Gå til indhold
Aalborg Operafestival vender tilbage: I dag afsløres de første store navne!

Pressemeddelelse -

Aalborg Operafestival vender tilbage: I dag afsløres de første store navne!

Efter de seneste års stormende publikumsucces melder Aalborg Operafestival atter sin ankomst til august - og i år med endnu flere festivaldage. Publikum kan se frem til hele syv sensommerdage med internationale stjerner, hyggelige lokale initiativer, storslåede følelser og opera i alle afskygninger, når Aalborg Operafestival løber af stablen den 13.-19. august. I dag løfter festivalen sløret for de første fire operaarrangementer og skyder dermed gang i billetsalget.

På grund af den store folkelige opbakning bliver festivalen i år udvidet med hele syv dage. Aalborg Operafestival spirer for 22. gang i Aalborg og hele Nordjylland den 13.-19. august.

Aalborg Operafestival er en folkelig kulturfest for alle med alt fra hyggelige altankoncerter og orgel og opera over internationale stjernebesøg til opera i børnehøjde. Årets festival byder desuden på ekstra mange operaforestillinger i fuld længde, der med sang, musik og skuespil vil tryllebinde både borgere og festivalgæster fra ind- og udland.

Nu frigives de første fire operaoplevelser på programmet og med navne som den verdensberømte sopran Lise Davidsen og landets egen mezzosopran Andrea Pellegrini, begynder det vanlige ambitiøse kunstneriske niveau for Aalborg Operafestival at tegne sig.

International storhed
Aalborg Operafestivals flagskib bliver i år et brag af en koncert på højeste kunstneriske niveau, når den verdensberømte norske sopran Lise Davidsen gæster Koncertsalen i Musikkens Hus lørdag den 19. august. Med silkebløde toner, en kraftfuld stemme og dyb indlevelse fremfører Davidsen - akkompagneret af Aalborg Symfoniorkester - arier af store klassiske mestre som Verdi, Puccini og Beethoven.

Lokale stoltheder og opera i ny former
Det er ikke kun festivalens varighed, der byder på noget nyt i år. En af Danmarks mest efterspurgte og prisbelønnede mezzosopraner, Andrea Pellegrini, vil sammen med den lokale organist, Jørgen Ellekilde, bringe operagenren ud over rampen med konceptet Orgel & Opera, hvor Andrea Pellegrini fører publikum gennem et forrygende udpluk af arier til en festlig operakoncert på en ny måde. Dette bliver i Budolfi Kirke den 19. august.

Ligeledes bliver det en festlig fornøjelse, når det nyetablerede, nordjyske kammerkor Vox Nordic inviterer til en aften med nogle af operaens helt store favoritter til Opera & Bobler den 13. august i Skalborg Kirke. Vox Nordic byder bl.a. på Rossinis sprudlende Askepot i selskab af gamle Jeronimus og hans beklagelser over ungdommens udskejelser. Til koncerten er inkluderet et forfriskende glas bobler.

I Aalborg Klosters klangfulde indergård tager Prinsens Musikkorps og dirigent Henrik Engelbrecht os med tilbage i tiden fredag den 18. august. For 150 år siden gik kun de få i Det Kongelige Teater, og derfor måtte man på de jyske torve høre de kendte arier helt uden sangere, men i stedet med trompet, basun og horn som soloinstrumenter. Netop denne særlige klangtradition bringer Prinsens Musikkorps til live igen i en historisk koncert. Til samme koncert afsløres vinderen af den traditionsrige Aalborg Operapris samt en ung, nordjysk vinder af Aalborg Operapris – Juniorkategorien.

Festivalleder, Peter Rønn fortæller:
”Det glæder mig at kunne præsentere de første oplevelser til denne 22. udgave af landets ældste operafestival, som udover et væld af dygtige Nordjyske, danske og skandinaviske sangere og musikere i år er krydret endnu stærkere med internationale stjerner og gæstende operakompagnier fra ind- og udland. I år bakkes vi op af Aalborg Symfoniorkester i hele to produktioner, én til festivalens første dag og én til den sidste afslutningskoncert.
Med en varm tak for den vedholdende og begejstrede opbakning festivalen fra både Aalborgensere, kommunen, kulturinstitutioner og det øvrige Nordjylland, glæder jeg mig allerede nu til sommerens afsløring af festivalens fulde program.”

Det fulde program for Aalborg Operafestival offentliggøres i slutningen af maj. Billetter til de første fire arrangementer kan købes gennem linket her: https://www.aalborgopera.dk

Aalborg Operafestival støttes af Aalborg Kommune og en række fonde og puljer.
De omtalte fire arrangementer er virkeliggjort med støtte fra Aalborg Kloster, Budolfi Kirke, Skalborg Kirke og Det Obelske Familiefond.

Aalborg Operafestival er en del af Musikkens Hus.

Foto, vedhæftet:
4 PR-fotos for de fire operaarrangementer. Grafisk design: Denise Burt.
1 portrætfoto af festivalleder Peter Rønn.
2 fotos fra tidligere udgaver af Aalborg Operafestival (lyttende gæster).

Med venlig hilsen
HAVE Kommunikation og PR

For yderligere kontakt venligst:
Rikke Hesselholt // 28 43 38 93 // rikke@have.dk
Anna Dyrehauge // 50 51 51 28 // anna@have.dk

Emner

Kontakt

Rikke Hesselholt

Rikke Hesselholt

Pressekontakt Seniorrådgiver 28433893

Om os

For os handler kommunikation ikke blot om at råbe højt, eller om for enhver pris at trænge igennem lydmuren i et tiltagende kaotisk mediebillede.

For os handler kommunikation om troværdighed. Om substans. Om at sætte dagsordener. Inden for kulturens verden, i erhvervslivet, i politisk sammenhæng – og i samfundet som helhed.

Vi favner bredt i vores opgaveportefølje, og vores spidskompetencer ligger inden for udvikling af storytelling, strategisk udvikling af brands, oplevelsesbaseret kommunikation og den direkte kontakt med medierne.

Tre årtiers erfaring har gjort os til et af Skandinaviens førende kommunikationsbureauer, og på årsbasis gennemfører vi 150 projekter.

Vi kvalificerer vores samarbejdspartneres historier og sikrer dem gennemslagskraft i offentligheden. Vi folkeliggør substansen, og vi sikrer mediernes interesse for både det brede og det smalle. Vi navigerer sikkert og målrettet gennem medielandskabet, og vi er garant for synlighed, der skaber merværdi – og gør en forskel.

HAVE Kommunikation

Hillerødgade 30 B
2200 København N
Danmark