Pressemeddelelse -
Applus+ Bilsyn åbner første synshal i Bagsværd
PAVA & Bilsyn i Bagsværd har valgt at sælge sin synshal til Applus+ Bilsyn. – Strategisk set åbner dette op for nogle nye, meget spændende samarbejder, og det glæder vi os til, siger Per V. Rasmussen, administrerende direktør hos Applus+ Bilsyn.
Fra og med nytår kommer der nye firmafarver på Brudelysvej 14 i Bagsværd, når Applus+ Bilsyn overtager PAVA & Bilsyns synshal, beliggende mellem Hillerødmotorvejen mod vest og Novo Nordisk mod øst.
'Strategisk vigtig åbning'
- Det er en strategisk meget vigtig åbning for os. Applus+ Bilsyn har længe har været på udkig efter en attraktiv adresse i Bagsværd, og den får vi nu. Synshallen ligger side om side med knap 20 brugtvognsforhandlere og autoværksteder i Bagsværd. Det åbner for muligheden for nye samarbejder, ligesom PAVA & Bilsyn har haft før os. Herudover får vi mulighed for at servicere mange private lokale bilejere, siger Per V. Rasmussen, administrerende direktør hos Applus+ Bilsyn.
PAVA & Bilsyn-ejer går i ny retning
Indtil videre har PAVA & Bilsyn igennem en årrække drevet fire synshaller i Farum, Hillerød, Birkerød og Bagsværd. Men på grund af en forretningsmæssig omprioritering vælger ejeren af synshallerne, Jacob Pociot, nu at vinke farvel til filialen i Bagsværd - og at sende den videre til Applus+ Bilsyn.
Det er der imidlertid ikke noget odiøst i, påpeger han.
- Fremadrettet vil jeg gerne have mere fokus på udviklingen af undervognsbehandling, som er et kerneområde for PAVA. Det får vi nu tid til, fordi vi drosler ned i Bagsværd. Gennem årene har vi i PAVA-kæden har haft et konstruktivt samarbejde med Applus+ Bilsyn i forbindelse med undervognsbehandling, og set i det lys er det helt naturligt og ukompliceret, når vi nu overdrager vores bilsynsaktiviteter i Bagsværd til Applus+ Bilsyn, fortæller Jacob Pociot.
Kendt lokalansigt fortsætter
De seneste fire år har bilsagkyndig Mads Nørgaard været det ansigt, der har budt PAVA & Bilsyns kunder i Bagsværd velkommen, og det vil han også være under Applus+ Bilsyns faner.
56-årige Mads Nørgaard har tidligere været værkfører, og så har han stor bilsynserfaring og et bredt kommercielt netværk i Bagsværd, påpeger Applus+ Bilsyn.
- Vi er rigtig glade for, at Mads Nørgaard fortsætter sit arbejde hos os, siger Per V. Rasmussen.
Applus+ Bilsyn vil videreudvikle kundeservicen
Ifølge Jacob Pociot har PAVA & Bilsyn i Bagsværd siden de første år haft stort fokus på at være i ’øjenhøjde med kunderne’ og ’lære dem godt at kende og lytte til deres behov’.
Kædet sammen med stærke faglige kompetencer har det skabt en god kundeoplevelse samt en tillid og loyalitet blandt kunderne.
Det arbejde vil Applus+ Bilsyn bygge videre på.
- PAVA & Bilsyn har været dygtige til at servicere deres professionelle og private kunder i Bagsværd, og det er det arbejde, som vi nu vil videreføre og udvikle yderligere. Det tror vi på, vi kan. Applus+ Bilsyn har f.eks. markedets bredeste udvalg af servicer og produkter inden for syn af køretøjer. Samtidig bruger vi flere ressourcer på efteruddannelse af vores medarbejdere end nogen andre. Det er nogle af de kompetencer, vi vil bringe i spil, og som vi vurderer vil skabe ekstra værdi for vores kunder, tilføjer Per V. Rasmussen.
Applus+ Bilsyn vil i de kommende uger sætte nye skilte op og få de sidste ting på plads. Tirsdag den anden januar slår Mads Nørgaard dørene op til et nyt kapitel på Brudelysvej 14.