Nyhed -
Team AG udvider i Nordtyskland
DLG's datterselskab team AG opkøber et byggemarked i Nordtyskland og styrker dermed sin markedsposition.
Blot et par uger efter, at tyske team AG har åbnet en ny, stor tankstation i Flensborg, overtager koncernen endnu et byggemarked og har nu i alt 37 byggemarkeder. Byggemarkedet ligger på øen Femern i Nordtyskland og rummer 20.000 kvadratmeter udstillingsareal og sælger byggematerialer til både private og professionelle. Derudover er der også et stort havecenter tilknyttet og salg af campingudstyr.
"Byggemarkedet i Fehmern er et moderne byggemarked med en hensigtsmæssig placering og gode muligheder for synergier med selskabets øvrige byggemarkeder. Dermed er vejen banet for endnu en succesfuld overtagelse" udtaler Keld Kruse, der er koncerndirektør for Service & Energi i DLG.
Team AG har i alt 37 byggemarkeder i Tyskland.
Team AG opererer aktivt indenfor både byggemarkeds- og energibranchen og har mere end 150 tankstationer i Tyskland og derudover 40 salgskontorer indenfor energi. Koncernen har især vækstet de seneste år og sidder solidt på det nordtyske marked.
"DLG har med team AG overtaget et selskab med et højt ambitionsniveau, og hvor tingene går stærkt. Team AG har fokus på vækst indenfor både energi- og byggemarkedsområdet," udtaler koncerndirektør Keld Kruse.
Team AG føjer med opkøbet ca. 50 medarbejdere til medarbejderstaben, som dermed kommer op på ca. 1.800.
Emner
- Jordbrug, landbrug, fiskeri