Nyhed -
Fra madspild til måltid - Tingbjerg menighedsråd synger madglæden ind
Interview med Dorrit Nødlund Olsen
- frivillig i fødevareBanken
”For mig handler det om at yde et stykke arbejde, som er umiddelbart meningsfyldt både for mig, og for samfundet,” siger Dorrit Nødlund Olsen, frivillig navigatør hos fødevareBanken.
Dorrit var i mange år skolelærer på Sankt Annæ, hvor hun underviste i dansk og havde at gøre med problemramte børn: ”Jeg har haft at gøre med børn med og i problemer. Altså børn der har haft brug for noget ekstra kontakt og samtaler,” fortæller hun.
Da Dorrit forlod lærerfaget og sidste år gik på efterløn, tog hun dog glæden ved det sociale arbejde med sig. Det var vigtigt for hende at kunne bruge sin tid på meningsfyldt arbejde, som var bæredygtigt hele vejen rundt. Og det har hun fundet i sit arbejde som frivillig navigatør hos fødevareBanken.
”Da jeg gik på efterløn, vidste jeg med mig selv, at hele mit efterløns-liv ikke skulle gå med at luge ukrudt i haven og gøre rent og sådan - der skulle ske noget andet! Og så synes jeg, at det her arbejde giver mening for mig selv, og det giver mening rent socialt.”
Dorrit fortæller også, at det der lokkede hende til det frivillige arbejde i fødevareBanken, var konceptet om bæredygtighed og forbindelsen mellem madspild og de socialt udsatte. Som hun selv siger: ”Man kan ikke kun tænke på den ene ting, man er nødt til at have flere perspektiver med ind i billedet.”
”De er afhængige af os”
I sit arbejde som frivillig navigatør har Dorrit glæde af at se, hvordan Fødevarebankens indsats både mindsker madspild betydeligt, og samtidig hjælper mennesker i nød. Specielt ét sted har en særlig plads i hendes hjerte. Ude i Tingbjerg ligger Tingbjerg Menighedpleje. Dorrit fortæller, at deres samarbejde med fødevareBanken startede op cirka samtidig med at hende og hendes makker startede på deres rute, så de er ligesom ”vokset op sammen.” Dorrit og hendes makker bringer mad ud til Menighedplejen hver torsdag, som om fredagen omdannes til en lækker buffet - en buffet som for øjeblikket bespiser omkring 60 brugere - og taknemmeligheden er ikke til at tage fejl af.
”De er simpelthen så glade når vi kommer. De laver kaffe og kage til os, og vi er jo bare som en familie efterhånden. Det er så hyggeligt,” fortæller Dorrit med et smil på læben.
”For et par uger siden var vi så uheldige at kølebilen røg på værksted, så vi kunne ikke have så mange madvarer med ud til Tingbjerg Menighedsråd. Så da vi kom derud og egentlig ikke havde ret meget at byde på, var de helt fortvivlede, og var bange for om de skulle aflyse buffeten dagen efter. Heldigvis var en anden kølebil i mellemtiden blevet klar, så vi tog tilbage på fødevareBankens lager og hentede endnu en forsyning varer. Da vi kom tilbage, blev vi mødt med kæmpe krammere og glædestrålende ansigter. Så vi reddede deres dag!”
Tingbjerg Meninghedsråd er blot et af mange væresteder, som er afhængige af Fødevarebankens hjælp for at kunne bespise deres brugere. Og taknemmeligheden er ikke til at tage fejl af.
”De har lavet en sang om fødevareBanken, som de sang for os, og de har inviteret os til at spise med en dag derude. Det er så berigende at kunne følge med i, hvilken betydning det har for dem, at vi kommer ud med mad til dem,” smiler Dorrit.
Donationer bliver til kølebiler
Dorrit fortæller, at der er flere måder at støtte fødevareBankens arbejde på:
”Altså man kan altid ”like os” og dele vores budskaber på de sociale medier, hvilket mange af os gør,” siger Dorrit. ”Hvis der kommer flere donationer, så betyder det at vi kan få råd til flere kølebiler. Det vil gøre, at vi kan hente mad flere steder og komme ud med det til endnu flere,” fortæller Dorrit. Kølebiler er nødvendige for, at vi kan sikre fødevaresikker transport.
Alle kan købe en folkeaktie til 100 kr. i fødevareBanken - derved er man med til at finansiere en ny kølebil.
Skrevet af Christine Kammerer
Emner
- Erhverv
Kategorier
- fødevarer
- frivillige
- måltid
- logo
- dorrit nødlund olsen
- navigatør
- fødevarebanken
- fødevaresikkerhed
- kølebiler
- transport
- donation
- sociale medier
- tingbjerg menighedsråd
- madspild
- spild
- efterløn
- socialt udsatte
- bæredygtighed