Gå til indhold
En glad budgetforligsgruppe samlet foran Glostrup Rådhus.
En glad budgetforligsgruppe samlet foran Glostrup Rådhus.

Pressemeddelelse -

Aftale om budgettet klar i Glostrup

Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti fastholder den toårige budgetaftale gældende for 2023 og 2024, og fra 2024 tilslutter Venstre sig forliget og er fuldgyldigt med i budgetaftalen.

Forligspartierne er enige om fortsat at sikre kernevelfærden og en økonomisk ansvarlig drift, og repræsenterer 17 ud af 19 medlemmer af kommunalbestyrelsen.

Borgmester Kasper Damsgaard (A) udtaler i den forbindelse: ”Jeg er meget tilfreds med, at vi har lavet et bredt forlig, som giver et trygt og stabilt fundament for borgerne og for alle kommunens medarbejdere i de kommende år. Vi er enige om at sikre velfærden og byudviklingen, og jeg er glad for, at vi nu ruller nogle af de tidligere års besparelser tilbage, som vi lovede borgerne sidste år. Den fælles aftale signalerer tydeligt, at vi står sammen om Glostrup, og jeg er meget glad for, at det politiske samarbejde fungerer så godt, at vi kan lave et fælles budget. Derfor også en stor tak til alle partier for en konstruktiv budgetdialog.”

I aftalen er der især fokus på en fælles prioritering af fire områder:

  • Børne- og ungeområdet med blandt andet minimumsnormeringer på dagtilbud og anlæg af to nye dagtilbud samt flere penge til skoleområdet, både almen- og specialområderne.
  • Kultur- idræts- og fritidsområdet med fastholdelse af fritidspasordning og rådgivning til ordningen, så alle børn får mulighed for at være med i foreningsfællesskaberne, investeringer i streetbasketbaner samt samarbejde om padeltennishal og samarbejdsaftaler.
  • Ældreområdet med blandt andet investeringer i normering, indkøb af bus til oplevelser ud af huset, og en masterplan til at imødekomme behovene hos en stigende gruppe af ældre borgere.
  • Byudvikling og klima hvor der nu er lagt faste rammer for realiseringen af helhedsplanen for byens udvikling med fx ny banegårdsplads, ungdomsboliger samt nye sti- og vejforbindelser. På klimafronten tilslutter Glostrup sig nu Klimaalliancen og prioriterer endnu flere grønne og bæredygtige løsninger.

Forligspartierne er samtidig enige om en række nødvendige effektiviseringer og besparelser bredt fordelt på de kommunale områder, så der samlet set er en holdbar økonomi.

Forligspartiernes gruppeformænd udtaler:

Søren Enemark (A): ”Glostrup er en kommune i vækst, og fra socialdemokraternes side har det været vigtigt at sikre, at det sker på en ansvarlig og ordentlig måde. Med plads til børn og unge, med gode rammer for fritidslivet og med en velfungerende infrastruktur. Vi har fokus på især børnene og de ældre, som er de grupper vi i fællesskab har et særligt ansvar for. For de ældre bliver der styrket demensfokus og bedre normeringer på ældrecentrene, ligesom vi går i gang med den samlede masterplan for at etablere flere moderne plejeboliger.”

Dan Kornbek Christiansen (C): ”På kultur-, idræts- og fritidsområdet har vi konservative bl.a. været med til at afsætte penge til, at vi i samarbejde med lokale ildsjæle og eksterne aktører kan påbegynde arbejdet med at etablere et nyt street-basket anlæg samt en indendørs padeltennishal. Derudover har vi afsat penge til, at vi kan styrke og udbygge muligheden for eksternt samarbejde f.eks. med DGI, til gavn for vores foreninger,

frivillige og aktive, og så fordobler vi det økonomiske tilskud til den årlige afholdelse af Sankt Hans i Byparken. Så nu får vi meget mere gang i Glostrup, og det er jeg som 1. viceborgmester og konservativ gruppeformand rigtig glad for.”

Piet Papageorge (V): ”Jeg er stolt af, at Venstre efter 2 år i kulden igen er med i budgetforliget. For os er det essentielt, at budgettet er i balance på den lange bane. Af Venstre-aftryk ønsker jeg at fremhæve”:

  • En reduktion af de voldsomme takststigninger, som administrationen tiltænkte børnefamilierne.
  • At julelyset igen tændes i december og gadelyset i 2024, så vores by igen bliver hyggelig og tryg.
  • En styrket inddragende proces af både Svømmeklubben og kunstforeningen, når biblioteket uundgåeligt skal flyttes til Fritidscenteret.
  • Endeligt er jeg glad for, at forligskredsen er enige om at tilføre skoleområdet yderligere midler, ligesom vi er enige om at kompensere skolen krone-for-krone, såfremt resultatet af skolestrukturdebatten medfører øgede omkostninger.

Alt i alt er jeg rigtig godt tilfreds med resultatet”.

Emilie Borch Sloth (B): ”Som Radikal i Glostrup er jeg stolt over, at vi med budgetforliget fokuserer på og tager ansvaret for en bæredygtig fremtid gennem særligt tre centrale initiativer. Vi udvider daginstitutionskapaciteten med to nye tilbud for at sikre nære og moderne institutionspladser til børnefamilierne. Med den omfattende masterplan for plejeboliger - med både nye og renoverede boliger - adresserer vi vores fremtidige ældrebehov. Og endelig prioriterer vi klima og bæredygtighed i samarbejde med Klimaalliancen Gate 21 og et stærkere Grønt Råd. Denne aftale fremtidssikrer Glostrup med fokus på børns og ældres trivsel samt den grønne omstilling.”

Henrik Lund (F): ” Kommuner og regioner er presset på pengekasser og budgetter, og det gælder også i Glostrup. Vi tog en stor reduktion i driften sidste år, og kombineret med skatteforhøjelsen, som i 2024 giver kommunen ”ekstra” 26 millioner kroner, betyder det, at vi i 2024 slipper for de helt store besparelser. Men vi har været nødt til at omfordele kommunens driftsmidler, og derfor vil nogle opleve at få lidt ekstra og flere lidt mindre, og nogle vil opleve højere brugerbetaling. Det er en buket af både tidsler og roser, men til gengæld har vi fået en bred aftale, som kan give ro om de kommendes års forhandlinger om især byudvikling og folkeskolen, hvilket jeg hilser velkomment. Lidt økonomisk kedeligt budgetforlig, men godt for samarbejdet i årene der kommer.”

Alt i alt vurderer forligspartierne, at der er lavet en samlet aftale, som tager hensyn til den aktuelle økonomiske situation, og som samtidig har fokus på at sikre byens fortsatte udvikling og kernevelfærden nu og i fremtiden.

Hvis det i de kommende uger viser sig, at kommunerne samlet set ikke kan overholde de aftalte rammer, har forligspartierne forpligtet sig til igen at sætte sig sammen og drøfte det aftalte budgetforlig. Det samme vil ske, hvis høringen om budgetaftalen giver anledning til ændringer.

Budgetaftalen og aftaleteksterne kan findes under www.glostrup.dk/budgetproces

---

For yderligere oplysninger fra budgetforligsgruppen

Borgmester Kasper Damsgaard, tlf. 2491 5805

Søren Enemark, tlf. 2448 8314

Dan Kornbek Christiansen, tlf. 2449 5306

Piet Papageorge, tlf. 2878 1234

Emilie Borch Sloth, tlf. 2041 0758

Henrik Lund, tlf. 2040 5387

Emner

Kategorier

Regions


Glostrup Kommune er den københavnske vestegns naturlige centrum. Et stærkt og alsidigt foreningsliv er Glostrups bankende hjerte. Vi har et dynamisk erhvervsliv, og vi kan prale af at have næsten lige så mange arbejdspladser, som vi er borgere. Glostrup har en formidabel infrastruktur med gode tog- og busforbindelser og nem adgang til motorvej. Derudover får vi fire stationer på letbanens rute fra 2025. Glostrup er en veldrevet kommune med kun 15 minutters afstand til Københavns Rådhusplads.

Kontakt

Christian Mahrt

Christian Mahrt

Pressekontakt Chefkonsulent Presse og Kommunikation 6167 3025
Kulturfestkoordinator

Kulturfestkoordinator

Pressekontakt Glostrup Kulturfest Glostrup Kulturfest

Velkommen til Glostrup Kommune!

Glostrup Kommune er den københavnske vestegns naturlige centrum. Et stærkt og alsidigt foreningsliv er Glostrups bankende hjerte. Vi har et dynamisk erhvervsliv, og vi kan prale af at have næsten lige så mange arbejdspladser, som vi er borgere. Glostrup har en formidabel infrastruktur med gode tog- og busforbindelser og nem adgang til motorvej. Derudover får vi fire stationer på letbanens rute fra 2025. Glostrup er en veldrevet kommune med kun 15 minutters afstand til Københavns Rådhusplads.

Glostrup Kommune

Rådhusparken 2
2600 Glostrup
Danmark