Blogindlæg -
Drop syden og tag nordpå
For mange mennesker er ferie forbundet med solskin og solcreme fra morgenstunden. Poolkanten bliver ronkedorernes paradis, hvor det at rejse sig for at strække sig bliver forbundet med unødvendigt meget motion.
Men er det virkelig den mest optimale brug af vores sparsomme feriedage? For tilbage sidder man unægteligt med tanken om, at det har været en spildt uge.
Poolkant og frituremad kan fås i hele Sydeuropa, og er derfor sjældent unik. Hvad der dog hurtigt bliver en unik oplevelse er rejser til Island.

Én på opleveren
Da H.C. Andersen sagde ”at rejse er at leve”, var det formentlig det at tage ud i verden og opleve ting han henviste til.
Hvilket andet land kan tilbyde naturoplevelser, der med et vulkanudbrud og askeskyer groundede Europas fly i 2010? Island er synonymt med rå og barsk natur. Naturoplevelser som nemt tvinger tårerne frem hos hærdede mænd.
Oplev naturen i sin reneste form fra hesteryg eller smid dig i sædet på en firhjulstrækker med evne til at æde de stejle ruter. Om din krop til sidst på dagen er banket mør af dyr eller bil, kan du sænke dig i en af Islands berømte varme kilder og lade dig flyde i et med det varme vand.
Kultur
Islands kultur er oldgammel med henvisninger helt tilbage til vikingetiden. Her kan du stadig møde kvinder med efternavne efter den gamle skik. Hakondóttir, der fortæller, at hun er datter af Hakon.
Det er nok også de færreste, der slynger en islandsk ret sammen derhjemme, men maden er bestemt værd at rejse efter. Fisken fås ikke friskere end på den europæiske østat, og deres cuisine minder meget om det traditionelle, færøske, hvis man kender det.
Islandsk mad inviterer også til at teste grænser, tør du for eksempel spise et kogt fårehoved?