Nyhed -

​Kan man være kropspositiv i januar?

Julesul, slik og søde sager. Julen var der, hvor vi – mere end normalt – samledes om det spiselige. Der blev føjet lidt ekstra sul til de i forvejen ekstra ”Corona-kilo”. Og nu da julen er slut og et nyt år er begyndt, banker den dårlige samvittighed på døren. Også hos de helt unge piger.

Ungdommen er identitet og identitetsdannelse. Hvem er jeg i denne verden? Hvad mener jeg? Og ikke mindst: Hvad mener andre om mig? Det er det, der bliver brugt allermest krudt på i de unge pigers tanker, når vi i All About Teens-studiet spørger dem. Derfor spiller identitetsmarkører mere end noget andet en central rolle i teenageårene.

- De prøver forskellige identiteter af – helt konkret ved at slette Instagramprofiler og oprette nye – men også mere abstrakt ved at eksperimentere med udseende og holdninger. Og her spiller kroppens udseende en central rolle, siger Anne Eskerod Borgstrøm, Insights Manager i Aller Media, og fortsætter:

- Kroppen fylder meget hos teenagere, især pigerne. 57% af piger i alderen 12-17 år tænker på kroppens udseende dagligt – og 21% angiver, at de tænker på kroppen hele tiden.

Den slanke krop er fortsat idealet

Måske bliver det bare lidt anderledes i år. Bare lidt i hvert fald. Den slanke krop er fortsat idealet, men kropspositivisme og den anderledes krop får mere medvind.

De sociale medier beskyldes ofte for at fostre uopnåelige skønhedsidealer. Men det giver også plads til nye skønhedsidealer, og god plads til mere kropspositive stemmer. Konkret afspejles det i at flere teenagepiger i år – sammenlignet med sidste år – ikke mener det er tabubelagt at være overvægtig.

Noget tyder dog på, at det først og fremmest er nemmere at være kropspositiv på vegne af andre, for samtidig med det er blevet mindre tabubelagt at være overvægtig, er der markant færre af de unge, der selv ønsker at ’udstille’ den uperfekte krop.

’You be you’ er altså i højere grad ’empowerment’ af andre, og i mindre grad muligt at efterleve selv. Men alt tager tid. Og elefanten skal, som bekendt, spises i små bidder. Kropsidealerne er (måske) under forandring.

Om All About Teens

Det er fjerde gang, Aller Media foretager All About Teens-studiet. Hvor det er relevant, spørger vi om det samme år for år, så vi kan følge udviklingen. Men vi leder også hele tiden efter nye perspektiver og vinkler, så vi hele tiden er opdateret på, hvad der optager teenagerne lige nu og her.

Alle de nyeste indsigter om de danske teenagepigers liv, medie- og forbrugsvaner kan du læse meget mere om i rapporten, som du finder nederst på siden. 

Emner

  • Uddannelse

Kategorier

  • teenager
  • teens
  • instagram
  • januar
  • all about teens
  • all about teens 2020
  • teenagepiger
  • kropspositivisme
  • kropsidealer

Kontakt

Magnus Hviid

Pressekontakt Kommunikationschef Presse og kommunikation +45 28 72 63 85

Relateret materiale