Gå til indhold
Et kunstværk af den japanske avantgardekunstner Atsuko Tanaka fik tirsdag aften et hammerslag på hele 8,2 mio. kr. hos Bruun Rasmussen.
Et kunstværk af den japanske avantgardekunstner Atsuko Tanaka fik tirsdag aften et hammerslag på hele 8,2 mio. kr. hos Bruun Rasmussen.

Pressemeddelelse -

8,2 millioner for værk af japansk kvindelig avantgardekunstner

Et kunstværk af den japanske avantgardekunstner Atsuko Tanaka blev tirsdag aften solgt på auktion hos Bruun Rasmussen med et hammerslag på svimlende 8,2 mio. kr. Værket slog dermed rekorden for det dyrest solgte moderne maleri i auktionshusets historie.

Spændingen steg i takt med buddene, da et farvestrålende maleri fra 1966 af den japanske kunstner Atsuko Tanaka kom under hammeren i Bredgade tirsdag aften. Da hammeren endelig faldt, lød hammerslaget på hele 8,2 mio. kr.

Værket – der var vurderet til 4-6 mio. kr. – slog således rekorden for det dyreste moderne maleri solgt hos Bruun Rasmussen nogensinde. Derudover blev det det tredje dyreste værk af Tanaka, der er solgt på auktion i verden.

Vi er meget glade for, at vi hos Bruun Rasmussen fik betroet salget af dette fine værk, som har været i dansk eje siden slutningen af 1960’erne, og at vi på fornemste vis kunne leve op til et godt salg, som er det tredje højeste hammerslag i verden for et værk af kunstneren,” fortæller Niels Raben, afdelingsleder og vurderingsspecialist i moderne kunst hos Bruun Rasmussen.

60 år i familiens eje

Maleriet har været ejet af den i dag 104-årige danske kvinde Borghild og hendes afdøde mand Knud, der begge arbejdede i tekstilbranchen og blandt andet drev virksomhed i 1960’ernes Tokyo. Det var også her, de købte det udbudte værk på et lokalt galleri. Borghild døbte det ”Ballonbilledet”, og det har været en del af familiens hjem i 60 år.

Billedet har betydet meget for Borghild. Hun har ofte omtalt det i forskellige sammenhænge og fortalt historien om, hvordan hendes mand Knud ikke syntes, de skulle købe det og i stedet købte et andet. Bagefter købte Borghild selv ’Ballonbilledet’, som hun døbte det. Først og fremmest fordi hun kunne lide det – hun har altid været til fest og farver – men også fordi hun tænkte, at det måske var en kunstner, vi kom til at høre mere om. Men det kom ikke på tale at sælge det. Det er først for cirka et år siden, at Borghild sagde, at nu skulle det sælges,” har Borghilds veninde tidligere fortalt. Nu skal det så videre til nye ejere.

Cirkler, linjer og stærke farver

Det netop solgte værk er en abstrakt komposition opbygget af farvede cirkler og myriader af forbindende linjer. Maleriet er således et fornemt eksempel på Tanaka, der netop kendt for at have skabt sit helt eget visuelle sprog baseret på cirkler og linjer, primært udført i stærke farver som rød, gul, blå, grøn, sort og nuancer heraf.

Om Atsuko Tanaka

Atsuko Tanaka (1932-2005) var del af det avantgardistiske kunstnerkollektiv Gutai i Japan, der op gennem 1950’erne eksperimenterede med nye former for kunst. Gennem blandt andet performance, installationer, teater og interaktive happenings undersøgte de forholdet mellem ånd, krop og materie i ønsket om at nedbryde grænserne mellem kunst og livet i efterkrigstidens Japan. I 1956 optrådte Tanaka iført den legendariske ”Electric Dress”, som er hendes mest kendte kunstværk. Det er en skulpturel ”kjole” opbygget af to hundrede blinkende glødepærer og rør dækket med rød, blå, gul og grøn emaljemaling. I centrum var Tanaka selv i denne ikke ufarlige performance, hvorom kunstneren selv har sagt: "I had the fleeting thought: Is this how a death-row inmate would feel?" Således kombinerede Tanaka den traditionelle japanske kimono med den moderne tids neonreklamer og den seneste teknologi samtidig med, at hun på mange måder foregriber 1960-70’ernes feministiske strategier, hvor kvindekroppen sættes i centrum som aktivt sansende, bevægende og skabende.

Tanakas dybe rødder i et holistiske filosofiske perspektiv om universet, naturen, livet og kunsten gjorde det muligt for hende at præge sit arbejde med en ubestridelig kraft, og hun markerede sig som en pioner inden for efterkrigskunsten.

Værker af Atsuko Tanaka kan i dag opleves i flere internationale samlinger, blandt andet på MoMA i New York og større udstillinger som ”Women in Abstraction” på Centre Pompidou og Guggenheim Bilbao i 2021.

Læs mere og se videoen, hvor vurderingsspecialist i moderne kunst Kathrine Eriksen fortæller om værket, på Bruun Rasmussens hjemmeside HER.

Emner

Kategorier


”Første, anden, tredje. Solgt til fruen på første række“. Gennem 75 år har Bruun Rasmussen Kunstauktioner svinget auktionshammeren over kunst, antikviteter, design, smykker, armbåndsure og samlerobjekter i hjertet af København. Det var Arne Bruun Rasmussen, der i 1948 grundlagde auktionshuset i Bredgade 33, og indtil 2022 var familien Bruun Rasmussen ejere af virksomheden. I dag er virksomheden ejet af det britiske Bonhams – et af verdens ældste og førende auktionshuse.

Som en del af Bonhams hviler Bruun Rasmussen på et globalt netværk til gavn for både kunsten og kunderne, der har fået adgang til langt flere auktioner og markedets bedste hammerslag. Målet er til stadighed at manifestere Bruun Rasmussen som et eftertragtet auktionshus med den højeste sagkundskab inden for vurdering og salg. Bonhams og Bruun Rasmussen deler kerneværdierne viden, troværdighed, engagement og fornyelse, og det gamle københavnske auktionshus bliver således ført videre i den velkendte ånd under Bonhams vinger.

Med den administrerende direktør Jakob Dupont i spidsen er der gennem årene gennemført en omfattende digitalisering, der har gjort auktionshuset til en markant spiller på det internationale marked. Med en solid erfaring og en indgående viden suppleret med den mest professionelle rådgivning og vurderingsservice er virksomheden bindeled mellem sælgere og interesserede købere fra hele verden. Hvert år sælges 70.000 unikke kunstgenstande på de to typer auktioner – Traditionel Auktion og Netauktion.

Kontakt

Kirstine Dam Frihed

Kirstine Dam Frihed

Pressekontakt +45 8818 1064

Bruun Rasmussen Kunstauktioner

Bruun Rasmussen har siden 1948 svinget hammeren over kunst, design, smykker, armbåndsure, antikviteter og samlerobjekter som vin, bøger, mønter og frimærker. Som danskernes foretrukne auktionshus sælger vi hvert år over 75.000 emner på vores Onlineauktioner på bruun-rasmussen.dk og Liveauktioner i auktionssalen i Lyngby.

Vores specialister er de mest erfarne og kompetente i branchen. Arbejdet i auktionshuset stiller store krav til vores viden og tendenserne på markedet. På den måde kan vi give en optimal vurdering og rådgivning, som er blevet vores varemærke – og dermed tilbyde det bedste på alle hylder og opnå høje hammerslag til fordel for vores kunder.

Bruun Rasmussen er et af Europas mest moderne og digitale auktionshuse, og det er naturligt for os at forandre os i takt med tiden. Fornyelse er en del af vores DNA, men vi er samtidig dybt forankret i vores historie.

Efter at have været familieejet gennem tre generationer blev vi i 2022 en del af det internationale netværk ”Bonhams Network” med global rækkevidde og specialister over hele verden. Det betyder, at vi markedsfører og sælger kunsten, hvor i verden det giver bedst mening i forhold til køberne.

Bruun Rasmussen Kunstauktioner

Nørgaardsvej 3
2800 Kongens Lyngby
Danmark

Besøg vores andre nyhedsrum