Pressemeddelelse -
Fundament støbes til udvidelsen af Høgelund Mejeri
Ved Høgelund Mejeri er fundamenterne nu ved at blive støbt til den 12.500 kvadratmeter store udvidelse af mejeriet, der vil øge mejeriets kapacitet fra 6.000 til 15.000 tons blåskimmelost årligt.
Midt på sommeren begyndte gravearbejdet ved mejeriet, og det forventes, at taget er lagt på i slutningen af december, så der kan arbejdes indendørs i løbet af vinteren. Det nye bygningsafsnit vil stå færdigt til februar næste år.
Derefter går renoveringen af mejeriets eksisterende bygninger i gang, og det bringer det samlede budget op på 222 mio. kr.
I forbindelse med udvidelsen af Høgelund Mejeri vil store dele af produktionen blive moderniseret, så det ikke skulle blive nødvendigt at ansætte flere medarbejdere til trods for den store stigning i kapaciteten.
Også arbejdsmiljøet bliver tilgodeset i de nye bygninger, og det resulterer bl.a. i, at pakkeriet opbygges med en stor glasfacade samt støjdæmpende nedsænkede lofter.
Projektet er en del af Arla Foods’ strategi- og strukturplan fra 2001. Planen indebærer, at Grenå Mejeri lukker, og mejeriets produktion på ca. 5.000 tons blåskimmelost overflyttes til Høgelund.
Dermed bliver hele Arla Foods’ produktion af danablu samlet på ét sted.