Gå til indhold
Kongernes Hillerød

Pressemeddelelse -

Kongernes Hillerød

En rejse i detaljer og pompøs arkitektur

I Nordsjælland ligger flere prægtige slotte bl.a. Jægerspris, Kronborg, Fredensborg og ikke mindst Frederiksborg Slot i Hillerød, der er helt i særklasse. Et storslået bygningskompleks opført på tre små holme ved Hillerød Slotssøs vestlige bred. Såvel arkitektonisk som udsmykningsmæssigt er slottet og de mange omkringliggende bygninger usædvanligt rige på detaljer. Det er en af landets helt store turistmagneter, hvilket man hurtigt fornemmer, når man bevæger sig rundt på den brostensbelagte slotsplads og i det store haveanlæg, for her ankommer det ene rejseselskab efter det andet, og der fortælles om Christian 4.s prægtige bygningsværk på et hav af sprog. Imponerende ser det da også ud på en lun sommerdag, hvor himlen er blå, og solen spejler sig i de forgyldte spir og de nyoplagte, sortglaserede Dantegl vingetagsten fra Monier.   

Byggeriet tog 25 år

Det første slot blev opført på stedet i 1560 af kong Frederik 2., der havde byttet sig til herregården Hillerødsholm, som da lå på stedet. Slottet, der blev brugt til jagter, fik lov til at stå i blot 40 år, hvorefter kong Frederik 2.s søn, den byggelystne Christian 4., der var født på Frederiksborg Slot, rev de fleste af bygningerne ned. I stedet opførte han et slot i nederlandsk renæssancestil, der i størrelse og udseende kunne måle sig med de prægtigste kongeboliger i Europa. Efter sigende stod kongen selv for de første skitser og førte et nøje tilsyn igennem de 25 år byggeriet stod på. Arkitekten og billedhuggeren Hans van Steenwinckel den yngre, der har tegnet bl.a. Børsen, Rundetårn, Trinitatis Kirke, Rosenborg Slot og Nyboder, har også påvirket slottets udseende.

Slotsherrens Hus og Kancellibygningen

Det trefløjede slot i fire stokværk består af kongefløjen i midten, til venstre kirkefløjen og til højre prinsessefløjen. Slottet prydes af flere tårne bl.a. Mønttårnet og Jægerbakketårnet. På den mellemste holm, der danner den ydre slotsgård med vandkunsten Neptunbrønden, ligger to ens sidebygninger opført af røde munkesten og med sortglaserede vingetagsten som tagdækning. Til venstre Slotsherrens Hus, der bl.a. har fungeret som amtmandsbolig, og til højre Kancellibygningen, hvor kongens administrative folk havde til huse.

Indpakket i stilladser og presenninger

Slotsherrens Hus har tidligere gennemgået en større renovering, der bl.a. omfattede taget, hvor der er oplagt håndstrøgne sortglaserede Dantegl vingetagsten fra Monier. I efteråret 2013 blev der taget fat på renoveringen af den 400 år gamle Kancellibygning, der er opført i årene fra 1614 til 1616. Under et dække af stilladser og presenninger blev store dele af bygningen på det nærmeste skilt ad, for at håndværkerne kunne få adgang til de dele af konstruktionen, der var medtaget af ælde og råd. Bl.a. tagets bærende trækonstruktion samt flere etageadskillelser måtte udskiftes. Hvor det overhovedet er muligt, forsøger man at bevare så meget som muligt af de oprindeligt anvendte materialer og konstruktioner.

Håndstrøgne Dantegl i fire sortglaserede nuancer

Det handler også om at bevare bygningens oprindelige udseende, herunder taget, der med sin sorte, glaserede flade giver Kancellibygningen et stramt udtryk. For at få et farvespil, der matcher det oprindelige tag så meget som overhovedet muligt, har man på Volstrup Teglværk i Nordjylland specialfremstillet håndstrøgne, sortglaserede Dantegl vingetagsten i flere mørke nuancer. Det er en længere proces at finde de helt rigtige farvekombinationer, som giver et autentisk samspil, når de blandes i forbindelse med oplægningen.

Taget på Kancellibygningen består således ikke af én men hele fire mørke farvenuancer: Sort, brun og to transparentsorte. Resultatet er et unikt farvespil og et særdeles autentisk udtryk. Restaureringen af Kancellibygningen er en del af et større projekt til 90 millioner, som blev sat i gang i 2008 og omfatter husarstalden, sprøjtehuset, slotsmuren og slotsbroen.

Gave med betingelser

Den 17. december 1859 udbrød en voldsom brand, som på få timer ødelagde store dele af det gamle kongeslot. Der blev igangsat en landsdækkende indsamling for at skaffe midlerne til en genopbygning. En af de gavmilde bidragydere var brygger J. P. Jacobsen, der dog havde en betingelse for sin donation, nemlig at slottet fremover skulle være et nationalhistorisk museum. Arkitekt Ferdinand Meldahl kom til at stå spidsen for arbejdet, som blev endeligt afsluttet i 1893. Slotkirken, der kun fik mindre skader i forbindelse med branden, fremstår i dag, som da kong Christian 4. lod den opføre i begyndelsen af 1600-tallet.   

Bygherre, arkitekt og håndværker

Frederiksborg Slot ejes af den danske stat. Bygherre for renoveringen af Kancellibygningen, der primært har omfattet tag og facader, er Styrelsen for Slotte og Kulturejendomme. Arkitekt Stig Andersen fra Fogh & Følner Arkitektfirmaet A/S har været ansvarlig for selve restaureringen og herunder de kildestudier og forundersøgelser af bygningen, som blev gennemført, før arbejdet kunne igangsættes. Hovedentreprisen blev udført af Hansen & Graversen Murermestre A/S fra Hillerød.   

Få flere informationer om Frederiksborg Slot på www.dnm.dk


Emner

Kategorier


MONIER er den førende leverandør af tagmateriale i Norden og Baltikum. Med et bredt sortiment af komplette tagløsninger herunder tagsten, specialsten og tilbehør har Monier alt det, der gør taget funktionelt og æstetisk. Monier har ca. 350 ansatte i Norden og Baltikum og havde i 2012 en omsætning på 98,3 millioner Euro. Blandt vore kendte produkter er Dantegl, B&C og Hollander. Monier Norden & Baltikum er en del af Monier. I alt har virksomheden 122 fabrikker og aktiviteter i 40 lande. Monier er verdens førende producent af tagprodukter til hældningstage, tagtilbehør og skorstene. I 2012 havde Monier 8.600 ansatte og et salg på over 1,3 milliarder Euro. I Danmark har vi cirka 80 medarbejdere og to fabrikker samt regionalt kontor i Aalborg. Fabrikken i Hersom producerer betontagsten, og fabrikken i Volstrup producerer tegltagsten.Læs mere på www.monier.dk.

Kontakt

Lisbeth Laursen

Lisbeth Laursen

Pressekontakt Marketing Coordinator PR & kommunikation +45 2679 9229

Et tag er ikke bare et tag

BMI Group Danmark står bag to af tagbranchens stærkeste brands, Icopal og Monier. I BMI Group Danmark giver vi vores kunder adgang til det bredeste udvalg af løsninger til både skrå og flade tage. For os er et tag ikke bare et tag: Et tag er tryghed, sikkerhed og livskvalitet, og vi tilbyder altid de bedste løsninger til vores kunder, uanset hvilken slags tag de ønsker sig. Hos BMI Group Danmark får vores kunder al den ekspertise og rådgivning, de har brug for, samlet under ét tag - og vi har mere end 165 års erfaring at dele ud af.

Læs mere om BMI Group Danmark på bmigroup.com/dk

BMI Group har hovedsæde i Reading, UK. Med selskaber og produktionsfaciliteter i Europa, Asien og Afrika har koncernen mere end 9.500 medarbejdere verden over.

BMI Group Danmark (Icopal og Monier)

Kystvejen 56
9400 Nørresundby
Danmark

Besøg vores andre nyhedsrum