Gå til indhold
Glostrups borgmester Kasper Damsgaard og Albertslunds borgmester Steen Christiansen underskriver partnerskabsaftalen med Væksthuset.
Glostrups borgmester Kasper Damsgaard og Albertslunds borgmester Steen Christiansen underskriver partnerskabsaftalen med Væksthuset.

Pressemeddelelse -

Albertslund og Glostrup går sammen om at styrke beskæftigelsesindsatsen

De to nabokommuner Albertslund og Glostrup er gået sammen i et nyt, dedikeret partnerskab med den erhvervsdrivende fond Væksthuset. Det 3-årige nytænkende innovationspartnerskab, der starter 1. august, skal bidrage til en styrket og mere virksomhedsrettet beskæftigelsesindsats. Aftalen blev underskrevet torsdag den 1. juni og betyder samtidig, at de to kommuner er på forkant med Reformkommissionens anbefalinger.

Både Albertslund og Glostrup Kommune har haft et ønske om at gøre deres beskæftigelsesindsats mere virksomhedsrettet med øget ressourcefokus på den enkelte borger. Derfor har de to kommuner nu indledt et samarbejde, som er mundet ud i et partnerskab med den erhvervsdrivende fond Væksthuset.

Et partnerskab til gavn for borgerne

Borgmester i Albertslund Kommune, Steen Christiansen (A), sætter ord på de to kommuners fælles tilgang til borgere, der har svært ved at få en fod ind på arbejdsmarkedet:

”I Albertslund er vi i gang med en positiv udvikling indenfor beskæftigelsen, og er særligt det seneste år lykkes med at få flere ledige i beskæftigelse og skabe plads til endnu flere i et arbejdsfællesskab, der også kan rumme ledige borgere med forskellige forudsætninger for at bidrage i det fællesskab. Vi tror nemlig grundlæggende på borgerens potentiale - at alle har noget de kan bidrage med og at der findes en plads til netop dét i et arbejdsfællesskab. Samtidig tror vi på, at virkeligheden virker, og at det er ude i virkeligheden, hvor mennesker mødes, at det bliver muligt at træne og styrke sine kompetencer. Men det er også her borgere kan erfare, at der findes muligheder og en plads til alle, når vi matcher borger og virksomhed én til én og tilpasser indsatsen til den enkelte. Vi er sikre på, at partnerskabet med Væksthuset vil understøtte den udvikling, så vi lykkes med at få endnu flere i beskæftigelse.”

Alle borgere vil som en del af aftalen blive mødt med en individuel tilrettelagt, aktiv beskæftigelsesindsats, hvor de inddrages i deres egen plan fra starten. Samtidig fokuseres på en hurtig placering i virksomheder med henblik på lønnede timer eller ordinært job.

For nogle borgere vil der være brug for indledende praktikker, med understøttende indsatser sideløbende, der sikrer, at der arbejdes hele vejen rundt om den enkelte og de barrierer, der kan stå i vejen for at finde sig til rette på en arbejdsplads. Her kan Væksthusets stærke faglige fundament, evidensbaserede metoder og brede vifte af tilbud sikre en vej ud i et arbejdsfællesskab for borgere uanset deres barrierer.

Et frugtbart samarbejde mellem de to kommuner

De to kommuners samarbejde om én ny leverandør til den beskæftigelsesrettede indsats har allerede fra den indledende fase vist sig at være positiv. Her har de to kommuner i fællesskab skullet beskrive det partnerskab og den virksomhedsrettede indsats, de ønsker fremover. Det har ført til en helt ny vej bundet op på nyeste viden og best practice på beskæftigelsesområdet, som nu skal vise sit værd og gavne en masse ledige. Borgmester i Glostrup Kommune, Kasper Damsgaard (A), sætter de her ord på:

”Vi har haft stor glæde af vores samarbejde med Albertslund i hele udbudsprocessen. Samtidigt flugter det nye partnerskab med Væksthuset godt med vores tankesæt og tro på det enkelte menneskes ressourcer samt med de indsatser, vi allerede er i gang med på beskæftigelsesområdet i Glostrup – hvor vi både har fokus på borgernes og arbejdsmarkedets behov. Vi vil gerne understøtte, at endnu flere får mulighed for at være en del af et arbejdsfællesskab. Vi har haft tradition for at arbejde sammen med rigtig mange leverandører på beskæftigelsesområdet, så vi kan godt se fordele i at samle det hos én leverandør for at højne kvaliteten i vores indsatser til borgerne. Samtidig har samarbejdet mellem Glostrup og Albertslund gjort det muligt at tiltrække store, kompetente aktører. Og nu indgår vi altså så et partnerskab med Væksthuset, som vi forventer os meget af.”

Partnerskabet flugter med den nye lovgivning fra marts 2023, der dikterer, at beskæftigelsesindsatsen fremover skal være virksomhedsrettet, såfremt en borger ikke er i uddannelse eller har lønnede timer.

Væksthuset er stolt af partnerskabet

Også i Væksthuset er de glade for partnerskabet, som de forventer sig meget af.

”Vi er stolte af, at Jobcenter Glostrup og Jobcenter Albertslund har valgt at samarbejde med Væksthuset. Et samarbejde, som bygger på en partnerskabsmodel. Vi glæder os til at samarbejde med to kommuner, der er i en rivende ambitiøs udvikling, skaber resultater og som skæver til forskningsbaseret beskæftigelsesfaglighed,” fortæller Anne Weber, forretningsdirektør i Væksthuset.

Med partnerskabet er begge kommuner på forkant med Reformkommissionens anbefalinger, der bl.a. peger på at alle borgere skal hjælpes til at opnå lønnede timer og at den enkelte borgers perspektiv systematisk skal inddrages i indsatsen. Dertil kommer, at kommunerne skal arbejde med veldokumenterede socialfaglige indsatser og løbende opkvalificere medarbejderne på området.

---

Kontakt

For yderligere information eller kommentar, så tag endelig fat i en af nedenstående:

Albertslund Kommune

Kommunikationsansvarlig, Janus Nissen, mob: 2253 7220.

Glostrup Kommune

Kommunikationsansvarlig, Christian Mahrt, mob: 6167 3025.

Væksthuset

Kommunikations- og pressechef Mette Bau, mob: 2338 7648.

Emner

Kategorier

Regions


Glostrup Kommune er den københavnske vestegns naturlige centrum. Et stærkt og alsidigt foreningsliv er Glostrups bankende hjerte. Vi har et dynamisk erhvervsliv, og vi kan prale af at have næsten lige så mange arbejdspladser, som vi er borgere. Glostrup har en formidabel infrastruktur med gode tog- og busforbindelser og nem adgang til motorvej. Derudover får vi fire stationer på letbanens rute fra 2025. Glostrup er en veldrevet kommune med kun 15 minutters afstand til Københavns Rådhusplads.

Kontakt

Christian Mahrt

Christian Mahrt

Pressekontakt Chefkonsulent Presse og Kommunikation 6167 3025
Kulturfestkoordinator

Kulturfestkoordinator

Pressekontakt Glostrup Kulturfest Glostrup Kulturfest

Velkommen til Glostrup Kommune!

Glostrup Kommune er den københavnske vestegns naturlige centrum. Et stærkt og alsidigt foreningsliv er Glostrups bankende hjerte. Vi har et dynamisk erhvervsliv, og vi kan prale af at have næsten lige så mange arbejdspladser, som vi er borgere. Glostrup har en formidabel infrastruktur med gode tog- og busforbindelser og nem adgang til motorvej. Derudover får vi fire stationer på letbanens rute fra 2025. Glostrup er en veldrevet kommune med kun 15 minutters afstand til Københavns Rådhusplads.

Glostrup Kommune

Rådhusparken 2
2600 Glostrup
Danmark