Pressemeddelelse -
Debat: Rekordmange bilskader kræver nytænkning i skadesbehandlingen
Antallet af bilskader i Danmark er steget over 20 procent de seneste fem år. For at mindske ressourceforbrug bør autobranchen gentænke processerne og prioritere reparation frem for udskiftning.
Af Bo Lykke, Carbucks
2024 bød på historisk mange bilskader i Danmark. Antallet af takserede bilskader nåede 444.457 ifølge brancheorganisationen F&P, og det er en stigning på over 20 procent på fem år. Udviklingen stiller autobranchen over for et vigtigt spørgsmål: Hvordan kan vi optimere skadesbehandlingen og reducere ressourceforbruget?
Det er en central udfordring, at det ofte bedre kan betale sig for værksteder at udskifte autodele frem for at reparere dem. Reservedelsleverandører tilbyder incitamenter i form af kickbacks, hvor værksteder får rabatter, jo flere dele de køber. Det gør det økonomisk fordelagtigt at skifte dele ud i stedet for at reparere dem. Samtidig har de seneste års inflationen drevet prisen på reservedele og reparationer op.
For forbrugerne vejer prisen som regel tungest. Vi kender tendensen fra dagligvarehandlen, hvor økologiske varer ofte fravælges til fordel for billigere alternativer. Derfor skal branchen finde nye løsninger til skadesbehandling af biler, der kombinerer økonomiske besparelser med en reduktion i ressourceforbruget.
Besparelse på flere fronter
Hos Carbucks har vi erfaret, at økonomi og ressourcebesparelse kan gå hånd i hånd i skadesbehandlingen, hvis processerne gentænkes. En nøgletilgang er at samle mekanisk arbejde, pladearbejde og malerarbejde på ét sted. Traditionelt bliver biler skilt ad og sendt til forskellige værksteder, men det skaber unødvendig transport og ventetid.
Ved at reparere alt fra buler til lakskader under samme tag kan behandlingstiden reduceres fra flere dage til blot få timer. Det minimerer også transportbehovet og eliminerer koldtid – den ventetid, hvor bildele ligger til afhentning eller reparation. Det kan fjerne behovet for lånebiler og således spare yderligere ressourcer.
Derudover kan traditionelle sprøjtekabiner, der bruger gas til opvarmning, erstattes af elbaserede alternativer, hvor kun de nødvendige områder opvarmes. Ifølge interne målinger reducerer det det samlede energiforbrug betydeligt.
Forebyggelse som en del af løsningen
Optimering af skadesbehandling er kun en del af løsningen. Branchen bør også fokusere på at reducere skaderne i første omgang. Avancerede førerassistentsystemer (ADAS) kan forhindre uheld, mens bedre oplysning om sikker kørsel kan mindske antallet af skader. Ved at kombinere forebyggelse med smartere skadesbehandling, kan autobranchen tage et vigtigt skridt mod en mere ressourceeffektiv fremtid.