Gå til indhold
Audi e-tron GT: Nyt kapitel i elektrisk køreglæde

Pressemeddelelse -

Audi e-tron GT: Nyt kapitel i elektrisk køreglæde

  • Nye varianter: Modelfamilien udgøres fremover af Audi S e-tron GT, Audi RS e-tron GT og Audi RS e-tron GT performance
  • Markante fremskridt inden for opladning, rækkevidde og ydeevne
  • Nyudviklet aktiv undervogn med optimalt samspil mellem komfort og dynamik

Siden lanceringen i 2021 har den firedørs gran turismo været den elektriske og sportslige topmodel i Audis modelprogram. De nye modeller forener avanceret teknologi med forbedret ydeevne og elegant design. Med øget rækkevidde, hurtigere opladning og avancerede undervognssystemer løfter Audi standarden for elektriske sportsvogne. Uanset om man vælger den elegante Audi S e-tron GT eller den kraftfulde RS e-tron GT performance, venter en medrivende køreoplevelse.

De nye varianter i e-tron GT-modelrækken kombinerer progressivt design med innovativ teknologi og adskiller sig fra hinanden rent optisk blandt andet med ændringer omkring singleframen, luftindtag og diffuser. Fx sidder der på RS e-tron GT mellem aerokanalerne en lodret rød refleks, som er en detalje fra motorsporten. Og RS e-tron GT performance kan fås med matteret kulfibertag i kombination med elementer i Carbon Camouflage (ekstraudstyr), der anvendes for første gang hos Audi og fås eksklusivt til RS performance-modellen.

Fælles for de nye varianter er fx en ny lakeret ramme i bilens farve over singleframen, der gør, at bilen rent optisk virker lavere. e-tron GT-familien har samtidig fået den nye Corporate Identity, der blandt andet gør de fire ringe todimensionelle.

Man kan vælge mellem ni forskellige lakfarver. Ud over unilakfarven Arkonahvid kan man også vælge metallak-/perleeffektlakfarverne Ascariblå, Daytonagrå, Floretsølv, Kemoragrå, Mythossort og Progressivrød. Nimbusgrå fås eksklusivt til RS e-tron GT og RS e-tron GT performance, mens den nye farve Bedfordgrøn udelukkende fås til RS e-tron GT performance.

Fælgprogrammet er også blevet revideret. Der fås en ny type 20” fælge til S e-tron GT og RS-modellerne. Til RS-modellerne præsenterer Audi derudover to nye 21” smedede og fræsede fælge, der minder om de såkaldte AVUS-fælge, som blev præsenteret i 1991 på konceptbilen Audi Avus quattro. Til RS e-tron GT performance er overfladen på fælgene matteret og mørk.

Se video med design highlights (02:59)

Sportslige elementer og genanvendte materialer i kabinen
I kabinen har sæder, rat, panellister og det digitale indhold fået ny udformning. Til e-tron GT-familien kan man vælge nye dekorindlæg, og til RS e-tron GT performance fås de også i Carbon Camouflage, der passer til bilens ydre.

De nye e-tron GT-versioner har et rat med flad top og bund. I RS-modellerne er det forsynet med to røde betjeningsknapper og som tilvalg med en klokken 12-markering. Sæderne er også blevet opgraderet. Fx er S e-tron GT nu som standard udstyret med sportssæder plus med 14-vejs-indstilling, og performance-modellen får en eksklusiv ny designpakke med serpentingrønne syninger, der passer til lakfarven bedfordgrøn, og sæder med 18-vejs-indstilling.

I kabinen anvendes blandt andet Dinamica mikrofiber og stof i designet Kaskade. Dinamica minder optisk og mærkbart om ruskind og består af næsten 50 % genanvendt polyester, som blandt andet stammer fra tøjrester. Det anvendes blandt andet til sæder, rat, dørelementer og midterkonsol. Stoffet i designet Kaskade minder om naturfibre og består af 15 % vævekanter og 35 % genanvendt polyester. For at skåne miljøet bliver det ikke farvet yderligere. Det anvendes i sæder og dørelementer. Bundbeklædning og måtter er fremstillet af Econyl, som er et materiale, der består af 100 % genanvendte nylonfibre. De stammer fra produktionsaffald, stof- og tæpperester eller gamle fiskenet.

Avanceret panoramaglastag
Et nyt, teknisk avanceret panoramaglastag kan gøres ugennemsigtigt med et tryk på en knap. Det fungerer ved hjælp af den såkaldte PDLC-teknologi (polymerdispergeret flydende krystal), som kan skifte fra gennemsigtig til ugennemsigtig. Mellem elektrisk aktiverbare glaskomponenter svømmer den flydende krystal, som har givet systemet sit navn. Hvis der ikke er nogen spænding, danner krystallerne et ugennemsigtigt lag. Når der tilføres strøm, retter krystallerne sig ud, og taget bliver gennemsigtigt. Det kan styres individuelt som et digitalt gardin via MMI-displayet, og man kan vælge mellem fire præindstillinger.

Effektive og kraftfulde drivlinjer
Permanent magnet synkronmotoren (PSM) på forakslen i S e-tron GT og RS e-tron GT yder 176 kW (239 hk). RS e-tron GT performance er derudover forsynet med en tilpasset elektronikstyring på forakslen med en revideret pulsomformer, der giver en endnu højere afladningsstrøm. Alt i alt kører alle tre varianter mere effektivt, men har en markant højere ydelse og bedre accelerationsevne.

Den nyudviklede elmotor på bagakslen, som ligeledes er en permanent magnet synkronmotor (PSM), med en aksial længde på 192 mm og en diameter på 230 mm har de samme dimensioner i RS e-tron GT og RS e-tron GT performance. Komponenter som fx rotoren stammer fra Premium Platform Electric (PPE). Elmotoren yder 415 kW (564 hk). Begge elmotorer har reserver til ekstreme kørselssituationer. Den samlede ydelse i S e-tron GT ligger på 435 kW/591 hk (500 kW/679 hk med launch control). RS e-tron GT kommer op på en elektrisk ydelse på 500 kW/679 hk (630 kW/856 hk med launch control). I RS e-tron GT performance er der 550 kW/748 hk (680 kW/925 hk med launch control) til rådighed. Den er dermed den stærkeste serieproducerede bil, som Audi nogensinde har bygget.

Alle tre modelvarianter byder på hurtig acceleration. S e-tron GT accelererer fra 0 til 100 km/t på 3,4 sek., RS e-tron GT på 2,8 sek. og RS e-tron GT performance på kun 2,5 sek. S e-tron GT har en tophastighed på 245 km/t, mens RS-modellerne fortsætter op til 250 km/t.

Decelerationen sikres i S e-tron GT af et nyudviklet og større dimensioneret bremsesystem med standardmonterede stålskiver og sorte bremsekalibre. Som ekstraudstyr fås disse også i rød. De to RS-modeller har som standard tungstenkarbid-belagte bremseskiver med bremsekalibre i sort, rød eller orange. Det er også muligt at tilvælge bremser af kulfiberkeramik.

Med en ny boost-funktion kan RS e-tron GT og RS e-tron GT performance som standard levere en mærkbar merydelse på 70 kW/95 hk. Merydelsen aktiveres via den venstre betjeningsknap på rattet. Når den aktiveres, er funktionen tilgængelig i 10 sek. En nedtælling i cockpittet viser, hvor længe boost-funktionen er aktiv.

Lettere batteri med højere energitæthed og op til 605 km rækkevidde
Det er lykkedes at sænke vægten på højvoltsbatteriet og samtidig øge dets energitæthed. Vægten på højvoltsbatteriet er trods det højere energiindhold faldet med 9 kg, så det nu vejer 625 kg. Højvoltsbatteriet er på 97 kWh (105 kWh brutto).

Kapaciteten i de 33 cellemoduler, hvoraf hvert enkelt omfatter 12 poseceller, er blandt andet takket være en optimeret 2-lags køleplade blevet forøget med ca. 12 %. Kølingen af selve cellerne er også blevet tilpasset. Et tiltag, som i kombination med ændringer i materialer og skilleelementer samt tilpasset cellekemi har medført en højere energitæthed i cellerne.

Rekuperationsydelsen i den nye e-tron GT-familie er også øget fra 290 til nu 400 kW. Rekuperationen kan i MMI indstilles til manuel eller automatisk eller også reguleres i tre trin via skiftekontakterne ved rattet.

Den maksimale opladnings- og afladningsstrøm er blevet øget yderligere til 400 A ved hjælp af det forøgede strømflow i de enkelte celler. Den forandrede cellekemi og den optimerede intelligente forudseende termostyring sørger for, at der kan flyde mere strøm under opladningen.

e-tron GT-familien har nu en rækkevidde på op til 605 km.

Højere ladeeffekt: Oplad 280 km rækkevidde på 10 min.
Samlet set er den maksimale ladeeffekt blevet øget med 50 kW til op til 320 kW. Dermed kan højvoltsbatteriet i e-tron GT-familien under ideelle forhold oplades fra 10 til 80 % på kun 18 min. ved en lynlader (HPC). På kun 10 min. kan man lade op til 280 km ekstra rækkevidde. Ved hjælp af Plug & Charge-funktionen bliver bilen automatisk autoriseret ved kompatible ladestandere, når ladekablet sættes i, og opladningen fra standeren aktiveres. Samtidig er lynopladningsområdet for det nye højvoltsbatteri blevet udvidet markant. Selv ved lave temperaturer kan man hurtigere opnå høje ladeeffekter. Meget høje ladeeffekter opnås dermed allerede fra 15 grader celsius, hvilket reducerer termostyringens energiforbrug yderligere og gør, at man nemmere kan opnå det optimale lynopladningsområde. Som ekstraudstyr kan man også lade med vekselstrøm med op til 22 kW.

Man har nu via Audi virtual cockpit plus for første gang mulighed for at få omfattende informationer om højvoltsbatteriets aktuelle driftstilstand, ved at man kan aflæse batteritemperaturen, en lynopladningsprognose og status for prækonditioneringen. Det giver et hurtigt overblik over den opladnings-performance, man kan forvente.

Termostyringen, som er sammensat af fire optimerede kølekredsløb, holder batteriet og drivlinjekomponenterne på det ideelle temperaturniveau. Allerede under kørslen bliver batteriet afhængigt af udetemperaturen kølet ned eller varmet op, så det kan oplades hurtigt. Den standardmonterede varmepumpe sørger for en energieffektiv klimaregulering af kabinen og øger på den måde rækkevidden – især om vinteren.

Se video om batteri- og opladningsteknologien (02:29)

Innovativ aktiv undervogn
Som standard tilbydes en nyudviklet luftaffjedret undervogn med 2-kammer-2-ventil-teknologi, som giver markante køredynamiske fordele, uden at det går ud over komforten. Som ekstraudstyr fås den nye innovative aktive undervogn. Dette system byder på en hidtil uset spændvidde mellem kørekomfort og køredynamik.

Undervognen holder bilens karrosseri næsten helt vandret under dynamiske opbremsninger, styremanøvrer og accelerationer. Det giver meget præcise styreegenskaber og øger kontrollen over bilen markant, når man kører sportsligt. I disse kørselssituationer sikrer den aktive undervogn en næsten perfekt kontakt til vejbanen takket være en afbalanceret fordeling af hjulbelastningerne.

Ved jævn kørsel udlignes svingninger i bilens karrosseri, især fra ujævne veje, næsten komplet. Hvis kurvehældningsfunktionen og igangsætnings- og komfortbremsefunktionen derudover er aktiveret via Audi drive select, kan undervognen modvirke de normale nikke- og vippebevægelser for at reducere accelerationernes påvirkning af personerne i bilen. Når bilen holder stille, er det desuden muligt at benytte en komfortindstigning. Afhængigt af det pågældende udgangsniveau bliver bilen lynhurtigt hævet med 55 til 77 mm.

Audi drive select med konfigurerbare RS-indstillinger
Med køredynamiksystemet Audi drive select kan man påvirke bilens karakter. Man kan vælge mellem tre profiler: efficiency, comfort og dynamic. I RS-modellerne er de to individuelt konfigurerbare RS-specifikke indstillinger ”RS1" og ”RS2” desuden til rådighed. Eksklusivt til RS e-tron GT performance har Audi udviklet performance-indstillingen, som er sat op med de optimale indstillinger til krævende racerbaner.

Audi e-tron GT i Danmark
De tre nye varianter af e-tron GT introduceres i Danmark i løbet af efteråret. Priser og udstyr på det danske marked er på nuværende tidspunkt endnu ikke fastlagt.

Find mere information, fotos og video på Audi Media Center

Forbrugsangivelser

Audi S e-tron GT
Strømforbrug ved blandet kørsel: 18,2 kWh/100 km
Rækkevidde: op til 605 km

Audi RS e-tron GT
Strømforbrug ved blandet kørsel: 18,6 kWh/100 km
Rækkevidde: op til 593 km

Audi RS e-tron GT performance
Strømforbrug ved blandet kørsel: 19,0 kWh/100 km
Rækkevidde: op til 583 km


Der tages forbehold for eventuelle ændringer og fejl.

Related links

Emner


___________________________________________________________________________________________

Audi Danmark er en del af Semler Gruppen - Danmarks største bilaktør. Audi har i dag otte autoriserede forhandlere og 28 autoriserede servicepartnere fordelt over hele landet, og mærket står stærkt med et godt image og et attraktivt og omfattende modelprogram.

Audis mål er gennem Vorsprung durch Technik at være det mest innovative premiummærke, og i 2021 meldte Audi AG ud, at mærket accelererer overgangen til elektrisk mobilitet. Fra 2026 vil Audi kun lancere nye modeller, der drives udelukkende af elektricitet, på det globale marked, og frem mod 2033 vil Audi gradvist afvikle produktionen af forbrændingsmotorer. I 2025 er det målsætningen, at alle Audis fabrikker skal være netto-CO2-neutrale. Derudover har Audi som en del af Volkswagen-koncernen tilsluttet sig Paris klimaaftalen og har derfor som mål at opnå netto-CO2-neutralitet senest i 2050.

Audi AG er en af de mest succesfulde bilproducenter i premiumsegmentet. Audi Group består af mærkerne Audi, Bentley, Lamborghini og Ducati, er til stede på mere end 100 markeder verden over og har produktion i 13 lande. I 2023 solgte Audi på verdensplan 1,9 millioner biler.

Følg Audi Danmark her:

Newsroom

Facebook

LinkedIN

Instagram

Kontakt

Britt Stellinger

Britt Stellinger

Pressekontakt PR-chef, Audi Danmark 20208995

Relateret materiale

Vorsprung durch Technik

Audi Danmark er en del af Semler Gruppen - Danmarks største bilaktør. Audi har i dag otte autoriserede forhandlere og 28 autoriserede servicepartnere fordelt over hele landet, og mærket står stærkt med et godt image og et attraktivt og omfattende modelprogram.

Audis mål er gennem Vorsprung durch Technik at være det mest innovative premiummærke, og i 2021 meldte Audi AG ud, at mærket accelererer overgangen til elektrisk mobilitet. Fra 2026 vil Audi kun lancere nye modeller, der drives udelukkende af elektricitet, på det globale marked, og frem mod 2033 vil Audi gradvist afvikle produktionen af forbrændingsmotorer. I 2025 er det målsætningen, at alle Audis fabrikker skal være netto-CO2-neutrale. Derudover har Audi som en del af Volkswagen-koncernen tilsluttet sig Paris klimaaftalen og har derfor som mål at opnå netto-CO2-neutralitet senest i 2050.

Audi AG er en af de mest succesfulde bilproducenter i premiumsegmentet. Audi Group består af mærkerne Audi, Bentley, Lamborghini og Ducati, er til stede på mere end 100 markeder verden over og har produktion i 13 lande. I 2023 solgte Audi på verdensplan 1,9 millioner biler.

Audi Danmark

Park Allé 355
DK-2605 Brøndby
Danmark