Pressemeddelelse -

Berendsen-direktør sætter ambitiøse vækstmål

I dag offentliggør Berendsen Danmark sit årsregnskab for 2017. Det kommer oven på et år, hvor Berendsen blev en del af den fransk Elis-koncern, fik ny ledelse og gennemgik en omfattende omstrukturering af virksomheden. Alt sammen på blot fire måneder. 

2017 var et godt år for Berendsen Danmark. Den samlede omsætning steg med 4,3% og resultatet blev et plus på 150 mio. kr. Selvom det er godt 18 mio. mindre end året før er adm. direktør, Henrik Luxhøj, godt tilfreds:

”Vi har haft en utrolig flot udvikling i vores vaskeri-afdelinger, der er årsagen til vores fine omsætning i 2017. Når vores overskud er en smule mindre end i ‘16, skyldes det blandt andet, at vi har omstruktureret virksomheden i forbindelse med overtagelsen, og der har i den forbindelse været store engangsomkostninger. Herudover har det været nødvendigt at nedskrive værdien af enkelte tidligere investeringer. Yderligere er der i 2017 investeret massivt mere end tidligere bl.a. i maskiner, der bruger langt mindre energi. Det er en investering, der kommer både os og miljøet til gode i mange år frem,” siger Henrik Luxhøj.

Henrik Luxhøj satte sig i direktørstolen i efteråret 2017 efter Berendsen blev en del af den franske Elis-koncern. Sammenlægningen gjorde at Berendsen gik fra at være en engelsk ejet koncern med aktiviteter i 17 lande til at blive verdens næststørste tekstilservicepartner med repræsentation i 28 lande i Europa og Latinamerika. Dette vil på sigt medføre store synergier og skalafordele. Herudover vil innovation og produktudvikling kunne ske i et langt højere tempo end før til fordel for vores kunder.

Ny organisation sætter kunden i centrum

Første opgave for Henrik Luxhøj har været at skabe en ny og enklere organisering af virksomheden, så der arbejdes på tværs af forretningsområder med kunderne i centrum.

”Visionen er, at vi skal skabe endnu mere værdi for vores kunder. Især de store kunder vil se det som en fordel, at de nu får én Key Account Manager og et samlet hold, som kan rådgive dem om deres behov inden for alle vores forretningsområder,” siger Henrik Luxhøj.

Det betyder blandt andet, at medarbejderne skal omstille sig fra at være eksperter på ét produktområde til nu at skulle nå bredere ud til kunderne.

”Kunderne vil ikke opleve forandringer i service og leveringer fra vores vaskerier. De vil modtage det samme høje niveau, som de er vant til. Forandringerne kommer ved, at de nu får adgang til et bredere produktsortiment fra Berendsen og Elis, så vi i endnu højere grad kan imødekomme deres behov,” siger Henrik Luxhøj.

En fortsat stabil forretning

Selvom Berendsen er kommet godt ud af 2017, er der store forventninger til, at sammenlægningen med Elis og ændringerne i organisationen vil give virksomheden endnu et nyk opad.

”Under finanskrisen så vi en tendens til, at flere og flere virksomheder begyndte at trække opgaver ind i huset. Nu, hvor økonomien er i fin vækst, ser vi at vores kunder efterspørger flere services og fastholder outsourcingsfokuset. Samtidig har vi i Berendsen Danmark skabt de bedst tænkelige forudsætninger for at styrke rådgivningen af vores kunder, og vi har udviklet et bredere produktsortiment."

”De ændringer vi har gennemført, har allerede gjort os til en mere agil og handlekraftig organisation. Tilgangen af produkter, viden og kompetencer fra Elis har givet os større handlerum og frihed til at forhandle priser, vilkår og løsninger, der vil styrke os i dialogen med vores kunder om nye kontrakter og kontraktfornyelser. Vi har potentialet til at udvikle os i en hastighed, som vores konkurrenter simpelthen ikke kan følge med i,” siger Henrik Luxhøj.

Emner

  • Erhverv

Berendsen tilbyder leje, vask, vedligehold og levering af kvalitetstekstiler og rådgiver virksomheder om at være på forkant med sikkerheds-, miljø- og hygiejnekravene.

Vi udvikler innovative, miljørigtige og branchetilpassede tekstil-, hygiejne-, renrums- og logistikløsninger, der hjælper virksomheder med at holde deres medarbejdere og produkter beskyttede. Og vi gør det nemt for virksomheder at blive mere bæredygtige, fordi det er langt mere miljøvenligt at bruge et professionelt industrivaskeri end f.eks. at lade medarbejderne vaske arbejdstøjet derhjemme.

Berendsen er en del af Elis, og sammen er vi europæiske ledere i tekstilservicebranchen med tjenester i 28 lande, 45.000 medarbejdere og næsten 400.000 kunder. Berendsen har i Danmark ca. 1.400 ansatte og en årlig omsætning på 1.4 milliarder kr.

Alle Berendsen Danmarks landsdækkende vaskerier er svanemærkede og er tildelt en Kronesmiley af Arbejdstilsynet for at gøre en ekstraordinær indsats for at sikre en høj arbejdsmiljøstandard. 85 % af Berendsen Danmarks tekstiler har mindst ét af mærkerne: Svanemærket, EU-blomsten og OEKO-TEX.

Følg os på:

LinkedIn

Facebook

YouTube

Kontakt

Anna-Sofie Plougmand

Pressekontakt Marketingschef +45 2363 9383

Relateret materiale