Gå til indhold
Tak til datalogisk institut, Københavns Universitet for lån af foto
Tak til datalogisk institut, Københavns Universitet for lån af foto

Pressemeddelelse -

Der gambles med uddannelsespolitikken på IT-området

Ny analyse viser, at regeringen bruger misvisende høje estimater af antallet af IT-specialister i Danmark. Danske virksomheder skriger efter IT-uddannede, mens regeringen skærer ned på IT-uddannelser. Det kan få store konsekvenser for dansk økonomi, vurderer ATV’s digitale vismandsråd.

Regeringen har en vision om, at Danmark skal være på forkant med digitale teknologier, blandt andet for at blive uafhængige af tech-giganter. Men de politiske prioriteringer følger ikke visionen.

Teknologi kræver kloge hoveder, og her er akademisk uddannelse på højeste niveau helt centralt. Normalt har en specialist inden for et fag en længerevarende uddannelse inden for fagligheden. Men det er langt fra tilfældet, når man nærstuderer opgørelser over ”IT-specialister” i Danmark.


Danmark kun på en 20. plads i EU

Regeringens opgørelse viser, at der findes 171.000 ”IT-specialister” på det danske arbejdsmarked, men ATV’s nye opgørelse viser, at der kun er 77.740 IT-uddannede på arbejdsmarkedet (2021-tal).

Antallet af IT-uddannede er væsentligt færre end EU’s og regeringens estimater af ”IT-specialister” i Danmark, og der er meget langt til EU’s 2030-mål om 360.000 IT-specialister på det danske arbejdsmarked, hvis det faktisk skal være folk med en IT-uddannelse.

Når EU og regeringen opgør danske ”IT-specialister”, kan vi nu se, at der tælles mere perifere faggrupper som elektrikere og automekanikere med.

Danmark er således kun på en 20. plads i EU målt på uddannelsesniveauet af de såkaldte “IT-specialister”. Det er opgjort efter andelen af IT-specialister med en videregående uddannelse, hvor Danmarks andel er lav.

Danmark på vej længere ned af rangstigen for højtuddannet IT-arbejdskraft

IT-uddannelserne har været i fokus i debatten om sommerens studieoptag. For samtidig med at erhvervslivet efterspørger flere IT-uddannede, bliver uddannelserne beskåret. Sektordimensioneringen og kandidatreformen udfordrer mulighederne for, at universiteterne kan levere højtuddannet IT-arbejdskraft.

ATV’s analyse viser også, at det langtfra kun er de traditionelle IT-brancher, der ansætter IT-uddannede. Der er rift om dem bredt set blandt de 13 vækstbrancher (inklusive den offentlige sektor), som ATV har analyseret. Det kan således få store konsekvenser for dansk økonomi - også langt ud over IT-branchen - hvis der bliver adgang til færre IT-uddannede fremover, vurderer ATV’s digitale vismandsråd.

IT-vækstbrancherne ligger samtidig i top på en række økonomiske vækstindikatorer. Når IT-uddannede er bredt efterspurgt i de fleste brancher med vækst, så er det en realistisk bekymring, at barrierer for erhvervslivets adgang til IT-uddannede vil gå kraftigt ud over dansk samfundsøkonomi.

Formand for ATV’s digitale vismandsråd, professor Kaj Grønbæk, Institut for Datalogi, AU, udtaler:

Danmark bryster sig af at være i top-5 på flere af EU's nøgletalsindikatorer for digitalisering. Men det forbigås, at vi er nede på en 20. plads og under EU-gennemsnittet målt på uddannelsesniveau. Vi står i en virkelighed, hvor EU anbefaler, at vi fordobler væksten af IT-uddannede, og danske virksomheder efterspørger IT-specialister. Samtidig vil vi gerne udvikle flere og bedre digitale teknologier. Men rent faktisk er der kun 19 % af de IT-uddannede, der har den vigtige science og engineering-profil. Denne gruppe har ellers en nøglerolle i at udvikle teknologierne. Men danske politikere laver i stedet universitetsreformer, der vil bringe os længere ned på indikatoren for IT-uddannelsesniveau.


Kontakt

Kaj Grønbæk
Institutleder, Institut for datalogi, AU
Formand for ATV's digitale vismandsråd

Tlf. +45 21 49 56 34

Related links

Emner

Kategorier


ATV er en uafhængig, medlemsdrevet tænketank. Akademiet arbejder for, at Danmark skal være en af fem førende Science & Engineering-regioner i verden – til gavn for kommende generationer. For at gøre dette mål til virkelighed gennemfører ATV aktiviteter, der skaber konkret værdi for virksomheder og for samfundet. I kraft af sine 800 medlemmer har Akademiet særlige forudsætninger for, at anbefalinger og viden fra projekter bliver anvendt og implementeret i virksomhederne og vidensmiljøerne.

Kontakt

Troels Rud

Pressekontakt Kommunikationschef Kommunikation og presse +4551854250
Maja Lænkholm

Maja Lænkholm

51814746

Danmarks største teknologiske tænketank

ATV er en uafhængig, medlemsdrevet tænketank. ATV arbejder for, at Danmark skal være en af fem førende Science and Engineering-regioner i verden - til gavn for kommende generationer. For at gøre visionen til virkelighed gennemfører Akademiet projekter og aktiviteter, der skaber konkret værdi for virksomheder, universiteter og samfundet.

ATV - Akademiet for de Tekniske Videnskaber

Frederiksholms Kanal 30, indgang A1, 1. sal
1220 København K
Danmark