Press release -
Mikkel Jensen inden Imola: Alt handler om Le Mans
Den danske Peugeot-fabrikskører er klar til at tage hul på WEC-sæsonens europæiske triple-header, som skydes i gang på Imola og kulminerer på Le Mans.
Efter at have brugt det meste af 2025 i den amerikanske IMSA-serie, er Mikkel Jensen nu tilbage hos Team Peugeot TotalEnergies og klar til anden afdeling af verdensmesterskabet for sportsvogne, FIA World Endurance Championship. Danskeren ser frem til påskens sekstimersløb på italienske Imola, som lægger asfalt til det første af mesterskabets tre løb i Europa – herefter følger Spa-Francorchamps og ikke mindst Le Mans.
– Imola er jo en legendarisk racerbane, som man altid glæder sig til at opleve. Det er dog ikke nogen nem bane i VM-regi. Den er nemlig relativt smal og meget snoet, hvilket gør den til lidt af en udfordring med vores store Hypercars, og med et kæmpe felt af både prototyper og GT3-biler kommer trafikken til at spille en stor rolle, lyder det fra Mikkel Jensen.
Noget andet, som også kan få indflydelse på weekendens VM-løb, er vejret, idet et regnvejr forventes at præge Emilia-Romagna-regionen i påskedagene. Det samme gjorde sig gældende i 2024, hvor Peugeot imidlertid sluttede i pointene med den dengang opdaterede version af 9X8-modellen.
– Som altid er det svært at sige noget om vores forventninger, før vi begynder træningerne. Naturligvis håber vi på et godt resultat denne weekend, men det vigtigste er faktisk, at vi får kørt nogle gode og effektive sessions – både her på Imola og på Spa-Francorchamps i næste måned – så vi er bedst muligt forberedt til 24-timersløbet på Le Mans i juni.
På Imola stiller Mikkel Jensen op med sit faste crew, Jean-Éric Vergne og Paul di Resta, i Peugeot 9X8 #93, mens søsterbilen, #94, besættes af Loïc Duval, Stoffel Vandoorne samt landsmanden Malthe Jacobsen. I alt 18 biler er til start i Hypercar-klassen, hvor Ferrari fører mesterskabet.
Anden afdeling af FIA World Endurance Championship flages grønt søndag den 20. april klokken 13.00. Kvalifikation og Hyperpole afvikles dagen før, fredag den 19. april. Det seks timer lange løb kan følges live på TV 2 PLAY, Eurosport eller FIA WEC App.