Gå til indhold
Fra sit kontor kan borgmester Kasper Damsgaard se det ukrainske flag vaje i toppen af rådhusets flagstang. Foto: Lotte Olsen.
Fra sit kontor kan borgmester Kasper Damsgaard se det ukrainske flag vaje i toppen af rådhusets flagstang. Foto: Lotte Olsen.

Pressemeddelelse -

Glostrup har modtaget de første flygtninge fra Ukraine

Ruslands krig i Ukraine har foreløbigt drevet mere end 2,8 millioner mennesker på flugt. Endnu er det kun få ukrainske flygtninge, der er nået til Glostrup, men kommunen er parat til at hjælpe.

”Som menneske og som far er jeg dybt berørt af det, som Ukraines befolkning gennemlever i denne tid. Civile bliver slået ihjel, familier bliver flået fra hinanden og hjem bliver smadret i en helt igennem forfærdelig krig. Mange af de ukrainere, der kommer til Glostrup, vil sandsynligvis være mødre med børn, der har vinket farvel til deres mænd, som er blevet i Ukraine for at forsvare landet mod den russiske invasionshær. Helt almindelige familiefædre som mig selv – langt de fleste uden militærerfaring. Det er hjerteskærende, og vi skal naturligvis gøre vores bedste for at skabe så god en hverdag som muligt for de fordrevne ukrainere, der banker på vores dør,” siger Glostrups borgmester Kasper Damsgaard.

Flygtningene står i en helt ny og usikker situation i Danmark

Når flygtninge fra Ukraine kommer til Glostrup, vil der være en række forhold, som skal bringes på plads. Det sker gradvist, så flygtningene, der typisk er kvinder, børn og ældre, får tid og mulighed for at falde ned og tage sig af hinanden. Der skal naturligvis også tages hensyn til, at de både har været igennem voldsomme oplevelser og står i en helt ny og usikker situation i Danmark. Første skridt er et sted at bo, tjek af sundhedstilstand og etablering af en base for familiens liv. Herunder om de søger asyl i Danmark eller ser sig selv som midlertidige gæster. Dernæst skal forhold omkring børnepasning, skoletilbud, fritidstilbud og arbejde afklares.

De konkrete modeller vil dels være afhængige af ukrainernes behov, dels af antal, aldersfordeling og muligheder. Glostrup Kommunens forskellige afdelinger og institutioner tager sig af dette, efterhånden som ukrainerne falder til og er klar til en snak om deres fremtid.

Vil du gerne hjælpe som privatperson

Som medborger kan man især hjælpe med at introducere ukrainerne til det danske samfund, invitere familierne til at deltage i sociale aktiviteter og understøtte venskaber mellem danske og ukrainske børn. Ukrainere, som allerede er kommet til Glostrup, bedes kontakte Borgerservice på Glostrup Rådhus, hvis de har brug for hjælp.

Glostrup Kommune opfordrer til at kontakte en af vores nødhjælpsorganisationer, hvis man ønsker at støtte med penge, frivillige kræfter eller andre ressourcer. Kommunen har indgået en partnerskabsaftale med Røde Kors om de opgaver, der vil opstå i modtagelsen af de ukrainske flygtninge.

Foto: Lotte Olsen. Billedtekst: Fra sit kontor kan borgmester Kasper Damsgaard se det ukrainske flag vaje i toppen af rådhusets flagstang.

---

INFOBOKS 1 – Nødhjælpeorganisationer

Røde Kors: www.rodekors.dk, tlf. 35 25 92 00

Dansk Flygtningehjælp: drc.ngo/da, tlf. 33 73 50 00

---

INFOBOKS 2 – Borgerservice kontaktinfo

Borgerservice på Glostrup Rådhus, Rådhusparken 2.

Åbningstider:

Mandag og torsdag 9.30 - 17.00

Tirsdag og onsdag 9.30 - 14.00

Fredag 9.30 - 13.30

Telefontider (tlf. 4323 6100)

Mandag, tirsdag og onsdag 9.00 - 14.30

Torsdag 9.00 - 17.30

Fredag 9.00 - 14.00

---

INFOBOKS 3 – Glostrup Kommune støtter også Ukraine i gadebilledet

På Glostrup Rådhus bliver der flaget med det Ukrainske flag for at vise støtten til det ukrainske folk.

Det gamle vandtårn – Glostrups vartegn – er om aftenen iklædt blåt og gult lys. Farverne repræsenterer den blå himmel over Ukraines bølgende, gule kornmarker.


Glostrup Kommune er den københavnske vestegns naturlige centrum. Et stærkt og alsidigt foreningsliv er Glostrups bankende hjerte. Vi har et dynamisk erhvervsliv, og vi kan prale af at have næsten lige så mange arbejdspladser, som vi er borgere. Glostrup har en formidabel infrastruktur med gode tog- og busforbindelser og nem adgang til motorvej. Derudover får vi fire stationer på letbanens rute fra 2025. Glostrup er en veldrevet kommune med kun 15 minutters afstand til Københavns Rådhusplads.

Kontakt

Kasper Damsgaard

Kasper Damsgaard

Borgmester 2491 5805
Christian Mahrt

Christian Mahrt

Pressekontakt Chefkonsulent Presse og Kommunikation 6167 3025

Velkommen til Glostrup Kommune!

Glostrup Kommune er den københavnske vestegns naturlige centrum. Et stærkt og alsidigt foreningsliv er Glostrups bankende hjerte. Vi har et dynamisk erhvervsliv, og vi kan prale af at have næsten lige så mange arbejdspladser, som vi er borgere. Glostrup har en formidabel infrastruktur med gode tog- og busforbindelser og nem adgang til motorvej. Derudover får vi fire stationer på letbanens rute fra 2025. Glostrup er en veldrevet kommune med kun 15 minutters afstand til Københavns Rådhusplads.

Glostrup Kommune

Rådhusparken 2
2600 Glostrup
Danmark