Pressemeddelelse -
31 europæiske rejsearrangører besøgte a&o Hostels i København
- Især inden for bæredygtighed og arkitektur er København vokset til en kæmpe inspiration for andre lande, forklarer to rejsearrangører fra Holland og Storbritannien, der deltog i a&o Hostels' FAM trip.
Hvad adskiller København fra andre rejsedestinationer, og hvad gør den rød-hvide metropol til noget ganske særligt?
Det fik 31 rejsearrangører fra blandt andet England, Frankrig, Italien, Holland, Ungarn, Tjekkiet og Polen svar på, da de torsdag og fredag i sidste uge lagde vejen forbi a&o Hostels i Sydhavnen på et såkaldt FAM trip - eller Familiarisation trip.
Bag inspirationsturen stod a&o Hostels i samarbejde med Wonderful Copenhagen, der havde inviteret rejsearrangørerne for at fortælle, hvad byen kan tilbyde udenlandske turister.
a&o Hostels driver to hosteller på Nørrebro og i Sydhavnen, der tilsammen rummer 385 værelser og 1.316 senge, og hostelkæden vil gerne i dialog med udenlandske rejsefirmaer, der kan åbne døren til flere rejsende fra udlandet. a&o henvender sig især til folk, der ønsker at bo billigt og centralt i hovedstaden, tæt på offentlig transport.
Hollandske skoleelever skal lære om bæredygtighed
Og København har masser at give af, forklarede FAM trip-deltager, Caitlin Pardoen, 26, der er projektleder og rejseplanlægger i firmaet Travel Inventive i byen Breda i Holland.
- Jeg arrangerer mange rejser for skolegrupper, i år har vi sendt cirka 250 hollandske elever til København. Fremover vil vi arbejde på at sende flere afsted, fordi hollandske elever kan lære meget af at opleve byens imponerende, nyskabende arkitektur og ikke mindst se, hvordan danskerne arbejder med bæredygtighed. Vi vil gerne vise børnene, hvordan de kan være med til at reducere deres CO2-fodaftryk, siger Caitlin Pardoen og fortsætter:
- København har generelt været dyr for turister, hvilket har været en stopklods i forhold til at sende elever og turister afsted. Men på denne inspirationstur har jeg fået et bedre greb om fortællingen om København, og de mange spændende ting byen kan tilbyde, og det gør det nemmere at argumenterer for at rejse herop, uddyber hun.
’København er en by i balance’
En anden deltager, der vender tilbage til sit hjemland med masser af ny information og nye oplevelser i rejsekufferten, er britiske Andy Fairburn fra Nordic Travel Solutions i London, der arrangerer B2B-rejser for forretningsfolk fra England, Irland, Asien og USA. På trods af at han allerede har besøgt København syv gange før.
- For første gang har jeg bevæget mig uden for Københavns centrum, og især besøgene på Refshaleøen og herunder Øens Have, der har sin egen forsyning af grønt, har været en øjenåbner. Det samme gælder forbrændingsanlægget Copenhill. Wow!, siger han.
- Det, jeg har fået bekræftet her, er, at København er på forkant med udviklingen inden for bæredygtighed og reelt foran mange andre byer i Europa, og så har byen en skøn balance mellem det at bo og leve i byen. Især sammenlignet med London, hvor jeg bor til daglig, og hver dag bruger mange timer på offentlig transport. Det gør man ikke i København, forklarer Andy Fairburn.
Kort om FAM Trip-turen
a&o Hostels modtager hvert år rigtig mange private rejsende, herunder unge, familier, forretningsfolk samt mange skolegrupper. Formålet med FAM trip-besøget var at netværke med internationale rejseplanlæggere og gøde jorden for flere private turister og rejsende fra virksomheder, skoler eller organisationer.