Pressemeddelelse -
Aarhusianske iværksættere lancerer revolutionerende musikanmelder-app på NorthSide
På NorthSide vil festivalgængerne i år for første gang være med til at bedømme koncerterne fremfor blot at kunne læse de etablerede mediers anmeldelser. App’en Tribute vender rampelyset mod publikum som nu kan dele deres koncertoplevelser og give artisterne stjerner.
Holdet bag den nye sociale anmelder-app Tribute har længe følt, at der manglede en platform for folk som elsker at gå til koncerter. Her udsprang idéen til Tribute, hvor man kan skrive en anmeldelse og give stjerner til både artisten og spillestedet. Begge får en score som indikerer henholdsvis, hvor god artisten er live, og hvor godt spillestedet er. Så har man en musikanmelder i maven, eller vil man gerne læse andres mening om en koncert, er anmelderi altså ikke længere forbeholdt den kulturelle elite.
Tribute sætter fokus på live-formatet, hvilket ifølge trioen bag er et frisk pust i musikindustrien. Ved at give koncertgængerne magten, kan der blive skabt mere støj omkring de artister som virkelig brænder igennem og leverer noget særligt på scenen. Artisterne kan desuden få et reelt billede af, hvad publikum synes om deres koncerter.
- Vi har i en årrække været en platform for entreprenører og iværksættere, der gerne vil teste nye produkter af på en nysgerrig og intelligent gruppe mennesker. Det er langt fra alle henvendelser, der udmønter sig i et samarbejde. Men eftersom Tribute handler om fællesskabet omkring musik, syntes vi, at der var et godt match, og vi glæder os til at se, hvordan vores gæster tager imod app’en, siger talsmand for NorthSide, John Fogde.
Holdet bag Tribute
Vennerne og kollegerne Christian Lomholt, Claus Holm og Rewan startede deres samarbejde for 10 år siden i et lille musikstudie i en kælder på Trøjborg i Aarhus, hvor frøet for deres venskab og fælles drømme om at skabe noget banebrydende blev sået.
Siden har Claus og Rewan produceret musik for anerkendte danske artister blandt andet til Morten Breum og NorthSide-aktuelle Nik & Jay. Hittet ”Magisk” har Claus og Rewan skrevet og produceret sammen med duoen, og for dem repræsenterer sangen drømmen om at kunne skabe noget ekstraordinært. De to producere står også bag Danmarks største sangskriver og producer-event Aarhus Calling, der afholdes årligt for danske og internationale sangskrivertalenter og producere.
Tributes tredje grundlægger og designer, Christian, har været med til at starte den danske fest-app Heaps som hurtigt fik succes i Skandinavien. Da Heaps rejste penge fra kendte amerikanske investorer, heriblandt DJ Steve Aoki som er koncertaktuel på Tinderbox, blev Christian bragt ud på et usædvanligt iværksættereventyr i Los Angeles, USA. Siden har han været ind over flere store danske start-ups, heriblandt succesen Planday, hvor han i dag er tilknyttet.
Tag Tribute med til sommerens koncerter
Tribute lanceres på NorthSide, og de tre drenge vil efterfølgende også teste app’en til udvalgte festivaler og koncerter hen over sommeren herunder på festivalerne Tinderbox og Haven Festival.
Aarhus-drengene er overbeviste om, at deres hjemby og særligt NorthSide er det perfekte sted at lancere et koncept som Tribute. De mener, at Aarhus har en helt unik og mangfoldig musikscene.
- NorthSide har et stærkt line-up med nogle af verdens bedste performere, og vi glæder os helt vildt til at se publikums anmeldelser på Tribute efter koncerterne, siger Tributes CEO, Claus Holm.
Tribute kan allerede nu downloades til iOS via App Store og vil også snart blive tilgængelig til Android.
Kontakt Claus Holm for mere information om Tribute på info@tributeapp.io.
Related links
Emner
- Kunst, kultur, underholdning
Kategorier
- tribute app
- ns18
- aarhus
- festival
- musik
- northside festival
- northside
NorthSide 2018 afvikles i Ådalen ved Aarhus i dagene 7.-9. juni.
Besøg NorthSide.dk eller Facebook for mere om NorthSide 2018.