Gå til indhold
COWI giver topkarakter til Energy Cluster Denmark

Pressemeddelelse -

COWI giver topkarakter til Energy Cluster Denmark

I en ny større afsluttende evaluering får Energy Cluster Denmarks innovationsmodel topkarakter fra COWI for at etablere og gennemføre mange samarbejder mellem knap 50 små og mellemstore virksomheder og videninstitutioner i hele Danmark.

Topkarakteren skyldes især den unikke tilgang, som Energy Cluster Denmark anvender i sine innovations- og udviklingsprojekter, nemlig fokus på at skabe reel innovation og nye teknologiske løsninger med virksomhedernes behov og udfordringer i centrum:

”Det er unikt, at innovations- og udviklingsprojekterne på alle parametre er drevet af en efterspørgsel. Idéerne opstår i branchen og knytter sig til et konkret udviklingsbehov. Der sidder en eller flere (ofte store) potentielle slutkunder bag hvert udviklingsprojekt. Projektets innovationsmodel sikrer således efterspørgsel og ejerskab og producerer meget konkrete løsninger på markedsudfordringer.” hedder det i evalueringen, der er udarbejdet af COWI til Erhvervsstyrelsen.

Evalueringen sætter også en tyk streg under, at det er en fordel at have en neutral organisation, som er ansvarlig for projektledelsen, da innovationen i klyngen kræver, at konkurrerende virksomheder samarbejder: ”Samarbejderne ville ikke være sket uden Energy Cluster Denmark som platform og facilitator, ofte mellem konkurrerende virksomheder”, konkluderer COWI.

CEO Glenda Napier fra Energy Cluster Denmark kvitterer for den positive vurdering:

”Vi tror på, at konkret, udfordringsdrevet innovation er vejen til at udvikle virksomheder i energiklyngen. Når små og mellemstore virksomheder og videninstitutioner sammen udvikler nye teknologiske løsninger målrettet en konkret efterspørgsel og en slutkunde blandt de store virksomheder, så udvikler vi os alle. Dermed styrker vi den grønne omstilling og virksomhedernes konkurrencekraft,” udtaler Glenda Napier, CEO i Energy Cluster Denmark.

Efterspørgsel og innovation går hånd i hånd

I COWIs evaluering fortæller de deltagende små og mellemstore virksomheder først og fremmest, at innovationsprojekterne aldrig var blevet sat i gang uden programmet. Det har været afgørende, at Energy Cluster Denmark har faciliteret sammensætningen af et hold af virksomheder og videninstitutioner, sikret fremdrift og ikke mindst sikret engagementet og involveringen af nogle af energiklyngens store virksomheder.

Deltagerne fremhæver også, at innovationsteams er sammensat, så alle deltagere vinder ved at være med i projektet, samt at alle fungerer som ligeværdige projektpartnere frem for eksterne leverandører. For små virksomheder betyder innovationsmodellen, at virksomhederne dels får adgang til at samarbejde med de store virksomheder og dels får et skarpt tilpasset innovationssamarbejde, som er konkret for den enkelte virksomhed og tilpasset mod en fremtidig potentiel nøglekunde.

Læs hele evalueringen her.

Projektet er medfinansieret med 13.3 mio. kr. fra EU’s regionalfond.

Kontakt: Kommunikationschef Thomas Ebdrup, Energy Cluster Denmark på teb@energycluster.dk eller 29727685.

Emner

Kategorier

Regions


Sammen gør vi Danmark til grøn førernation for innovative og globale energiløsninger.

Kontakt

Sune Falther

Sune Falther

Pressekontakt Press Contact Kommunikation +45 6160 0180
Jonas Nørholm Larsen

Jonas Nørholm Larsen

Pressekontakt Communication Manager Kommunikation +45 2122 4304

Energy Cluster Denmark

Energy Cluster Denmark er Danmarks klyngeorganisation for den samlede energisektor. Vi bidrager til, at danske virksomheder udvikler ny innovation og teknologiske energiløsninger, som verden efterspørger.

Energy Cluster Denmark

Niels Jernes Vej 14
9220 Aalborg Øst
Danmark