Skip to content
FIA WEC: Mikkel Jensen og Peugeot vil styrke momentum i USA

Press release -

FIA WEC: Mikkel Jensen og Peugeot vil styrke momentum i USA

Der blev skabt momentum i 24-timersløbet på Le Mans, og dene weekend vil Mikkel Jensen og teamkammeraterne fra Team Peugeot TotalEnergies fortsætte arbejdet i Texas.

Når Mikkel Jensen og resten af Team Peugeot TotalEnergies stiller op til sjette afdeling af FIA World Endurance Championship på amerikanske Circuit of The Americas denne weekend, skal der bygges videre på det momentum, som blev skabt på Le Mans i juni.

De franske 9X8-racere, som blev væsentligt fornyet til 2024-sæsonen, gennemførte nemlig det benhårde 24-timersløb uden tekniske problemer, og tre uger senere sikrede holdet sæsonens bedste resultat, da Mikkel Jensen, Jean-Eric Vergne og Nico Müller tog ottendepladsen i det 19 biler store Hypercar-felt.

– Jeg ser virkelig frem til at komme tilbage i vores 9X8 igen. Circuit of The Americas er en fed og lidt oldschool racerbane med sine vilde stigninger og sving, og selvom den er blevet belagt med ny asfalt flere gange, er den stadig rå og ujævn. Dette gør den både til en udfordring at køre og ikke mindst at finde det rette setup. Vores resultat i São Paulo var fremgang for os og en kæmpe motivation for hele holdet, så jeg håber, at vi kan bygge videre på dét i den sidste del af sæsonen, lyder det fra Mikkel Jensen.

Selvom det amerikanske løb er debut for de franske Hypercars, har Peugeot tidligere gjort en fremragende figur i Amerika. Det var nemlig en Peugeot 908 HDI FAP, som i 2010 vandt både 12-timersløbet på Sebring og Petit Le Mans på Road Atlanta.

Sjette afdeling af 2024-udgaven af VM for sportsvogne blev indledt med to officielle træningssessioner fredag den 30. august, mens kvalifikationen finder sted lørdag den 31. august klokken 15.40 lokal tid (22.40 dansk tid) Det seks timer lange VM-løb flages grønt søndag den 1. september klokken 13.00 – der er klokken 20.00 dansk tid – og kan blandt andet ses på TV 2 PLAY eller FIA WEC TV.

Topics

Categories

Contacts

Nikolaj Karlshøj

Nikolaj Karlshøj

Press contact Creative Director
CARLOS COMMUNICATION

Kongens Nytorv 24
1050 København K
Denmark