Nyhed -
Blåkläder støtter Mariagerfjord Cykler - fra Hobro til Berlin
Om mindre end en uge hopper 10 unge mennesker på cyklerne i Hobro med det mål for øje, at de vil ramme Berlin fem dage senere. Turen byder på ca. 760 km fra Produktionshøjskolen i Hobro til Brandenburger Tor i centrum af Berlin.
Mariagerfjord Cykler er snart ved kulminationen af den anden sæson for cykelholdet. Sidste år gennemførte 8 unge mennesker fra mariagerfjord området den strabadserende tur til Tysklands hovedstad og det blev for de fleste begyndelsen til en ny start på voksenlivet. En af deltagerne er i dag i lære som cykelsmed i Esbjerg, to andre er i smedelære i hhv. Aalborg og hos Dansk Stål i Hobro. De øvrige deltagere er også i job eller under uddannelse.
Når turen på fredag går mod Berlin, så er det en flok unge mennesker i god form, der er klar til turen. Træningen startede med spinning hos Hobro Helsesport i november måned. Da kalenderen viste forår og 1. marts blev varmen indendørs skiftet ud med kulde og udendørs træning to gange om ugen. René Christiansen for virksomheden Blåkläder kunne se potentiale i de unge mennesker og derfor meldte han sig på banen med et sæt lækkert cykeltøj til hele flokken. Tøjet er blevet luftet flittigt på de to ugentlige træningspas i området omkring Mariagerfjord.