Pressemeddelelse -
Fordobling i salg af autocampere: Flere vil have friheden
Salget af autocampere er langt over fordoblet de seneste to år, og flere er på venteliste til at få fingrene i en ny. Det stiller nye krav til campingpladserne, der har haft dobbelt så mange besøgende i autocamper denne sommer.
Salget af autocampere er steget hele 122 procent de seneste to år ifølge tal fra Danmarks Statistik, og sommeren i år har budt på en fordobling i antallet af overnatninger i autocampere i juli måned sammenlignet med samme tidspunkt sidste år hos Dansk Camping Union.
– Vi ser en stor stigning i antallet af gæster i autocampere. Generelt er campinglivet blomstret de senere år, men autocamperens popularitet er ikke til at komme udenom, og det er vi ved at indrette campingpladserne bedre til, siger Anne-Vibeke Isaksen, der er landsformand for Dansk Camping Union og i øvrig selv kører i autocamper.
Fuld frihed fra en halv million
De populære autocampere koster typisk fra en halv million kroner, som brugtvogne, og opefter. En investering, der giver stor frihed, mener ægteparret Leila og Ole Andersen, der begge er efterlønnere på henholdsvis 67 og 65 år og købte sig en autocamper for små 1,2 millioner kroner i foråret.
De har solgt deres hus og lever som nomader med en campingvogn, som en del af tiden står på DCU-Camping København Absalon, og i den nye autocamper.
– Vi har solgt alt, hvad vi ejer og har, og lever nu i campingvognen og autocamperen. Vi blev kaldt ’modige’ af vores venner, som sagde, at vi skulle prøve at leje en autocamper, før vi købte en. Men vi kender alt til campinglivet, som vi har været en del af i fyrre år, siger Leila Andersen.
Lige siden bryllupsrejsen har parret camperet flittigt. Det foregik nemlig i et telt, der senere blev til et større telt, og i 1985 den første campingvogn, der blot var tre en halv meter lang. Over sommeren har de været afsted på de første ture i autocamperen i Danmark, og planerne for fremtiden byder på ture til både Sverige og Østrig:
– Vi elsker det her liv, og med en autocamper er det kun blevet endnu bedre og mere frit. Vi bestemmer os for, hvor vi vil hen, og så kører vi bare, tilføjer Leila Andersen.
Må overnatte næsten overalt
I en autocamper er det tilladt at raste på mange forskellige mindre pladser, men det er ikke tilladt at slå lejr. I praksis betyder det, at man kan parkere camperen og tage en lur, men at man ikke må rulle markisen ud eller tage havestole, eller køkkengrej frem og lave en decideret lejr. Campingpladser er derfor også på menuen blandt mange af dem, der kører autocamper.
– En autocamper kræver ikke særlige forhold på en campingplads i tørt vejr, men der skal være bedre befæstning, der hvor den skal parkeres, fordi den er væsentligt tungere end de fleste campingvogne. Flere steder har vi de såkaldte quickstops, hvor man kan holde uden for selve campingpladsen til en lavere pris. Det er for eksempel noget, vi ser på at udvide for at imødekomme de mange autocampere, tilføjer Anne-Vibeke Isaksen.
Der er desuden omkring 200 af de såkaldte stellplätze i Danmark, beregnet til autocampere, hvor man for få kroner eller ganske gratis kan holde og overnatte. Dertil kommer omtrent 450 campingpladser i hele landet, hvoraf Dansk Camping Union ejer 20 og samarbejder med cirka 100 fordelspladser samt Pintrip, som er en oplevelsesguide for autocamperentusiaster, der byder på 300 værter i Danmark.
Related links
Emner
Kategorier
Dansk Camping Union (DCU) er en interesseorganisation, der varetager danske campisters interesser og optræder som bindeled mellem danske campister og campingbranchen. DCU driver 20 campingpladser i Danmark – fra Nordjylland til grænselandet over Fyn og Sjælland til Bornholm. Læs mere på www.dcu.dk