Nyhed -
Forkert pris på hjemmeside - kendelse fra Pakkerejse-Ankenævnet
Sag 2016/0054
Sagen
Klager køber den 10. februar 2016 på rejsebureauets hjemmesiden en rejse til Mallorca for 2 personer i perioden fra lørdag den 2. juli til søndag den 10. juli 2016 med indkvartering på 4-stjernet hotel med halvpension samt transfer. Prisen på hjemmesiden ved købet er kr. 2.878 i alt.
Dagen efter får klager af rejsebureauet oplyst, at rejsen er annulleret pga. fejl i prisen.
Bureauet oplyser, at prisen for rejsen faktisk er kr. 21.190. Klager kræver herefter, at rejsebureauet ophæver annulleringen af rejsen. Rejsebureauet fastholder annulleringen af rejsen til den meget lave pris.
Afgørelsen
Pakkerejse-Ankenævnet er ikke enige i udfaldet af sagen. Både flertallet og mindretallet er dog enige i, at der er indgået en aftale mellem klager og rejsebureauet i forbindelse med klagers køb af rejsen på hjemmesiden til den forkert angivne pris. Spørgsmålet er herefter, om aftalelovens regel om, at en part ikke er bundet af en fejlangiven pris, hvis den anden part var i ond tro om prisen, finder anvendelse.
3 medlemmer af nævnet finder, at klager på tidspunktet for aftalens indgåelse burde have indset, at den oplyste pris på kr. 2.878 for 2 personer for en rejse inkl. flybilletter, 4-stjernet hotel med halvpension samt transfer i højsæsonen måtte være en fejl. Disse medlemmer finder derfor, at rejsebureauet med rette har annulleret rejsen.
2 medlemmer finder derimod, at klager ikke vidste eller burde have vidst, at den oplyste pris måtte bero på en fejl.
Sagen afgøres efter flertallet.
Hvad kan vi lære?
Som udgangspunkt er rejsebureauet bundet af en pris angivet for en rejse på en hjemmeside, så længe hjemmesiden har en betalingsfunktion, hvor forbrugeren kan gennemføre købet. Det er således bureauet, der bærer risikoen for fejl i prisen, når denne er slået op på bureauets hjemmeside. Der kan dog være tilfælde, hvor en fejlangivet pris er så lav i forhold til den oprindelige pris samt for priser for andre sammenlignelige rejser, at rejsebureauet kan finde hjælp i aftalelovens regler om prisfejl. Dette var tilfældet i ovennævnte sag, hvor kunden burde have indset, at prisen for rejsen henset til indholdet samt til tidspunktet for rejsens gennemførelse var alt for lav.
Sager om fejlangivne priser en svær disciplin, da mange faktorer spiller ind i vurderingen af, om kunden var i god tro ved købet af en rejsen med en forkert pris.
Emner
- Jura
Kategorier
- forbruger
- klage
- pakkerejse
- pakkerejseankenævnet
- reklamation