Pressemeddelelse -

Fremtidens kvægfoder skal give mere mælk og mere trivsel

Kraftfoder med smagsfremmere kan blive resultatet af et nyt projekt, som DLG sammen med bl.a. Aarhus Universitet har igangsat. Målet er at udvikle et nyt kvægfoder, som skal øge malkekoens ydeevne og forebygge fodringsbetingede sygdomme.

Der skal tænkes helt nye veje for fremtidens kraftfoder. Ideen er at udvikle en ny type kraftfoder, som muliggør et højt foderniveau, som samtidig tager hensyn til koens sundhed og velfærd. DLG vil sammen med forskerne undersøge, hvordan man kan ændre foderets fysiske form og forebygge de negative sundhedsmæssige konsekvenser, der kan være ved foder med højt niveau af let omsættelige næringsstoffer.

"Vi arbejder hele tiden på at forbedre vores foderblandinger, så de udnyttes optimalt, sparer ressourcer, er miljøvenlige, og dyreetisk forsvarlige, og vi forventer med projektet at kunne lave et nyt koncept for foder", udtaler faglig produktchef i DLG Ph.d. Birgitte Marie Løvendahl Raun.

Foder med smagsfremmere kan blive fremtiden for malkekøer 
Derudover afdækker projektet, hvilken duft og smag køerne kan lide. Det er dokumenteret, at hyppig malkning giver mere mælk, men også alment kendt, at jo højere energi, der er i rationen på foderbordet, jo sværere er det at lokke køerne i malkerobotten ofte nok. Derfor skal der ekstra lækkert foder i malkerobotten for at lokke køerne derind. Det står småt til med undersøgelser af, hvad malkekøer anser for at være et gourmet-måltid, og det skal det nye projekt også råde bod på.

"Vi ved faktisk ikke, hvad køer kan lide, da der mangler reel forskning på området", siger Birgitte Marie Løvendahl Raun: "Det kan være smagen af vanilje, duften af kløver eller noget helt tredje - som for eksempel organiske syrer, som koen jo er bekendt med via vomforgæringen".

Universiteter og virksomheder går hånd i hånd
Samarbejdet mellem universiteter og privat erhvervsliv er vigtigt for landbruget. Universiteterne har den nyeste viden og redskaberne til at teste den, mens firmaer som DLG kan omsætte viden til reelle funktionelle produkter til gavn for kvægbesætningerne. Projektet er støttet af Mælkeafgiftsfonden og GUDP, som står for Grønt Udviklings- og Demonstrationsprogram, der støtter bæredygtig vækst i fødevareerhvervet. Med i samarbejdet er også Videncentret for Landbrug og BioMar.

 

Yderligere information fås hos faglig produktchef for kvæg i DLG, Birgitte Marie Løvendahl Raun, Tlf: 33683356 eller 22514233

Emner

  • Jordbrug, landbrug, fiskeri