Gå til indhold
Jesper Frost Rasmussen, borgmester i Esbjerg Kommune, skærer det første stykke stål til MOSS-anlægget.
Jesper Frost Rasmussen, borgmester i Esbjerg Kommune, skærer det første stykke stål til MOSS-anlægget.

Pressemeddelelse -

Grøn strøm sendes på lager hos Semco Maritime

Hyme Energy påbegynder i dag installationen af et nyt energilager baseret på smeltet salt. Det sker i samarbejde med en række projektpartnere og Semco Maritime, der skal huse anlægget i Esbjerg.

“Så går vi til stålet”.

Esbjergs borgmester, Jesper Frost Rasmussen, har netop skåret det første rørstykke ud til et nyt energilager, der i efteråret 2023 skal bygges i en lagerhal hos Semco Maritime på havnen i Esbjerg.

Den stålsatte ceremoni kendes som first steel cut og er for energisektoren, hvad første spadestik er for byggeriet.

”Som Nordeuropas energimetropol er det godt at se nye, innovative projekter til fremtidens energisystem i Esbjerg – og det er salt-energilageret et konkret eksempel på. For at nå i mål med den grønne omstilling skal vi være i stand til at gemme den vedvarende energi over tid, hvilket både kan gavne klimaet og vores virksomheder, der skal levere energiteknologiske løsninger til det globale marked,” siger Jesper Frost Rasmussen.

Grøn strøm i afløbsrens
Det nye energilager bygges som et demonstrationsanlæg og skal gemme grøn strøm fra vindmøller i smeltet hydroxidsalt – også kendt som afløbsrens. Energilageret udvikles i et innovativt samarbejde mellem en række partnere i et projekt, der er støttet af Det Energiteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprogram (EUDP).

En af partnerne er Hyme Energy, der har udviklet teknologien til energilageret.

"Anlægget til energilagring i Esbjerg er en milepæl for Hyme og en kulmination på flere års arbejde med at modne teknologien. Jeg er stolt af at vi kan samarbejde med etablerede spillere i industrien for at demonstrere vores teknologi. Der er stor interesse for vores energilagringsløsning i industrien og forsyningsbranchen, og det er kritisk, at vi kommer hurtigt ud på markedet. Verden og klimaet kan ikke vente,” siger Ask Emil Løvschall-Jensen, CEO og medstifter af Hyme Energy.

Partnerne i innovationsprojektet, der har fået titlen Molten Salt Storage – MOSS, er Alfa Laval Aalborg, KIRT X THOMSEN, SULZER, Seaborg, Aalborg Universitet, Energy Cluster Denmark, Hyme Energy og DIN Forsyning fra Esbjerg.

Semco Maritime skal gemme den grønne strøm
Partnerne i projektet indgik i foråret 2023 et samarbejde med Semco Maritime, der skal hjælpe projektet på vej med en række leverancer. Det gælder blandt andet samarbejde om design, opførslen af anlægget, og implementering af kontrolsystemet.

Semco Maritime skal også huse demonstrationsanlægget, der på sigt kan blive et nyt forretningsben for virksomheden.

”Vi er glade for det gode samarbejde med Hyme Energy og partnerne i det banebrydende MOSS-projekt, som kan gøre en stor forskel i den grønne energiomstilling og nu for alvor tager fart her i Esbjerg. For Semco Maritime er projektet en hjørnesten i vores Sustainable Growth-strategi og en fantastisk anledning til at bringe vores teknologiske know-how fra årtiers olie- og gaserfaringer i spil i den grønne omstillings tjeneste,” siger Anders Benfeldt, Senior Vice President i Semco Maritime.

Fakta
Molten Salt Storage (MOSS) er støttet af Det Energiteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprogram (EUDP) med 13,2 mio. kroner. Det samlede budget er på 24,7 mio. kroner.

I innovationsprojektet vil partnerne udvikle og opføre det første termiske energilager i MW-skala i verden. På sigt vil et kommercielt anlæg kunne opbevare grøn strøm i op til 700 grader smeltet hydroxidsalt i GWh-skala.

Teknologien vil spille en væsentlig rolle i energiomstillingen ved at gøre det muligt for industrien og forsyningsselskaber at erstatte fossile brændsler med grøn strøm til varme og dampproduktion. Varmeforbrug svarer til halvdelen af det globale energiforbrug og udgør 40 % af de globale CO2-udledninger. I forlængelse af arbejdet med demonstrationsanlægget i Esbjerg er det planen at kommercialisere løsningen i 2026.

Projektet begyndte i 2022 og forventes afsluttet i 2024.

Spørgsmål om MOSS-projektet?

Hyme Energy: Karine Blandel, Senior Business Developer, +45 51 52 21 90

Semco Maritime: Anders Benfeldt, Senior Vice President, +45 40 13 80 97

Energy Cluster Denmark: Jonas Nørholm Larsen, Senior Communications Manager, +45 21 22 43 04

Emner

Kategorier

Regions


Sammen gør vi Danmark til grøn førernation for innovative og globale energiløsninger.

Kontakt

Sune Falther

Sune Falther

Pressekontakt Press Contact Kommunikation +45 6160 0180
Jonas Nørholm Larsen

Jonas Nørholm Larsen

Pressekontakt Communication Manager Kommunikation +45 2122 4304

Energy Cluster Denmark

Energy Cluster Denmark er Danmarks klyngeorganisation for den samlede energisektor. Vi bidrager til, at danske virksomheder udvikler ny innovation og teknologiske energiløsninger, som verden efterspørger.

Energy Cluster Denmark

Niels Jernes Vej 14
9220 Aalborg Øst
Danmark