Pressemeddelelse -
De urørlige
De urørlige er en hjertevarm komedie om et usædvanligt venskab mellem to mennesker i deres søgen efter frihed. Forestillingen skildrer relationen mellem Philippe og Driss, der – trods deres meget forskellige baggrunde – deler følelsen af at stå udenfor samfundet. Forestillingen er en dramatisering af filmen af samme navn, som er baseret på en sand historie og anses som en af verdens bedste feel-good komedier.
De urørlige (2015) bygger på den selvbiografiske roman Tu as changé ma vie (2012) af Abdel Sellou, der i bogen beskriver sin tid som hjælper for den franske aristokrat Philippe Pozzo di Borgo. Filmens varme og opløftende skildring af venskab og menneskelig forbindelse, blev på kort tid den mest sete franske film på verdensplan nogensinde.
Nu kan publikum opleve den rørende komedie i nye rammer på teaterscenen, instrueret og dramatiseret af Kim Bjarke. De urørlige har københavnerpremiere den 29. marts 2025 på Folketeatrets Store Scene.
Om forestillingen
Philippe er mangemillionær, bor i Paris’ fineste kvarter og efter en alvorlig ulykke er han lam fra halsen og ned. Driss er arbejdsløs, småkriminel og bor i en forstadsghetto. Da Philippe vil ansætte en ny hjælper, søger Driss – der helst vil forblive på kontanthjælp - modvilligt jobbet og forventer at få et rungende nej, som han er vant til. Men Philippe, der savner forandring i hverdagen, overrumples af Driss’ humor og energi og beslutter sig for at ansætte ham. I mødet mellem de to meget forskellige mænd vokser et uventet og enestående venskab frem, og med humoren som grundtone i deres samspil giver de hinanden et skub fremad i livet.
Holdet bag & på scenen
Publikum kan se frem til at opleve Preben Kristensen og Arian Kashef som det umage makkerpar Phillippe og Driss. Preben Kristensen er en alsidig skuespiller og sanger, kendt for sit imponerende karakterskuespil og vokale talent. I 2019 modtog han Lauritzen Prisen for bedste mandlige skuespiller. Han har haft stor succes på teaterscenen og har medvirket i flere af Folketeatrets forestillinger, heriblandt dramaet Peer Gynt (2018), Natten er dagens mor (2020) og Fra regnormenes liv (2022). Udover sit virke som teaterskuespiller er han også kendt som medlem af den populære komikertrio Linie 3 og har medvirket i flere spillefilm, herunder Dronningen (2019).
I rollen som den charmerende Driss ses Arian Kashef som fik sit gennembrud i DR-serien Når støvet har lagt sig (2020), der førte til en nominering som Årets Skuespiller i en TV-dramaserie ved SVEND-prisen 2020. Siden har han blandt andet medvirket i Shorta (2020), Kastanjemanden (2021) og Meter i sekundet (2023). På teaterscenen har Arian Kashef medvirket i Kejserens nye klæder (2016), Lyden af de skuldre vi står på (2018), Cirkus Summarum (2021), Erasmus Montanus(2023) og senest filmen Hele Vejen(2025), som udkommer i begyndelsen af det nye år.
Herudover kan publikum se frem til at opleve Jeanette Binderup-Schultz, Jacob Weble, Jesper Riefensthal og Amanda Radeljak på scenen.
Forestillingen instrueres af Kim Bjarke, som også står bag dramatiseringen. Kim Bjarke har iscenesat klassikere som Kaj Munks Egelykke (2000) og Holbergs Jean De France (2001) på Det Kongelige Teater. Han har især lagt sine kræfter i og gjort sig gældende inden for den moderne, fantasifyldte realisme med forestillinger som Nikoline Werdelins Liebhaverne(1997), Erling Jepsens Snefnugget og øjeæblet (1999) og instruerede senest The Humans (2022) samt Lægen (2023) på Folketeatret. Camilla Bjørnvad står bag scenografien.
Se spilletider og læs mere om De urørlige på folketeatret.dk
Billetter kan købes på folketearet.dk samt teaterbilletter.dk.
FAKTA OM DE URØRLIGE
Premiere: Den 29. marts 2025
Spilleperiode: 29. marts - 4. maj 2025, Store Scene Nørregade
Originaltitel: Intouchables
Filmmanuskript: Olivier Nakache og Éric Toledano
Dramatisering og instruktion: Kim Bjarke
Scenografi og kostumer: Camilla Bjørnvad
Koreografisk assistance: Jeanette Binderup-Schultz
Medvirkende: Preben Kristensen, Arian Kashef, Jeanette Binderup-Schultz, Troels Malling/Jacob Weble, Jesper Riefensthal og Amanda Radeljak
Emner
Kategorier
Folketeatret - teater til alle
Folketeatret er hele Danmarks teater. I København huserer vi i Nørregade, hvor Folketeatret, Danmarks ældste folkelige teater ligger. Vi spiller teater på scenerne i Nørregade, og vi tager på turne rundt i hele Danmark. Her spiller vi på både små og store scener for publikum i alle aldre. Folketeatret er derfor teater til alle - også geografisk.
Vidste du, at den legendariske sportskage fra La Glace er navngivet efter skuespillet "Sportsmænd", som blev opført på Folketeatret i 1891?
Vidste du, at Folketeatret har et spøgelse? Sofus hedder han. Han hængte sig i et snoretræk på Store Scene på grund af ulykkelig kærlighed til en af tidens store skuespillerinder.
Vidste du, at Ove Sprogøe debuterede på Folketeatret i rollen som Nicolaj i "Nøddebo Præstegaard" i 1945? Han spillede denne rolle i årene 1945-60. Ove Sprogøe var tilknyttet Folketeatret helt frem til 1994.