Gå til indhold
To verdensrekorder på én auktion: Wegner og Boesens danske designklassikere blev de dyreste solgt nogensinde

Pressemeddelelse -

To verdensrekorder på én auktion: Wegner og Boesens danske designklassikere blev de dyreste solgt nogensinde

Et yderst sjældent Krokodilleskab af Hans J. Wegner og et par af Viggo Boesens eksklusive stole med navnet ”Den lille Petra” blev hver især de dyreste af deres slags solgt på auktion nogensinde for hver møbelarkitekt. Auktionen torsdag aften hos Bruun Rasmussen var dermed bevis på, at dansk design stadig er yderst eftertragtet i hele verden.

Der blev klappet ikke bare én, men hele to gange i auktionssalen i Bredgade hos Bruun Rasmussen torsdag aften. Første gang var, da hammeren faldt over arkitekt Hans J. Wegners særegne Krokodilleskab til en pris på 700.000 kr. Det var vurderet til 200.000-300.000 kr. og blev med et hammerslag på 350 % over vurderingen det dyreste Wegener-skab i verden solgt på auktion.

Men det skulle ikke stoppe her. Da flere bød med på arkitekt Viggo Boesens smukke stole ”Den lille Petra”, nåede hammerslaget op på svimlende 825.000 kr. mod en vurdering på 500.000-600.000 kr. Hermed blev det på samme måde verdens højeste pris på auktion for stole af Viggo Boesen.

”Petra-stolene har stået hos samme familie siden 1938. Der er blevet passet godt på dem, og den slags belønnes ofte på auktion – i særdeleshed når det, man passer godt på, er en designskat som disse. Der blev desuden bidt en god luns af tegnebogen hos køberen for at få Wegners skab med hjem, og også her blev det til en verdensrekord for et skab af Wegner. Vi ser dermed på auktionen, at dansk design er mere hot end nogensinde,” siger Peter Kjelgaard Jensen, vurderingsekspert og leder i afdelingen for moderne design hos Bruun Rasmussen.

Hans J. Wegners yderst sjældne Krokodilleskab

Et møbel, der ligner skindet på en krokodilles ryg, lyder umiddelbart mærkeligt. Det er ikke desto mindre tilfældet med Hans J. Wegners dækketøjsskab, der med sine smukt udskårede låger hører til hans mere sjældne møbler.

I 1938 tog Wegner sin eksamen som arkitekt, men var oprindeligt udlært snedker i sin fødeby Tønder. At han allerede som dreng skar små̊ figurer ud af træklodser, som faren, der var skomager, brugte til skoskabeloner, vidner om hans livslange interesse for træet som materiale. Således mestrede Wegner tidligt brugen af værktøj og udviklede med tiden sin enestående sans for æstetik, form og tekstur. Med sit smukke ornamenteringsarbejde trækker auktionens Krokodilleskab linjer til de billedskærerarbejder, Wegner udførte i sin ungdom.

Wegner er ét af de helt store navne i dansk designhistorie. Mange af hans kendte klassikere blev til i 1940-50’erne, men vinder fortsat stor anerkendelse verden over, hvilket dagens auktion understreger. Med en baggrund som møbelsnedker og arkitekt havde han både en indgående fornemmelse for træets egenskaber og en enestående sans for formgivning. Han formåede således at koble idé og udførelse, hvilket har resulteret i nogle af de mest kendte danske møbler nogensinde.

Hans J. Wegners Krokodilleskab er et dækketøjsskab af eg med to låger med udskæringer i form som krokodilleskind. Det er formgivet i 1950 hos snedkermester Mikael Laursen. Læs mere HER.

Nordisk humanisme i Viggo Boesens ”Den Lille Petra”

Auktionens to eksemplarer af ”Den Lille Petra“ er af den mindre kendte arkitekt Viggo Boesen fra hans første produktion af stolen. En sjov anekdote lyder, at Boesen på grund af møblets buttede form opkaldte det efter sin svigermor Petra.

Med den ”Den Lille Petra“ kan man tydeligt se, at 1930’ernes møbler var tungere, rundere og mere kurvede end de senere mere berømte danske designklassikere. Der herskede blandt arkitekterne i dette årti enighed om, at tidens nye paroler om fokus på form, funktion og nye materialer ikke måtte ske på bekostning af mennesket og det gode håndværk. Det står klart med møblerne fra 1930’erne, der med deres bløde, humane udtryk var blandt de første spæde forsøg på at skabe en særegen dansk fortolkning af den internationale modernisme.

Viggo Boesen bidrog til denne udvikling inden for dansk møbelkunst. Han blev uddannet arkitekt på kunstakademiets møbelskole i København og påbegyndte sin karriere i starten af 1930’erne, hvor han tegnede en række overpolstrede møbler, der befinder sig i spændingsfeltet mellem international modernisme og nordisk humanisme. De blev alle formgivet ud fra hans tanker om, at møbler skulle have et organisk flow, omfavne kroppen smidigt og komfortabelt samt have et også for øjet behageligt design. ”Den Lille Petra” forener alle Boesens tanker om det perfekte møbel.

“Den Lille Petra” af Viggo Boesen er et par lænestole med stel af eg og betrukket med lysebrun uld. De er formgivet i 1938 hos snedkermester A.J. Iversen. Læs mere om stolene HER.

Se alle hammerslag fra auktionen for moderne design HER.

Emner

Kategorier


“Første, anden, tredje. Solgt til kvinden på første række“. I mere end 75 år har auktionshuset Bruun Rasmussen svinget hammeren over kunst, design, smykker, armbåndsure, antikviteter og samlerobjekter som vin, bøger, mønter og frimærker. Efter at have været familieejet gennem tre generationer blev vi i 2022 købt af det engelske auktionshus Bonhams, der blev grundlagt i England i 1793 og i dag er et af verdens førende. Vi er nu en del af et internationalt netværk med global rækkevidde og markedsfører og sælger derfor kunsten, hvor i verden det giver bedst mening i forhold til køberne. Det betyder også, at vi i netværket tilbyder flere end 60 kategorier af genstande på vores auktioner.

Kontakt

Kirstine Dam Frihed

Kirstine Dam Frihed

Pressekontakt +45 8818 1064

Bruun Rasmussen Kunstauktioner

Bruun Rasmussen har siden 1948 svinget hammeren over kunst, design, smykker, armbåndsure, antikviteter og samlerobjekter som vin, bøger, mønter og frimærker. Som danskernes foretrukne auktionshus sælger vi hvert år over 75.000 emner på vores Onlineauktioner på bruun-rasmussen.dk og Liveauktioner i auktionssalen i Lyngby.

Vores specialister er de mest erfarne og kompetente i branchen. Arbejdet i auktionshuset stiller store krav til vores viden og tendenserne på markedet. På den måde kan vi give en optimal vurdering og rådgivning, som er blevet vores varemærke – og dermed tilbyde det bedste på alle hylder og opnå høje hammerslag til fordel for vores kunder.

Bruun Rasmussen er et af Europas mest moderne og digitale auktionshuse, og det er naturligt for os at forandre os i takt med tiden. Fornyelse er en del af vores DNA, men vi er samtidig dybt forankret i vores historie.

Efter at have været familieejet gennem tre generationer blev vi i 2022 en del af det internationale netværk ”Bonhams Network” med global rækkevidde og specialister over hele verden. Det betyder, at vi markedsfører og sælger kunsten, hvor i verden det giver bedst mening i forhold til køberne.

Bruun Rasmussen Kunstauktioner

Nørgaardsvej 3
2800 Kongens Lyngby
Danmark

Besøg vores andre nyhedsrum