Nyhed -
Anders Thomas Jensen og Susanne Bier bag helt ny Romeo og Julie-musical

ROMEO & JULIE - THE MUSICAL har Søren Torpegaard Lund og Sara Viktoria Bjerregaard i de ikoniske hovedroller som de to unge elskende. Forestillingen har verdenspremiere i foråret 2027 i en storslået opsætning med en perlerække af internationale megahits.
HELE DANMARKS MUSICALTEATER bestående af produktionsselskabet One & Only Musicals, Vejle Musikteater og Holstebro Teater kan i dag offentliggøre en ny original kæmpemusical over Shakespeares udødelige klassiker Romeo og Julie.
ROMEO & JULIE – THE MUSICAL bliver udviklet og skrevet af Anders Thomas Jensen og Susanne Bier, som tidligere også skrev manuskripterne til megahittene Den skaldede frisør – The Musical og Matador, der begge kørte for udsolgte huse og til sammen har solgt over 200.000 billetter.
Romeo og Julie er et af verdens mest spillede stykker, men i denne gribende og farverige pragtversion bliver Shakespeares tragiske kærlighedsfortælling til en overdådig ”jukebox-musical” spækket med internationale hits, et stort ensemble af landets bedste skuespillere, sangere og dansere, fantastisk scenografi og kostumer og stort live-orkester. Der er verdenspremiere i foråret 2027, men allerede fra i dag kan publikum gå ind på www.romeoogjuliemusical.dk og skrive sig på venteliste.
To unge musicalstjerner
Det bliver to af musicalverdens nye store stjerner, der indtager hovedrollerne som Romeo og Julie. Som den unge førsteelsker Romeo kan publikum se frem til at møde Søren Torpegaard Lund, der har haft stor succes som bl.a. Tony i West Side Story på Det Kongelige Teater og en hjerteskærende Daniel, der fik taget til at lette med solonummeret ”En dreng som mig” i Matador.
Rollen som Julie spilles af Sara Viktoria Bjerregaard, som har høstet adskillige topanmeldelser i forestillinger som Ofelia i Hamlet på Det Kongelige Teater, titelrollen i Evita på Aarhus Teater og Satine i Moulin Rouge! The Musical.
Holdene bag Moulin Rouge! The Musical og Matador
ROMEO & JULIE – THE MUSICAL instrueres af Frede Gulbrandsen, som senest bl.a. også stod bag Grease og Matador. Bag ham samles mange af de kreative kræfter fra Moulin Rouge! The Musical og Matador, som begge blev store succeser i sidste sæson.
Scenografien designes af den engelske scenograf takis, der imponerede ved at omskabe den legendariske natklub ”Moulin Rouge” på scenen i 2023, mens koreografien kreeres af Silas Holst. Musikken produceres af Executive Music Producer Joakim Pedersen, forestillingens kostumer skabes af Astrid Lynge Ottosen, mens lysdesigner Ulrik Gad kommer til at stå for den spektakulære lys- og videoproduktion.
En musical, der skal rejse uden for Danmarks grænser
Det er teaterselskabet One and Only Musicals, som udvikler og producerer ROMEO & JULIE – THE MUSICAL i samarbejde med Vejle Musikteater og Holstebro Teater. Executive Producer Jesper Winge Leisner fra One & Only Musicals udtaler:
”Det er en livsdrøm, der går i opfyldelse at få lov at lave Romeo og Julie som stor musical. Det er noget jeg har haft lyst til i årtier, og nu føler jeg, at vi har holdet til at kunne forløse forestillingen på et højt internationalt niveau. Vi har ambitioner om at tage forestillingen til udlandet efter den har spillet i Danmark, og vi tror på, at vi kan skabe rammerne for en musical, der kan opnå stor gennemslagskraft langt uden for landets grænser. Med to vidunderlige unge stjerneskuespillere i hovedrollerne og et fuldstændigt fantastisk kreativt hold bag scenen, tror jeg på, at vi kan skabe en gennemmusikalsk, fejende flot og moderne fortolkning af historiens største kærlighedsfortælling til et ungt og voksent publikum både herhjemme og internationalt.”
Også hos forestillingens to samarbejdspartnere i HELE DANMARKS MUSICALTEATER, Vejle Musikteater og Holstebro Teater, er stoltheden ikke til at tage fejl af.
Mette Kier, direktør hos Vejle Musikteater, siger:
”Efter kæmpesucceserne Moulin Rouge! The Musical og Matador er det et naturligt næste skridt at skabe en helt ny musical, som både kan begejstre vores musicalglade gæster, og rejse ud af landet. Det er et værk som hele verden kender, og som også står mit hjerte nær. Vi har de bedste kræfter til at skabe en spektakulær musical med sange og hits, som alle i og uden for Danmark kan synge med på. I Vejle er vi umådeligt stolte af at være med til at skabe dette spændende og originale nye musicalprojekt baseret på en sand klassiker.”
Anders Jørgensen, direktør hos Holstebro Teater stemmer i:
”Holstebro er blevet en musicalglad by. Vores samarbejde med Vejle Musikteater og One & Only Musicals har vist sig utrolig frugtbart, og vi sælger musicalbilletter som aldrig før. Det er både motiverende og inspirerende at gå ind i et musicalprojekt så ambitiøst som ROMEO & JULIE – THE MUSICAL. Det kan blive et flot højdepunkt for dansk teater og begyndelsen til et internationalt eksporteventyr som vi i Holstebro er meget stolte af at være en del af.”
Historien
Tragedien Romeo og Julie af William Shakespeare fra 1595 betragtes som én af litteraturhistoriens største kærlighedsdramaer – formentlig det største. Det er en skæbnesvanger fortælling om Romeo og Julie, som ved et storslået maskebal forelsker sig hovedkulds i hinanden. Deres aftenmøde på en balkon i Verona er for længst gået over i historien som én af de mest berømte kærlighedsscener nogensinde. Men det er samtidig en umulig kærlighed, for deres to familier, Montague og Capulet, har i årevis ligget i uforsonlig fejde med hinanden. Men trods fjendskabet mellem de to mægtige slægter, kæmper de unge elskende for deres forbudte kærlighed, og kun døden kan skille dem ad.
Hele forestillingens stjernecast samt øvrige detaljer præsenteres i slutningen af september samtidig med, at der åbnes for salg og reservationer.
For yderligere information, kontakt undertegnede.
Med venlig hilsen
HAVE Kommunikation
Michael Feder, mobil: 22434942, mail: michael@have.dk
Fakta om ROMEO & JULIE – THE MUSICAL
Holdet bag:
- Medvirkende: Søren Torpegaard Lund som Romeo, Sara Viktoria Bjerregaard som Julie og mange flere.
- Producenter: HELE DANMARKS MUSICALTEATER (One & Only Musicals, Vejle Musikteater og Holstebro Teater
- Instruktør: Frede Gulbrandsen
- Scenograf: takis
- Kostumedesigner: Astrid Lynge Ottosen
- Koreograf: Silas Holst
- Executive Music Producer: Joakim Pedersen
- Lysdesigner: Ulrik Gad
- Lyddesigner: Tim Høyer
- Executive Producer: Jesper Winge Leisner
Website: www.romeoogjuliemusical.dk