Pressemeddelelse -

Poul Poulsen bliver direktør for unik genbrugsaktør

Poul Poulsen bliver ny adm. direktør i Loop Electronic A/S, et nyt såkaldt ”First Treatment” anlæg”, hvis mål er at løfte genbruget af udtjent elektronik med 700% i Danmark.

Danmarks største kollektivordning for indsamling, genbrug og genanvendelse af elskrot, Elretur, og den internationale genindvindingskoncern Stena Recycling A/S har i fællesskab etableret Loop Electronic A/S, som vil sætte nye standarder i Europa for genbrug og genanvendelse af kasserede hårde hvidevarer, gamle mobiltelefoner, udtjente husholdningsmaskiner og anden gammel elektronik. Poul Poulsen tiltræder den 1. juni som direktør for selskabet og glæder sig meget til den nye udfordring.

”Kasseret elektronik er en af verdens største affaldsstrømme, og er en gigantisk miljøudfordring. Loop Electronic A/S er det første initiativ af sin art i Europa og har som mål at øge genbruget af den brugte elektronik syv gange mere, end det er tilfældet i dag. Vi er etableret af to af Danmarks absolut førende genbrugsaktører, Stena Recycling A/S og Elretur, og kommer til at genbruge og genanvende elektroniske produkter i en skala, som vi ikke har set før i Europa”, siger Poul Poulsen.

Elretur er Danmarks største kollektivordning og har siden 2005 håndteret producentansvaret med at indsamle, genbruge, genanvende og bortskaffe kasseret elektronik for sine mere end 950 medlemmer. De næsten tyve års erfaringer, opsamlet viden og indsigter har organisationen bragt i spil for at skabe det nye initiativ sammen med partneren Stena Recycling A/S.

60.000 produkter tilbage på markedet

”Vi er meget tilfredse med, at Poul har sagt ja til at påtage sig opgaven med at lede og udvikle Loop Electronic A/S. Poul har de seneste fem år været dybt involveret i genbrugs- og genanvendelsesprojekter og har tidligere arbejdet i mange år med elektronikprodukter. Det er vores håb, at Loop Electronic A/S vil inspirere vores kolleger i andre lande til at skalere genbrug og genanvendelsen af kasserede elektronikprodukter, så vi fokuserer endnu stærkere på den cirkulære økonomi, får nedbragt CO2 udledningen og beskyttet vores miljø”, siger bestyrelsesformand i Loop Electronic A/S og adm. direktør i Elretur, Morten Harboe-Jepsen.

Loop Electronic A/S er et såkaldt ”First Treatment” anlæg, hvor man meget præcist og effektivt udsorterer, identificerer og funktionstester kasserede elektronikprodukter, som er egnede til genbrug. Herefter bliver produkterne bragt til certificerede reparatører, som istandsætter dem og bringer dem tilbage på markedet.

Loop Electronic A/S’ nye innovative processer gør, at organisationerne bag regner med at bringe op til 60.000 kasserede el-produkter ud af affaldsstrømmen og tilbage på markedet til gavn for både miljøet, klimaet og forbrugernes økonomi. Udover genbrug vil det nye First Treatment anlæg også betyde, at vi i Danmark også løfter genbruget og genanvendelsen af særskilte komponenter og sjældne råstoffer, som indgår i produktionen af nye elektronikprodukter.

Global mangel

"Der er stor mangel på både elektroniske komponenter og sjældne råstoffer. Kan produkterne ikke umiddelbart genbruges, kan vi ofte genanvende dele af produkterne og udskille værdifulde sjældne råstoffer og genbruge dem i nye produkter i stedet for at udvinde dem ved mindrift, som er en stor CO2 synder og belaster miljøet voldsomt, siger Næstformand i Loop Electronic A/S Jakob Høy Thomsen.

Officielle kilder forventer, at den samlede globale affaldsstrøm indenfor kasseret elektronik og el-artikler vil gå fra 53,6 millioner tons i 2019 til 74,7 millioner tons i 2030. En stigning på 39% og 9 kg. per indbygger i hele verden. Det er derfor ekstremt vigtigt at øge genbrugs- og genanvendelsesprocenten for at nedbringe produktionen af nye produkter, beskytte de knappe råstoffer og for at nedsætte CO2 udledningen.

"Vi forventer, at Loop Electronic A/S kommer til at spille en meget væsentlig rolle i Danmarks vision om at indtage en førerposition indenfor den cirkulære økonomi i Europa, siger Morten Harboe-Jepsen.

Loop Electronic A/S opererer øst for Storebælt. Loop Electronic A/S' søsterselskab, Electronic Reuse and Recycling A/S i Middelfart skal tage sig af Vestdanmark. Selskabet er etableret af Elretur sammen med genindvindingsaktøren HJ Hansen Recycling A/S.

--------------------------------------------------------------------------------------------------

For yderligere oplysninger kontakt venligst:

Adm. direktør i Elretur og bestyrelsesformand i Loop Electronic A/S, Morten Harboe-Jepsen på mobil
+45 4031 8187 eller mail: mhj@elretur.dk

Bestyrelsesnæstformand Jakob Høy Thomsen (Stena Recycling A/S) på mobil +45 2524 9192

Eller

Kommende direktør i Loop Electronic A/S, Poul Poulsen på mobil +45 2488 8912



Emner

  • Miljø, energi

Kategorier

  • elretur
  • affald
  • cirkulær økonomi
  • stena recycling
  • elektronikaffald
  • genbrug
  • genanvendelse

Om Elretur

Elretur er Danmarks største kollektivordning, som repræsenterer mange forskellige brancher og virksomhedstyper. Vi håndterer producentansvaret for elektrisk og elektronisk udstyr (WEEE) samt batterier på vegne af mere end 950 medlemmer. Elretur er en nonprofitorganisation og sørger for ansvarlig og omkostningseffektiv indsamling og håndtering af det elektronik- og batteriaffald, der afleveres på landets genbrugspladser. Det i en sådan grad, at Elretur genanvender 84 procent af de indsamlede produkter. Det er over EU-gennemsnittet på 80 procent. Målet er nu at gå skridtet videre og øge genbruget af produkterne. Se mere på www.elretur.dk.

Stena Recycling A/S
Stena Recycling er en del af Stena Metall-koncernen med syv forretningsområder mere end 200 steder i ni lande. Koncernen har en nettoomsætning på knap 27.400 MSEK. Hvert år genvinder og forædler Stena Metall 6 mio. ton affald og udtjente produkter samt forsyner sine kunder med nødvendige råvarer, stålprodukter og marine brændsler. Gennem forskning og udvikling arbejder vi
på at imødegå fremtidens udfordringer med nye bæredygtige løsninger. Stena Metalls knap 3.500 medarbejdere arbejder tæt sammen med partnere og kunder for at skabe værdi, både ud fra et forretningsmæssigt perspektiv, for miljøet og for hele samfundet.

Kontakt

Morten Harboe-Jepsen

Pressekontakt Direktør +45 4031 8187 Elretur