Gå til indhold
BKI vinder i samarbejde med Teknologisk Institut Danish AI Awards 2022.
BKI vinder i samarbejde med Teknologisk Institut Danish AI Awards 2022.

Nyhed -

BKI sætter kaffesmag på formel med kunstig intelligens

Sammen med Teknologisk institut har BKI udviklet en statistisk model, der med kunstig intelligens sætter kaffesmag på formel. En innovation der sikrede dem sejren til Danish AI Awards 2022.

Et lille team fra BKI foods og Teknologisk Institut indtog sammen podiet til Danish AI Awards 2022. Her tildelte et enigt panel BKI sejrspokalen og 200.000 kr. for årets bedste AI-projekt blandt de mere end 75 deltagende virksomheder. En konkurrence der blev afholdt af Industriens Fond og AI Denmark ved den årlige Innovationsfestival i Vejle.

Men et projekt der sætter noget så subjektivt som smag på formel, ser man heller ikke hver dag. Og i særdeleshed ikke når det kommer til en så kompleks og nuanceret fødevare som kaffe.

Gennem halvandet år har de to parter sammen udviklet en model, der med kunstig intelligens (AI), formår at forudsige smagen på sammensætninger af råbønner og endda generere nøjagtige recepter på BKI's mange kaffevarianter.

Vel at mærke før bønnerne overhovedet er ristet.

I videoen kan du høre Ib Hauberg, BKI's tidligere fabrikschef, fortælle nærmere om AI-projektet.

Fra analog til digital kaffesmagning

I mere end 25 år har BKI’s indkøber og chef-kaffesmager, Casper Rasmussen, udelukkende brugt sit råvarekendskab og sine smagsløg til at sikre smagen og kvaliteten af danskernes favoritkaffer.

Et håndværk han er meget stolt af, men som indtil nu ­har været meget ’analogt’, som han udtrykker det.

– Hvor jeg før har noteret alle mine kaffesmagninger ned på papir, står jeg nu med min mobiltelefon i hånden og vurderer hver enkelt råbønne eller færdigristede kaffeblanding på en lang række smagsparametre – direkte via en app. Og efter jeg har set, hvad vores AI-model kan få ud af de data, har jeg kun fået blod på tanden, siger Casper Rasmussen.

For selvom BKI’s kaffesmagere allerede i dag er ekstremt dygtige til at sammensætte de velkendte kaffeblandinger, alene med trænede smagsløg, så åbner kunstig intelligens op for endnu flere muligheder i den daglige kaffeproduktion.

"AI vil ændre vores indkøb fuldstændig"

Nu kan Casper Rasmussen nemlig bede BKI’s AI-model, om at sammensætte udførlige recepter på en ønsket smag i en færdig kaffeblanding. Han kan også definere f.eks. en pris, en ønsket kvalitet, et specifikt indhold af særlige kaffebønner, eller han kan bede modellen om at sammensætte recepten ud fra de råbønner, der er til rådighed på det givne tidspunkt.

– Det her kommer fuldstændig til at ændre vores indkøbsproces af råkaffe. For når vi kan sammensætte kaffeblandinger ud fra en defineret smagsprofil og håndplukke særlige kriterier, er vi ikke længere så afhængige af sæson, kaffesorter eller kaffeområder. Nu kan jeg indkøbe og sammensætte kaffen langt mere fleksibelt – og alligevel sikre en mere ensartet smag og kaffekvalitet for forbrugeren, siger Casper Rasmussen.

Men der ligger også et kæmpe benarbejde forud for projektet, før BKI har kunne nyde godt af modellens forudsigelser. Nemlig arbejdet med at indsamle og koble de rette data.

For uden input er der intet output fra en ellers 'intelligent' model.

Kaffedatabase danner grundlag for kunstig intelligens

– I BKI har vi typisk mellem 50-70 forskellige typer råkaffe på lager, som kan indgå i vores kaffeblandinger med mellem én til syv forskellige slags bønner i hver. Kombineret med andre parametre, som eks. ristningsgrad, betyder det, at vi har en teoretisk mulighed for at sammensætte og riste vores kaffer på intet mindre end 99 trilliarder måder.

Sådan fortæller Nicholaj Månsson Olsen, der er data-arkitekt i BKI, og manden bag de apps, der nu er blevet faste arbejdsredskaber på tværs af BKI’s produktion. For det er helt essentielt, at have fuldstændig styring på hver eneste kaffebønne, forklarer han.

– Via disse apps kan både leverandører, vores kaffesmagere, risteri og pakkeri mv. tilgå vores digitale 'kaffedatabase'. Her kan de registrere al den nødvendige data, som vores AI-model skal bruge for at koble det sammen til kafferecepter til os. På ét og samme sted.

En samling data der skaber et astronomisk antal muligheder for kafferecepter, som indkøber og chefsmager, Casper Rasmusen, erkender, er umulig for et menneske at overskue. Også selvom man har gode smagsløg.

Han er dog ikke nervøs for, at kunstig intelligens skal gøre ham overflødig lige foreløbig. AI-modellen har tværtimod gjort ham endnu dygtigere til sit håndværk, fortæller han.

– Vores AI-projekt har kun gjort kvaliteten af vores smagninger endnu bedre – jeg er blevet bedre. De nye procedurer tvinger mig til hver dag at skærpe mine sanser og vurdere kaffen ud fra langt flere parametre end før, så jeg kan fylde tilstrækkelig data om kaffens smag ind i modellen. Vi har aha-oplevelser næsten dagligt, og vi finder hele tiden på nye spændende måder at omsætte vores data til bedre kaffe.

Related links

Emner

Kategorier

Kontakt

Anders Fisker Olesen

Anders Fisker Olesen

Pressekontakt Head of Marketing & Innovation +45 21 21 80 90

Relateret materiale

Kvalitetskaffe siden 1960

BKI blev stiftet i 1960 af Svend Mathiesen, hvor han for første gang langede nyristet, brasiliansk, kaffe over disken i hans lille forretning Brasil Kaffe Import. Siden da er BKI kun vokset stødt. I dag importerer vi kaffe fra hele verden, som vi med stor omhu og ekspertise rister og pakker på vores moderne risteri i Aarhus. Vi er blandt de største aktører på det danske kaffemarked med salg til både detail og foodservicesektoren, en omfattende private label produktion samt stigende eksport. Gennem årene har vi udvidet vores aktiviteter, og foruden kaffe forhandler vi i dag en lang række special- og delikatessefødevarer, ligesom vi i mere end 30 år har leveret professionelle kaffeløsninger til det danske erhvervsliv.

BKI foods

Søren Nymarks Vej 7
8270 Højbjerg
Danmark