Pressemeddelelse -
BMW 3.0 CSL: En moderne fortolkning og en hyldest til legenden – limited edition
BMW M, som står bag de mest sportslige modeller fra BMW, kan i år se tilbage på 50 historiske år. Nu, hvor jubilæumsåret går på hæld, er tiden kommet til at pakke den sidste gave ud: den helt nye BMW 3.0 CSL – den mest eksklusive specialmodel, som selskabet nogensinde har produceret.
Siden 1972 har en række legendariske modeller med bogstavet M i betegnelsen givet gåsehud hos BMW entusiaster i hele verden. Fra historiebøgerne kan man nævne ikonet BMW M1 og de mange generationer af BMW M3 og M5. Gennem de sidste 50 år er de køreglade maskiner kommet som perler på en snor.
Tidligere i jubilæumsåret har BMW trukket forklædningen af modeller som den helt nye BMW M4 CSL, BMW M3 Touring, BMW M2 og BMW XM. Toppen af kransekagen er gemt til sidst med den helt specielle BMW 3.0 CLS – en eksklusiv specialmodel med historiske rødder og en legendarisk modelbetegnelse.
Ny fortolkning af en legendarisk formel
Modelbetegnelsen ”CSL” forpligter. Derfor har den også været forbeholdt et fåtal af modeller gennem historien. De tre bogstaver står for Coupé, Sport, Leichtbau (Coupé, Sport, Letvægt). Den helt nye BMW 3.0 CSL er tro mod den opskrift, der lå til grund for den klassiske BMW 3.0 CSL, som så dagens lys i 1973 – racing-teknologi designet til ren køreglæde, også udenfor banen.
For 50 år siden gjorde racing-versionen af den historiske BMW 3.0 CSL rent bord i European Touring Car Championship i sin første sæson – før den tog samme titelsejr fem gange i træk fra 1975 til 1979. Bilen blev blandt andre kørt af Hans-Joachim Stuck og Niki Lauda.
Gadeversionen af racerbilen, som blev udviklet til homologerings-formål, blev et alment kendt symbol på ægte køreglæde. Blandt de særlige detaljer var en stor hækspoiler, som optimerede grebet til baghjulene. Denne var ikke godkendt til kørsel på almindelige veje og lå derfor i bagagerummet, når bilen blev leveret. Den fik alligevel så stor opmærksomhed, at bilen fik tilnavnet ”Batmobilen”.
Med en slagvolumen på 3.153 kubikcentimeter og en maksimal effekt på 206 hk havde bilen dengang den kraftigste rækkesekser, som indtil da var brugt i en BMW model.
Som en reinkarnation af den legendariske sportsvogn besidder den helt nye BMW 3.0 CSL alle egenskaberne, som en så puristisk bil skal have - bygget på de traditionelle principper fra BMW M: en effektiv rækkesekser under motorhjelmen, manuel gearkasse og baghjulstræk – kombineret med et unikt design.
Traditionen tro, har den helt nye BMW 3.0 CSL også den kraftigste rækkesekser, som nogensinde er puttet i en BMW M-model til kørsel på almindelig vej. Motoren har sine rødder fra dagens DTM-motorsport og mobiliserer en maksimal effekt på 560 hk og et drejningsmoment på 550 Nm med en lineær kraftoverførsel op til 7.200 omdrejninger.
Motoren er koblet til en sekstrins manuel gearkasse, som er optimeret til bilens ydelser. Gennem et nøjagtigt defineret gearskiftemønster muliggøres hurtige og præcise skift - noget som bidrager til den maksimale køreglæde. Den eksklusive udstyrspakke, som er specialudviklet til modellen, har et unikt design med den alpinhvide overflade, den indgraverede gearknop og tallet 50, som går igen flere steder. Som de traditionelle principper i en bil fra BMW M-afdelingen, overføres kraften udelukkende via baghjulene.
For ambitiøs brug på racerbanen er det aktive M differentiale koblet til bilens stabilitetskontrol og vil tilpasse kraftleverancen til baghjulene efter den aktuelle køresituation – lige ud eller sidelæns.
Særligt design – let konstruktion
Med sine klassiske coupé-proportioner følger den helt nye BMW 3.0 CSL i fodsporene på sin legendariske forgænger. De karakteristiske aerodynamiske elementer, de skulpturelle hjulkasser, de særlige spoilere samt en række andre detaljer såsom luftindtagene på motorhjelmen er umiskendeligt baseret på designet af den legendariske coupe fra 1970’erne. Det mest slående er hækspoileren, som oversætter det karakteristiske udseende fra ”Batmobilen” til et moderne designsprog. Den helt nye BMW 3.0 CSL leveres i den klassiske farve alpinhvid, suppleret med dekoration i de klassiske BMW M-farver. Tallet 50, som præger dørene og taget, er både en reference til jubilæet og antallet af biler, der bliver produceret.
Bilen har CFRP-komponenter (kulfiberforstærket plast) på praktisk talt alle karosseridele. Ligeledes er taget, motorhjelmen og bagklappen lavet udelukkende i kulfiber. Vægt-/effektforholdet er kun 2,9 kilo per hk.
Også interiøret i den helt nye BMW 3.0 CSL understreger letvægtskonstruktionen. I stedet for bagsæder finder man et opbevaringsrum med to integrerede rum til hjelme. CFRP-lister i dørpanelerne og den reducerede akustiske isolation bidrager også til den ekstremt sportslige følelse. Fører og passager sidder i formstøbte kulfibersæder, som formidler den umiskendelige racing-følelse for hver kilometer, der køres. De eksklusive interiørkomponenter i CFRP produceres med håndkraft.
Eksklusivt oplag – eksklusiv produktion
Specialmodellen BMW 3.0 CSL produceres kun i et meget begrænset antal. For at markere jubilæet vil der kun være 50 fortløbende nummererede biler. Dette giver den helt nye BMW 3.0 CSL status som en bil, der vil finde plads i udvalgte samlinger hos de særligt loyale og entusiastiske fans af BMW M.
Produktionen af de 50 biler vil tage omkring tre måneder. Et team på 30 specielt kvalificerede og erfarne teknikere er ansvarlige for konfigurationen og montering af bilerne. På grund af kompleksiteten i processerne på fabrikken går hver BMW 3.0 CSL gennem otte monteringscyklusser på lige så mange produktionsstationer - en procedure, som tager op til 10 dage totalt.
Der er udviklet en helt speciel proces for lakering af bilen, hvor håndværk og topmoderne teknologi supplerer hinanden for at give hver enkelt del sit karakteristiske farvedesign. Både grundfarven og M-dekorationerne påføres stort set med håndkraft, hvilket er ekstremt tidskrævende. Der bliver i alt lakeret 22 enkeltdele i denne proces.
Alt i alt betyder den høje andel af individuelt og manuelt arbejde, at den tid, det tager at montere en ny BMW 3.0 CSL, er mange gange længere end for en anden bil fra BMW M. Som en helt egen model fra BMW M GmbH, og til trods for et begrænset antal enheder har den nye BMW 3.0 CSL gennemgået en komplet serieudviklingsproces. Det betyder også, at to pre-produktionsbiler har måttet lade livet i forbindelse med sikkerhedstestene, som er et krav for serieproduktionen.
Som et levende bevis på de 50 bilers identitet og den unikke historie bag den helt nye BMW 3.0 CSL vil hver bil bliver nummeret fra #1 til #50 i interiøret.
#
Emner
Kategorier
BMW Danmark A/S
BMW Danmark A/S importerer biler, motorcykler, reservedele og tilbehør af mærkerne BMW og MINI.
Salg og service udføres af ni autoriserede forhandlere og 17 serviceværksteder.
BMW Danmark er i 2022 – for 11. år i træk – kåret som vinder i kundetilfredshedsundersøgelsen AutoIndex for at have de mest tilfredse og de mest loyale bilejere.