Pressemeddelelse -

Nationalmuseet konserverer 500 år gammel galionsfigur fra dansk kongeskib

Galionsfiguren fra det danske orlogsskib ”Gribshunden”, som forliste i 1495, vender for en kort stund tilbage til Danmark. Den skal konserveres af Nationalmuseets konservatorer i Brede og ankommer 17. marts.

Det var en verdenssensation, da svenske marinarkæologer i 2015 hævede galionsfiguren fra det danske orlogsskib ”Gribshunden”. Skibet var i år 1495 undervejs til den svenske by Kalmar som del af den danske Kong Hans’ flåde, men skibet brød i brand og sank ud for Ronneby i Blekinge, som dengang var en del af Danmark.

I august 2015, altså 520 år efter skibet sank, hævede marinarkæologerne galionsfiguren, som siden har været opbevaret på Blekinge Museum.

Galionsfiguren, der forestiller et drabeligt søuhyre, skal nu konserveres, og Blekinge Museum har givet opgaven til Nationalmuseets afdeling for Bevaring og Naturvidenskab i Brede, hvortil den ankommer den 17. marts.

- Valget er faldet på Nationalmuseet på grund af bevaringsafdelingens omfattende kompetencer og erfaringer for trækonservering, og samtidig er der mulighed for at arbejde sammen om den fælles historie, oplyser direktør for Blekinge Museum Marcus Sandekjer.

Et halvt år fryseren
Chef for Magasinering og Kulturhistorisk Konservering på Nationalmuseet, Anne-Kathrine Kjerulff, glæder sig over, at Blekinge Museum valgte nordens største institution for bevaring og naturvidenskab til at konservere og udføre naturvidenskabelige undersøgelser af galionsfiguren.

- Vi har fulgt arbejdet og bjergningen af ”Gribshunden” og ser frem til at påbegynde bevarings- og analysearbejdet. Det skal forgå i et samarbejde mellem vores internationalt anerkendte eksperter i konservering af vandrukkent træ og eksperter i farveanalyser. Det tætte samarbejde mellem specialister indenfor bevaring og specialister indenfor kulturhistorisk relaterede naturvidenskabelige analyser vil bidrage med ny viden om vraget og sikre bevaringen af denne betydningsfulde del af skibet, siger Anne-Kathrine Kjerulff.

Det tager konservatorerne knap tre år at konservere galionsfiguren. Som det første renser de den nænsomt for ikke at skade eventuelt bevarede farvelag. Når galionsfiguren er renset, skal den imprægneres i to år i et bad med polyetylenglykol, som er en konserveringsvæske. Derefter frysetørres den i fire til seks måneder ved minus 25 grader Celsius, hvorefter den er klar til at vende hjem til Blekinge igen.

Samtidig med Columbus
Også museumsinspektør ved Orlogsmuseet Jakob Seerup glæder sig til at tage et nærmere syn på ”Gribshundens” galionsfigur.

Af flere årsager er den et enestående fund, forklarer Jakob Seerup.

- ”Gribshunden” er af samme type som de skibe, Columbus sejlede til Amerika i, og alene det er ret usædvanligt. Det er i den grad også enestående, at man kan identificere et skib, som er sunket for mere end 500 år siden, men skibets dimensioner, årringsdatering, antallet af kanoner og de meget tydelige brandskader på vraget sammenholdt med de skriftlige kilder overbeviser mig om, at de svenske arkæologer vitterlig har fundet ”Gribshunden”, siger Jakob Seerup.

Skibet er et af de tidligste regulære krigsskibe, man kender til, som er bygget specifikt som krigsskib. I løbet af 1400-tallet vandt kanonerne frem som våben, og det var nødvendigt at konstruere krigsskibe specialiseret til formålet.

”Gribshunden” var sandsynligvis bygget i Flandern eller Nederlandene omkring år 1483 og senere købt af den danske konge. Men få årtier senere begyndte man at bygge krigsskibe i Danmark.

I 1510 blev den danske orlogsflåde grundlagt, og Kong Hans anlagde et flådeskibsværft på Slotø i Nakskov samme år, hvor kongen fik bygget flådens skibe. Blandt dem var Maria og Engelen, som var nogle af de største og mest moderne krigsskibe, der fandtes i Europa på det tidspunkt.

Selv om ”Gribshunden” ikke kan måle sig med Kong Hans’ topmoderne krigsskibe, mener Jakob Seerup, det er en meget vigtig brik i orlogsflådens tidligste historie, som for en kort stund vender tilbage til Danmark.

Pressen er velkommen:
Galionsfiguren ankommer til Nationalmuseets afdeling for Bevaring og Naturvidenskab på I.C. Modewegsvej i Brede Værk, 2800 Kgs. Lyngby. Det sker den 17. marts ved cirka 14 tiden. Pressen er velkommen til at overvære ankomsten og udpakningen. Til stede vil være konservatorer og repræsentanter for Blekinge Museum.

Related links

Emner

  • Bibliotek, museum

Kategorier

  • nationalmuseet

Nationalmuseet er Danmarks største kulturhistoriske museum - og vi er mange museer i ét. 
Hvert år besøger over en million mennesker et af Nationalmuseets museer i hele landet.
Og husk: Nationalmuseet har gratis adgang. 

Kontakt

Kristiane Strætkvern

Konservator 41 20 65 28

Jakob Seerup

Museumsinspektør, Krig og Besættelse, Orlogsmuseet Nationalmuseet 4120 6354

Henrik Schilling

Press Relations Manager 4120 6016