Pressemeddelelse -

Lønstrukturkomiteen: Pædagoger og bioanalytikere får mindst 3.000 kr. for lidt i løn hver måned

3.000 kr. i gennemsnit mangler der hver måned på en bioanalytikers lønseddel, hvis den skulle svare til, det Lønstrukturkomiteen har regnet sig frem til ville være fair ifølge den såkaldte LEU-løn.

”Lønstrukturkomiteen dokumenterer, at bioanalytikere og andre grupper som f.eks. pædagoger er for lavt lønnede. Komiteens rapport viser med al tydelighed, at det er på høje tid, at vi får rettet op på de urimelige lønforskelle. Alle faggrupper med en professionsuddannelse skal have en fair løn,” siger Martina Jürs, der er formand for Danske Bioanalytikere.

Komitéen har undersøgt, hvordan lønnen for forskellige faggrupper skulle være, hvis man ser på faktorerne ledelse, erhvervserfaring og uddannelse (LEU-løn). Løntallet er inklusive pension og genetillæg.

Rapporten fra Lønstrukturkomitéen viser, at bioanalytikernes løn – på linje med pædagogernes - ligger i bunden, når man sammenligner med andre fag, der har en mellemlang videregående uddannelse. 3000 kr. per måned er dbio’s beregning på baggrund af Lønstrukturkomiteens LEU-løn, som er opgjort på timebasis.

Kvindefag bagud på lønnen

I debatten op til Folketingsvalget i 2022 var et af de helt store emner, hvordan man får sikret, at de offentligt ansatte får en løn, der svarer til deres opgaver og uddannelse. En del af debatten handlede også om, at fag med en høj andel af kvinder får en lavere løn.

I Lønstrukturkomiteens rapport gentages den pointe, og det understreges, at det særligt er kvindedominerede faggrupper indenfor social- og sundhedsområdet, der har et lønefterslæb. For eksempel skulle bioanalytikere have cirka 7.000 kr. mere hver måned, hvis de skulle have det samme i løn som nogle højtlønnede faggrupper med en mellemlang uddannelse.

Derfor understreger bioanalytikerformanden, at arbejdsgiverne bør lytte til Lønstrukturkomiteen og rette op på ulighederne.

”Rapporten viser klart, at udvalgte gruppers løn skal løftes. Det kan ikke være rigtigt, at bioanalytikere og f.eks. pædagoger skal have flere tusind kroner mindre i løn hver måned. Det skal trepartsforhandlingerne rette op på,” siger Martina Jürs, som dog også pointerer, at der kan være forskellige forhold, der kan ligge til grund for lønforskelle.

Mangel på bioanalytikere

Lønstrukturkomitéen har udover løn også set nærmere på seks faggruppers rekrutteringssituation. Bioanalytikere er ikke af dem, og det ærgrer bioanalytikerformanden, fordi sygehuslaboratorierne er præget af stor mangel på kvalificeret arbejdskraft.

”På sygehuslaboratorierne landet over er man nødsaget til at besætte bioanalytikerstillinger med andre faggrupper, der er dygtige og veluddannede, men mangler de stærke kliniske, sundhedsfaglige og analytiske kompetencer, som en uddannet bioanalytiker besidder," siger Martina Jürs.

Ifølge Danske Bioanalytikere er 16 procent af alle bioanalytikerjobs på landsplan besat af andre faggrupper. Det svarer til, at op mod hver femte stilling er besat af en person med en anden uddannelsesbaggrund.

De seneste bioanalytikertal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering viser samme billede, hver femte rekrutteringsforsøg er forgæves.

Mange vagter giver højere gennemsnit

I rapporten fra Lønstrukturkomiteen tæller det op i de gennemsnitlige lønninger, hvis en faggruppe har mange natte- og weekendvagter, som giver ulempetillæg. På samme måde bliver gennemsnitslønnen for en faggruppe højere, hvis der er mange, der har videreuddannet sig og f.eks. har taget en kandidatuddannelse, ligesom mange højtlønnede specialist- og konsulentstillinger også kan trække gennemsnittet op.

”Der er er forskellige faktorer, som er med til at sammensætte en gennemsnitsløn, hvilket måske kan være med til at forklare nogle lønforskelle, men når det er sagt, så er den allervigtigste pointe, at bioanalytikerne har et stort lønefterslæb,” siger Martina Jürs.

Kategorier

  • bioanalytiker
  • lønstrukturkomiteen

Ifølge internationale undersøgelser bygger 70-80 procent af alle kliniske diagnoser på laboratoriemedicinske analyser. De fleste fejl og utilsigtede hændelser sker ved prøvetagningen.

Kontakt

Martina Jürs

Pressekontakt Formand 23204105

Niels C. Jensen

Pressekontakt Digital redaktør og journalist 28447028