2018 og Operaakademiet i København i 2019. Hendes Frasquita i Det Kongelige Teaters Carmen viste straks, at hun er en dramatisk sopran. Og kort efter stod også hendes lyriske talent i flammer som flygtningepigen Ilia i Idomeneo – blid det ene øjeblik, angst og stolt det næste. Hun er en klangskøn sanger med naturlig sceneautoritet. Spillevende!

Emner

Kategorier

Kontakt

Sandra Nynne Vognstrup

Sandra Nynne Vognstrup

Pressekontakt Rådgiver 22863094

Om os

For os handler kommunikation ikke blot om at råbe højt, eller om for enhver pris at trænge igennem lydmuren i et tiltagende kaotisk mediebillede.

For os handler kommunikation om troværdighed. Om substans. Om at sætte dagsordener. Inden for kulturens verden, i erhvervslivet, i politisk sammenhæng – og i samfundet som helhed.

Vi favner bredt i vores opgaveportefølje, og vores spidskompetencer ligger inden for udvikling af storytelling, strategisk udvikling af brands, oplevelsesbaseret kommunikation og den direkte kontakt med medierne.

Tre årtiers erfaring har gjort os til et af Skandinaviens førende kommunikationsbureauer, og på årsbasis gennemfører vi 150 projekter.

Vi kvalificerer vores samarbejdspartneres historier og sikrer dem gennemslagskraft i offentligheden. Vi folkeliggør substansen, og vi sikrer mediernes interesse for både det brede og det smalle. Vi navigerer sikkert og målrettet gennem medielandskabet, og vi er garant for synlighed, der skaber merværdi – og gør en forskel.

HAVE Kommunikation

Hillerødgade 30 B
2200 København N
Danmark