Hospitalsklovnens skæve figur åbner døren til børnepsykiatrien

Når du føler dig anderledes, forkert og alene om de svære ting, kan det være rart at møde en krøllet person med en rød næse, som du kan spejle dig i.

’Jeg har faktisk aldrig fået en meteor i hovedet. Hvor mange gange har du fået en meteor i hovedet?’ Hospitalsklovnen Baglæns alias Lykke Scheuer stillede dette spørgsmål til en 11-årig dreng, der har alle mulige katastrofetanker om regn, lyn og torden og alskens vejrfænomener – og som også er mere end almindelig bange for, at en meteor vil ramme jorden.

- Drengen ville gerne snakke om meteorer, og det gjorde vi så. Vi tog hans angst alvorlig og talte med ham ud fra lige dele fis og fakta, fortæller Lykke.

Som hospitalsklovn på dagsafsnittet på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center i Glostrup møder Lykke Scheuer børn, der skal udredes for psykiatriske lidelser. Flere af børnene har svært ved sociale relationer, men ofte lykkes det hospitalsklovnene at finde det vindue, der er åben for kontakt.

- Når vi er sammen med børnene, går vi over på deres platform, og møder dem i det samvær, de kan være i. Så oplever børnene, at ’nu er vi to, der er ligesom mig’, så er det normalt, forklarer Lykke, der også er hospitalsklovn på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center Bispebjerg samt børneafsnittene på Sjællands Universitetshospital i Roskilde og på Rigshospitalet.

Forskel på fysiske og psykiske sygdomme

For Lykke er besøgene på børneafdelinger og i børnepsykiatrien meget forskellige.

- Når et barn skal have taget en blodprøve, taget et plaster af eller lagt en sonde, er det en bestemt procedure, jeg skal hjælpe barnet til at mestre. I børnepsykiatrien går børnene ikke ind og ud af sygdommen. Den psykiske lidelse er en streng i deres mentale DNA, og som klovn skal jeg forholde mig til det.

Lykke har ofte sin lille hund med, når hun besøger børn, der er indlagt i børne- og ungepsykiatrien. En dag slikkede hunden en piges hånd, og Lykke kunne se, at pigen blev grebet af panik, for hun var plaget af en tvangshandling med at vaske sine hænder.

- Jeg sagde til pigen, at når hunden slikker min hånd, så ’gør jeg bare sådan’ og viste pigen, hvordan jeg tørrer hånden af i mine bukser. Det godtog pigen. Hun tørrede hænderne, og vi legede videre.

Faglig ballast som hospitalsklovn i psykiatrien

Hospitalsklovnene arbejder sammen to og to og kommer på afsnittet en fast ugedag. Lykke og hendes klovne-kolleger har gennemgået en særlig uddannelse og bliver løbende efteruddannet, så de har den faglige ballast til at kunne hjælpe og skabe relationer til børn med psykiske lidelser.

En dag kom de to hospitalsklovne Bella- og Baglæns i snak med en 13-årig dreng, der var helt opslugt af sin tablet. Bella-, der udover hospitalsklovn også er visuel kunstner, fandt ud af, at drengen lavede videoer og var virkelig god til det.

- Det var der bare ikke rigtig nogen, der vidste. Alle troede han var helt passiv med spil, når han trak sig fra sociale relationer. Men så viste det sig, at han var ekstrem kreativ, og vi gav ham forskellige video-opgaver, som han skulle løse til næste gang, vi så ham, fortæller Lykke.

Afskedsritual

Når børnene bliver udskrevet fra dagsafsnittet i Glostrup, har hospitalsklovnene en lille afskedsgave til dem. Det er en kuvert med små hilsner, der handler om de lege og det samvær, de har haft sammen. Til drengen her lavede de en video-hilsen, som han blev meget glad for, fordi det er hans medie og hans måde at kommunikere på.

- Mange af børnene føler sig forkerte eller unormale, fordi de ikke nødvendigvis er som de fleste andre børn. Som hospitalsklovne er vi heller ikke som alle andre. Vi har rød næse på og er krøllede personager, der kan bruges til at spejle børnenes egen situation.

- Jeg tror, børnene ser os som et samvær i – og en håndsrækning ud af – den skævhed og forkerthed, de selv føler, siger Lykke.