Gå til indhold
Partnerne i ACOMAR-projektet på scenen for at modtage prisen for Årets Innovationsprojekt i @Energy Cluster Denmark
Partnerne i ACOMAR-projektet på scenen for at modtage prisen for Årets Innovationsprojekt i @Energy Cluster Denmark

Pressemeddelelse -

Undervandsrobot vinder Årets Innovationsprojekt 2024

Partnere på tværs af energisektoren har skabt en ny undervandsrobot, som kan spare offshore-industrien for millioner af kroner. ACOMAR-robotten høster nu også prisen som Årets Innovationsprojekt i Energy Cluster Denmark.

Det er på mange måder en passende vinder af Energy Cluster Denmarks innovationspris 2024, som medlemmerne af energiklyngen netop har kåret.

ACOMAR er en robot, som kan fjerne muslinger og andre marine begroninger fra konstruktioner offshore, hvilket både sparer tid og penge, reducerer miljøbelastningen og mindsker risici.

Samtidig er den et projekt, som er født af den danske innovationsmodel med virksomheder, universiteter og klyngeorganisationen, som i fællesskab løser en konkret udfordring.

”ACOMAR er et skoleeksempel på, at vi med efterspurgt innovation, drevet frem af kloge og innovative virksomheder og erhvervsfremmende støttekroner, kan gøre en reel forskel og skabe resultater, som kan måles,” siger Glenda Napier, CEO i Energy Cluster Denmark:

”Lige nu bruger energivirksomheder hvert år et trecifret millionbeløb på at fjerne marine begroninger – alene i Nordsøen. ACOMAR-robotten vil reducere omkostningerne ved marin afrensning med 30-40 procent, og dermed gøre den samlede pris på grøn energiproduktion væsentligt billigere,” siger hun.

En universalløsning
ACOMAR-projektet har vundet prisen som Årets Innovationsprojekt efter en afstemning blandt alle medlemmer i Energy Cluster Denmark. Partnerne har modtaget prisen på energiklyngens årsmøde i København, og er både et eksempel på, hvordan tværgående industrielle partnerskaber kan løse konkrete udfordringer for sektoren, og at samarbejde i innovationsprojekter er udviklende.

Fx for virksomheden SubC Partner, som trods et udgangspunkt med projektinnovation i tæt samarbejde med kunderne gennem projektet kunne nå ’et spadestik dybere’, som CEO Tonny Klein formulerer det:

”Dels bød vi ind med en universalløsning på en generel problematik på tværs af vind og olie/gas, hvilket var unikt for os, og dels havde vi i projektet længere tid, så vi kom den tak videre,” siger han:

”Projektet er et eksempel på, hvordan universitet og erhvervslivet kan gå i symbiose. Vi har fået et styrket samarbejde med universitetet og har to ph.d.er, som er ved os i et halvt år – det har vi ikke prøvet før. Samtidig er der udviklet en decideret undervandsafdeling på Aalborg Universitet som følge af projektet, og det er af stor betydning for SubC Partner, når vi skal finde kvalificerede medarbejdere fremadrettet,” siger Tonny Klein.

Undervisningsmateriale og ny forskergruppe
Den tætte kobling til industrien er en hjørnesten i den problembaserede læringsform, universitet arbejder med. Det siger lektor Jesper Liniger, der også har været en del af ACOMAR:

”Vi ønsker at bidrage til at løse en industriel, virkelighedsnær udfordring gennem anvendt forskning. I ACOMAR-projektet har vi benyttet kendt sensorteknologi og kendte algoritmer, som er sammensat på en ny, innovativ måde. Det er en optimal case for os,” siger han.

Udover at agere undervisningsmateriale for 20-25 studerende har ACOMAR-projektet skabt en forskningsgruppe på området, som begynder at kunne gøre sig internationalt:

”Muligheden for at kunne arbejde med rigtige data og konkrete problemstillinger har betydet, at vi i dag har opbygget en forskergruppe på syv personer, som udelukkende arbejder med undervandsrobotter. Det er direkte affødt af projektet og af industriens efterspørgsel,” siger Jesper Liniger.

Løftet vidensniveau
For Sihm Højtryk har projektdeltagelsen været udviklende og lærerig:

”Det har helt klart løftet vores vidensniveau som virksomhed at være med. Og ændret mentaliteten. Vi har altid været gode til at sige ja til udfordringer; nu siger vi også ja til nogle af de større,” siger indehaver Frank Sihm:

”Vi plejer ikke at have en dagligdag sammen med universiteter. Nu er det noget, vi ser muligheder i, og vi har fx drøftet andre projekter med DTU. Vi har også ansat en ingeniør mere i virksomheden for at kunne følge med på de opgaver og udfordringer, vi får,” siger han.

Citat:

”Jeg havde ikke selv forestillet mig det slutprodukt, da vi begyndte: En ROV, der selv kan genkende begroninger og afrense automatisk. Vi er stolte af at have en aktie i den innovation, som har ført fra ide til produkt.”

Frank Sihm, indehaver, Sihm Højtryk

Partnere:

  • SubC Partner
  • Sihm Højtryk
  • Mati2ilt
  • Siemens
  • TOTAL E&P Danmark A/S
  • Aalborg Universitet
  • EIVA
  • ECD
  • ACOMAR er støttet af Det Energiteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprogram.

FAKTA: Samarbejde mod begroninger offshore
Når marine begroninger, muslinger og rurer sætter sig på konstruktioner offshore, så øger det belastningen fra bølgerne, hvilket udtrætter materialet – uanset om det er havmøllefundamenter eller olie- gasinstallationer.

Derfor skal man enten manuelt fjerne begroningerne, hvilket er dyrt og risikobetonet, eller man skal overdimensionere konstruktionerne, hvilket øger omkostningerne.

Det var afsættet for det, der blev kaldt et ”…nyt banebrydende samarbejde”, da partnere fra offshore vind og olie/gas i 2017 på et hackaton i Energy Cluster Denmark tog de første skridt til at udvikle et koncept til inspektion og bekæmpelse af marinebegroning.

Siden har samarbejdet udviklet sig til EU's Regionalfondsprojektet Marine Growth, som igen førte til yderligere udvikling i ACOMAR med støtte fra EUDP.

Emner

Kategorier

Regions


Sammen gør vi Danmark til grøn førernation for innovative og globale energiløsninger.

Kontakt

Jonas Nørholm Larsen

Jonas Nørholm Larsen

Pressekontakt Communication Manager Kommunikation +45 2122 4304

Energy Cluster Denmark

Energy Cluster Denmark er Danmarks klyngeorganisation for den samlede energisektor. Vi bidrager til, at danske virksomheder udvikler ny innovation og teknologiske energiløsninger, som verden efterspørger.

Energy Cluster Denmark

Niels Jernes Vej 14
9220 Aalborg Øst
Danmark