Nyhed -

Massiv søgning til lynhurtigt bredbånd

Pressemeddelelse fra Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet:

Ansøgningerne til regeringens bredbåndspulje er steget markant i år. Puljen er samtidig større i år end nogensinde før. Region Sjælland, Midtjylland og Syddanmark står for hovedparten af alle ansøgninger.

Sidste år var der 73 ansøgere til den statslige pulje til lynhurtigt bredbånd. I år er det tal næsten fordoblet til 137. Samtidig skal ansøgerne kæmpe om andel i det hidtil største støttebeløb – 110 mio. kroner. Der er indløbet ansøgninger for 150 mio. kroner, så ikke alle ansøgere får del i puljen.

”De mange ansøgninger til bredbåndspuljen viser, at der stadig er lokale områder i Danmark, hvor der ikke er adgang til hurtigt bredbånd. Det bekræfter mig i, at puljen er et godt supplement til den markedsbaserede udrulning af bredbånd i Danmark,” siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V).

Forud for årets ansøgningsrunde blev rammerne for bredbåndspuljen justeret. Det har været et ønske fra regeringen og de øvrige partier i Folketinget, at særligt udkantsområder med ringe adgang til lynhurtigt internet skal tilgodeses.

Et blik i ansøgerfeltet viser, at det hovedsagelig er regionerne Sjælland, Midtjylland og Syddanmark, som har markeret sig med ansøgninger. Samtidig er antallet af ansøgere i Region Hovedstaden er faldet fra 22 i fjor til 12 i år.

”Jeg hæfter mig ved, at der er kommet hele 64 ansøgninger fra Region Sjælland, som er den del af Danmark, hvor bredbåndsdækningen er dårligst. Det er sundt for sammenhængskraften i Danmark, hvis alle danskere får del i den teknologiske udvikling,” siger Lars Chr. Lilleholt.

Behandlingen af ansøgningerne forventes afsluttet i december, så de godkendte projekter kan få besked inden jul.

Fakta:

  • Der er modtaget 137 ansøgninger, som vedrører ca. 6.000 adresser.
  • Af de 137 ansøgninger kommer de 64 ansøgninger fra Region Sjælland, som er den region, hvor bredbåndsdækningen er dårligst.
  • Der er samlet søgt om tilskud på ca. 150 mio. kr. Der er ca. 110 mio. kroner til rådighed i puljen.
  • Behandlingen af ansøgningerne forventes afsluttet i december.
  • Kriterierne for puljen er justeret i forhold til tidligere. De nye kriterier tilgodeser i højere grad projekter fra tyndt befolkede områder.
  • Regeringen har foreslået, at der på FL19 afsættes 100 mio. kroner til bredbåndspuljen.

Se ansøgninger til bredbåndspuljen 2018


Kontakt i Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet: Pressechef Jesper Caruso, jesca@efkm.dk / 41729184

Kontakt i Energistyrelsen: Pressechef Ture Falbe-Hansen, tfh@ens.dk / 25137846

Related links

Emner

  • Telekommunikation

Kategorier

  • politik
  • bredbånd til din virksomhed
  • teleforsyning

Kontakt

Ture Falbe-Hansen

Pressekontakt Pressechef Energistyrelsen +45 25 13 78 46

Laura Andersen

Pressekontakt Presserådgiver +45 33 95 09 06

Relateret materiale

Nye rammer for bredbåndspuljen

Bredbåndspuljen målrettes mere mod tyndt befolkede områder. Samtidig øges puljen til 100 mio. kr. i 2018.