Pressemeddelelse -

Surf sikkert på ferien

Lige om lidt kalder sommerhuset, storbyferien og festivalerne. Uanset hvor vi drager hen på ferie, tager vi mobilen med. YouSees mobildirektør giver 5 gode råd til sikker internetsurf med i bagagen.

Vi danskere er storforbrugere af mobildata, og vi hiver gerne mobilen op på ferien for at tjekke spisesteder, mails eller dagens nyheder. Mange af os logger også gerne ind på de gratis wi-fi-netværk, som butikker, restauranter og hoteller tilbyder. Går man på et åbent wi-fi-netværk, er der dog et par ting, man skal være opmærksom på.

”Et stigende problem på mange feriesteder og i områder, hvor mange mennesker samler sig, er falske netværk. Hopper du på et falsk netværk, er der risiko for, at dine personlige oplysninger, kortoplysninger samt mail og adgangskode kan blive opsnappet, hvis du shopper eller logger ind på hjemmesider. Sørg derfor altid for at bruge netværk, du ved er sikre og helst netværk, hvor du skal bruge et kodeord. Spørg gerne ejeren af caféen, museet eller, hvor du nu er hvilket netværk, som er det rigtige,” siger Kasper Ørtvig, mobildirektør i YouSee.

Vil man helt undgå at logge på ukendte wi-fi-netværk, er det nu blevet endnu lettere at bruge mobilen, når man rejser på ferie i EU. Fra den 15. juni er nye EU-regler nemlig trådt i kraft, og de betyder, at man nu kan bruge tale, sms og data i 36 lande på samme måde, som man bruger det herhjemme og dermed undgå store ekstraregninger, når man rejser i Europa. Læs mere på yousee.dk/europa.

5 gode råd til sikker internetsurf

  • Husk backup af dine data på mobilen. Så har du sikret alle dine fotos, kontakter og andre værdifulde oplysninger, hvis din telefon bliver hacket, du mister den i Venedigs kanaler eller i en mudderpøl på Roskilde Festival.
  • Husk at slå adgangskode til på din mobil og sørg gerne for at sikre den med et anti-tyveri-program, der gør, at du kan spore og endda slette indholdet på mobiltelefonen.
  • Undgå gratis og åbne wi-fi-netværk, hvor du ikke bliver afkrævet adgangskode.
  • Er du på et gratis wi-fi-netværk, så undlad at logge på netbank, bruge dit kreditkort eller indtaste personlige oplysninger, og log af på hjemmesider, hvor du har indtastet brugernavn og kodeord.
  • Opdater din mobil, tablet eller bærbar med de nyeste sikkerhedsopdateringer.

Læs mere om internetsurf og roaming.

For yderligere spørgsmål kontakt TDC Group Stakeholder Relations på 70 20 35 10.

Emner

  • Biograf, film, fotografi

Kontakt

TDC Group Presse

Pressekontakt +45 70203510